Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 17 af 23. juli 1993 om regulering af fiskeri ved tekniske bevaringsforanstaltninger

I henhold til landstingslov nr. 17 af 22. oktober 1990 om erhvervsmæssigt fiskeri som ændret ved landstingslov nr. 24 af 29. oktober 1992 fastsættes:

 

§ 1. Bekendtgørelsen gælder for Grønlands fiskeriterritorium.
Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder ikke for fiskeri efter laks og fjeldørred.
Stk. 3. Ved "basislinjer" forstås i denne bekendtgørelse de basislinjer, som er fastsat i statsministeriets bekendtgørelse nr. 629 af 22. december 1976, nr. 176 af 14. maj 1980 og nr. 637 af 6. september 1991 om fiskeriterritoriet ved Grønland.
Stk. 4. Fartøjets målebrev er afgørende for, hvilken tonnagegrænse i bekendtgørelsen der anvendes for det pågældende fartøj.

 

Mindstemål for maskestørrelser

§ 2. Maskestørrelsen i denne bekendtgørelse er angivet ved indvendigt målt helmaske. Maskestørrelsen i trawl gælder for enhver del af trawlet. Kun masker med 4 lige lange sider i samme materiale må benyttes. Undtaget herfra er dog fiskeri efter lodde, hvor der kan anvendes masker med 6 lige lange sider i samme materiale.
Stk. 2. Ved trawlfiskeri efter arter, der ikke er nævnt i stk. 3, 4, og 5, gælder et mindstemål for maskestørrelsen på 140 mm. Undtaget herfra er dog fiskeri med flydetrawl efter rødfisk (Sebastes Mentella), hvor der gælder et mindstemål for maskestørrelsen på 100 mm.
Stk. 3. Ved fiskeri efter rejer med grønlandske fartøjer, som har tilladelse til at udnytte en større andel af fangsten end 30% til egen produktion ombord, samt med ikke-grønlandske fartøjer gælder et mindstemål for maskestørrelsen på 40 mm.
Stk. 4. Ved fiskeri efter rejer med andre fartøjer end de i § 2, stk. 3 nævnte gælder følgende:
1) For fartøjer, som ifølge fartøjets målebrev er 75 BRT/BT 120 eller større, er mindstemålet for maskestørrelsen 40 mm.
2) For fartøjer, som ifølge fartøjets målebrev er mindre end 75 BRT/BT 120, gælder intet mindstemål for trawlmaskerne.
Stk. 5. Ved fiskeri efter polartorsk, lodde, blåhvilling, sild, tobis og bløddyr gælder et mindstemål for maskestørrelsen i nettet på 16 mm.
Stk. 6. Ved garnfiskeri efter hellefisk gælder et mindstemål for maskestørrelsen i nettet på 220 mm .
Stk. 7. Redskaber med mindre maskestørrelser end dem, der anvendes i overensstemmelse med stk. 2 - 6, må ikke findes ombord, medmindre de er fastsurret og stuvet, således at de ikke let kan tages i anvendelse.

 

Måling af maskestørrelse

§ 3. Maskestørrelsen i et net bestemmes som angivet i bilaget.

 

Redskaber fastgjort til net

§ 4. Uanset gældende regler om maskestørrelser er det tilladt på såvel trawlets overside som underside at fæstne sådanne materialer, som er nævnt i stk. 2, 3 og 4, for at mindske slid og/eller forøge redskabets styrke.
Stk. 2. Forstærkningsnet. Det er tilladt at montere ét og kun ét forstærkningsnet (yderpose) omkring den bageste halvdel af redskabet. Maskerne i forstærkningsnettet skal være mindst dobbelt så store som maskerne i selve redskabet (inderposen). Yderposens omkreds skal være større end inderposens omkreds det pågældende sted.
Stk. 3. Undersideforstærkning (slidmåtte). Det er tilladt at montere enhver form for materiale (lærred, måtter, net) på undersiden af den bageste halvdel af redskabet. Slidmåtten må på intet sted være fastgjort over mere end 50% af redskabets omkreds det pågældende sted.
Stk. 4. Anvendes rundstropper til forstærkning omkring nogen del af trawlet, må disse ikke være kortere end 60% af redskabets største omkreds det pågældende sted (antal masker gange maskemålet). Afstanden mellem sådanne rundstropper skal være mindst én meter. Anvendes såvel rundstropper som forstærkningsnet (yderpose), må rundstropper kun monteres på selve redskabet (inderposen).
Stk. 5. Materialer som ikke er nævnt i stk. 2, 3 og 4 må ikke anvendes.

 

Linefiskeri efter helleflynder

§ 5. Ved fiskeri udenfor 3 sømil fra basislinjerne efter helleflynder må der på linerne ikke være monteret tavser med en længde på under 100 cm. Afstanden mellem tavserne skal være mindst 600 cm.

 

Fiskeriforbud inden for 3 sømil

§ 6. I området mellem kysten og en linie, der ligger 3 sømil uden for basislinjerne gælder følgende forbud:
1) Bortset fra fiskeri efter kammuslinger og krabber er fiskeri forbudt for fartøjer, som ifølge deres målebrev er 75 BRT/BT 120 og derover. Landsstyret har dog dispenseret herfra for følgende fartøjer, der er bygget før 1970, og som traditionelt har fisket i området (navn/kaldesignal): "Tobias Noahsen"/OZJO, "Anáse/OUHK, "Qarsaaq"/OUUC. Følgende fartøjer har dispensation til at fiske i området imellem basislinjerne og forannævnte 3-sømilegrænse: "Imerissoq"/OULB, "Erimaat"/OZTZ, "Qavak"/OVOJ, "Qingaaq'YOWMZ, "Qillaq"/OYKA, "Isaarut"/OVXD, "Lampo"/OWES "Hans"/OXFJ og "Lasarus"/OZTJ.
2) Fiskeri med vod eller trawl efter torsk, rødfisk, helleflynder, hellefisk og havkat er forbudt for alle fartøjer.
3) Uanset bestemmelsen i litra 2) er fiskeri med vod eller trawl efter torsk tilladt på Sermersooq-feltet i Qaqortoq-distrikt (mellem 60°18,5'N - 60°26'N - 45°26'W - 45°19'W). Det gælder dog kun på større dybder end 200 meter og med fartøjer, som ifølge deres målebrev er mindre end 50 BRT/BT 90.

 

Mindstemål for fisk mv.

§ 7. Mindstemålet (målt fra snudespids til halefinnens spids) for torsk er 40 cm, for hellefisk 56 cm.
Stk. 2. Mindstemålet for rejer er 2 gram.
Stk. 3. Mindstemålet for hankrabber er 9 cm målt over rygskjoldet.

 

Forbud mod fiskeri efter visse arter i bestemte områder

§ 8. Fiskeri med bundtrawl er forbudt i et område ud for Grønlands østkyst, der afgrænses af bredde-graden 67°00'N og linjer mellem følgende punkter:
- 67°00'N, 32°00'W
- 65°40'N, 32°00'W
- 65°30'N, 33°10'W
- 65°10'N, 34°00'W
- 65°10'N, 35°00'W
- 64°20'N, 36°20'W
- 63°55'N, 36°45'W
- 63°31'N, 38°45'W
- 63°27'N, 39°30'W
- 63°45'N, 39°30'W
- et punkt på Grønlands østkyst ved 63°45'N.
Stk. 2. Fartøjer, der ved Vestgrønland har adgang til at fiske rødfisk, men ikke torsk, må ikke fange rødfisk inden for et område, der afgrænses af breddegraden 64°30'N og linjer mellem følgende punkter:
- 64°30'N, 55°00'W
- 61°30'N, 50°30'W
- et punkt på Grønlands vestkyst ved 61°30'N.

§ 9. Fiskeridirektoratet kan lukke et havområde for fiskeri med bestemte redskaber, når der konstateres for store bifangster i området. Meddelelse herom gives ved offentliggørelse i pressen, ved telegram til skibene i området og for grønlandske fartøjer ved telefax til de berørte fartøjers rederier. For EF-fartøjer sendes meddelelsen til EF-kommissionen og for øvrige ikke-grønlandske fartøjer til den nationale fiskerimyndighed.
Stk. 2. Et lukket område genåbnes, når et kontrolleret fiskeri i området har vist, at der kan fiskes i området uden overtrædelse af bifangstreglerne.

 

Forbud mod anvendelse af visse fangstmetoder

§ 10. Sprængstoffer, giftige eller bedøvende stoffer samt skydevåben må ikke anvendes ved fiskeri. Elektrofiskeri er ikke tilladt uden særlig tilladelse.
Stk. 2. Synkegarn må ikke anvendes ved fiskeri udenfor 3 sømil fra basislinjerne.

 

Sanktioner

§ 11. Overtrædelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen kan medføre bøde. Ved ulovlig fiskeri fra et fartøj kan der ske konfiskation af de anvendte fiskeredskaber, af hele fartøjets fangst eller værdien heraf, med undtagelse af fangst, der godtgøres at hidrøre fra lovlig virksomhed. Sager herom behandles i øvrigt efter reglerne i Landstingslov om erhvervsmæssigt fiskeri.

 

Ikrafttræden

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 23. juli 1993.
Stk. 2. Samtidig ophæves hjemmestyrets bekendtgørelser nr. l af 14. januar 1993.




Grønlands Hjemmestyre, den 23. juli 1993




Hans Iversen

/

Henrik Leth


Bilag