Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 38 af 15. november 1993 om sundhedsnævn og sundhedsplaner.

I medfør af § 19 i landstingsforordning nr. 7 af 30. oktober 1992 om sundhedsvæsenets styrelse og organisation fastsættes:

 

Sundhedsnævn

§ 1. I hvert sundhedsdistrikt nedsættes et sundhedsnævn, der har til formål at;
1) styrke den lokale indflydelse på og ansvar for distriktets sundhedstilstand,
2) fremme en sammenhængende tilrettelæggelse og prioritering af opgaverne inden for distriktet, samt
3) udbygge og styrke samarbejdet mellem sundhedsvæsenet og tilgrænsende sektorer.

§ 2. Sundhedsnævnet er ansvarlig for, at sundhedsplanen hvert år forelægges kommunalbestyrelsen til udtalelse forinden den endelige sundhedsplan indsendes til Landsstyreområdet for Sundhed og Miljø senest den 31. december.
Stk. 2. De enkelte sundhedsplaner danner herefter grundlag for Landsstyrets årlige redegørelse om landets sundhedstilstand og om sundhedsvæsenet generelt.

§ 3. Sundhedsnævnet skal fremsende en kopi af den endelige sundhedsplan til Det Forebyggelsespolitiske Råd.

 

Sundhedsnævnets virksomhed

§ 4. Sundhedsnævnet består af chefdistriktslægen, lederen af sygeplejen, distriktstandlægen samt 4 personer, som udpeges af kommunalbestyrelsen, hvoraf mindst 2 ikke må være medlemmer af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Nævnets valgperiode følger den kommunale valgperiode. Chefdistriktslægen indkalder til nævnets første møde efter nyvalg. Det enkelte sundhedsnævn fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.
Stk. 3. Distriktstandlæger, der betjener mere end ét sundhedsdistrikt, indgår i hvert af de pågældende sundhedsnævn.
Stk. 4. Det bør tilstræbes, at sundhedsnævnets medlemmer besidder en interesse og viden, der er relevant for de opgaver, der skal varetages.
Stk. 5. Sundhedsdistriktet stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

§ 5. For de nævnsmedlemmer, som udpeges af kommunalbestyrelsen og som ikke modtager fast vederlag, diæter eller godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen, udbetaler sundhedsvæsenet diæter svarende til de til enhver tid gældende satser for diæter til kornmunalbestyrelsesmedlemmer. Sundhedsvæsenet udbetaler dog maksimalt diæter for 4 årlige møder.

 

Sundhedsplan

§ 6. Sundhedsnævnet udarbejder hvert år en lokal sundhedsplan, hvis formål er;
1) at kortlægge de aktuelle sundhedsforhold i sundhedsdistriktet,
2) at styre, tilrettelægge og prioritere opgaverne inden for Sundhedsdistriktet, samt
3) at bidrage til én samlet sundhedsplan for hele sundhedsvæsenet.

§ 7. Sundhedsplanens første del skal indeholde et statusafsnit med en beskrivelse af sundhedsdistriktets:
1) aktuelle sundhedsforhold,
2) sundhedsmæssige betjening,
3) forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger og
4) beredskab og samarbejde med andre sektorer.
Stk. 2. Med udgangspunkt i de konkrete vurderinger i statusdelen skal der i sundhedsplanens anden del redegøres for de aktiviteter, der planlægges inden for det kommende år.
Stk. 3. I sundhedsplanens tredie del redegøres for de aktiviteter, der planlægges inden for den kommende 4 års periode.

 

Ikrafttrædelse

§ 8. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 15 november 1993.




Grønlands Hjemmestyre, den 15. november 1993




Ove Rosing Olsen

/

Torben Cordtz