Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 24 af 26. august 1993 om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland.

I medfør af § 5, stk. 4 og § 8, stk. 3 i Landstingsforordning nr. 11 af 16. december 1988 om arbejdsformidling og § 6, stk. 4 og § 8 i Landstingslov nr. 27 af 30. oktober 1992 om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland fastsættes:

 

§ 1. Når det ikke har været muligt at besætte en stilling indenfor de nedenfor nævnte stillingskategorier med grønlandsk arbejdskraft eller arbejdskraft med særlig tilknytning til Grønland, påhviler det arbejdsgiveren at søge om tilladelse til at ansætte eller anvende udefra kommende arbejdskraft. Tilladelse skal søges forud for ansættelse for følgende stillingskategorier på land og indenfor søtransport:
1) Stillinger, hvis varetagelse ikke forudsætter faglig uddannelse.
2) Stillinger, hvis varetagelse kræver faglig uddannelse svarende til mesterlære, erhvervsfaglig grunduddannelse eller Siamasissumik Tunngaviusumik Illinniartitaaneq.
3) Stillinger, hvis varetagelse kræver videregående uddannelse som socialpædagog og socialrådgiver.
4) Stillinger, hvis varetagelse kræver videregående søfartsuddannelse.

§ 2. Arbejdsgiveren skal indgive ansøgning om tilladelse til at ansætte eller anvende udefra kommende arbejdskraft på et særligt skema til kommunalbestyrelsen via arbejdsmarkedskontoret.
Stk. 2. På ansøgningsskemaet skal følgende oplysninger anføres:
1) Virksomhedens navn, adresse og arbejdsgivernummer.
2) Branche.
3) Stillingsbetegnelse og indholdsbeskrivelse for den stilling, som ansøgningen omfatter.
4) Kvalifikationskrav.
5) Ansættelses- eller anvendelsesperiode og ugentlig arbejdstid.
6) Oplysninger vedrørende tiltrædelsesomkostninger, logi og lønforhold.
7) Oplysninger om hvorledes stillingen har været søgt besat med grønlandsk arbejdskraft, jf. stk.  3.
8) Navnet, når dette kendes, på en person som tænkes ansat i stillingen.
9 ) Et eventuelt tilknytningsforhold til Grønland for en person som tænkes ansat i stillingen.
Stk. 3. Hvis arbejdsgiveren har givet afslag på ansøgning fra grønlandsk arbejdskraft, j f. stk. 2, nr. 7, skal ansøgningen indeholde en begrundelse for afslaget.

§ 3. De af arbejdsgiveren stillede kvalifikationskrav skal svare til stillingens reelle indhold og må ikke overstige de krav, som det er almindeligt at stille inden for fagområdet.

§ 4. Arbejdsmarkedskontoret skal ved modtagelse af en ansøgning om tilladelse til at ansætte eller anvende udefra kommende arbejdskraft undersøger om der til stillingen kan anvises kvalificeret grønlandsk arbejdskraft eller arbejdskraft med særlig tilknytning til Grønland, jf. lovens § 4. Anvisning sker efter de for arbejdsanvisning fastsatte regler.

§ 5. Kommunalbestyrelsen meddeler afslag på ansøgningen om tilladelse til at ansætte eller anvende udefra kommende arbejdskraft, når der til stillingen kan anvises kvalificeret grønlandsk arbejdskraft eller arbejdskraft med særlig tilknytning til Grønland. Samtidig hermed skal arbejdsmarkedskontoret anvise arbejdsgiveren den pågældende arbejdskraft.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen meddeler tilladelse til at ansætte eller anvende udefra kommende arbejdskraft, når der, hverken fra det lokale arbejdsmarkedskontor eller fra de øvrige arbejdsmarkedskontorer i Grønland, kan anvises kvalificeret grønlandsk arbejdskraft eller arbejdskraft med særlig tilknytning til Grønland.
Stk. 3. Såfremt kommunalbestyrelsen ønsker at gøre tilladelsen tidsbegrænset, j f. lovens § 6, stk. 2, skal dette meddeles i tilladelsen.
Stk. 4. Afslag, henholdsvis tilladelse, meddeles på særlig blanket snarest muligt og senest 14 dage efter arbejdsmarkedskontorets modtagelse af ansøgningen.

§ 6. Såfremt der ansøges om anvendelse af udefra kommende arbejdskraft i forbindelse med akut opståede skader, uheld eller andre omstændigheder, hvis indtræffen ikke med sandsynlighed har kunnet påregnes af ansøgeren, og hvor hensynet til hurtig udbedring eller reparation taler afgørende herfor, skal afslag, henholdsvis tilladelse, meddeles senest 2 dage efter arbejdsmarkedskontorets modtagelse af ansøgningen.
Stk. 2. Såfremt ansøgningen afleveres personligt i arbejdsmarkedskontoret inden kl. 12.00, skal afslag henholdsvis tilladelse meddeles inden kl. 10.00 den efterfølgende dag.

§ 7. Såfremt ansøgningen ønskes behandlet efter proceduren i § 6, skal ansøgeren tydeligt tilkendegive dette skriftligt på ansøgningen.
Stk. 2. Såfremt kommunalbestyrelsen ikke anser ansøgningen for omfattet af de i § 6, stk. l nævnte omstændigheder, skal dette meddeles ansøgeren senest 2 dage efter ansøgningens modtagelse i arbejdsmarkedskontoret. Er ansøgningen afleveret personligt i arbejdsmarkedskontoret inden kl. 12.00, skal meddelelse gives senest kl. 10.00 den efterfølgende dag.

§ 8. Såfremt de i § 5, stk. 4, § 6 og § 7 stk. 2 nævnte frister ikke overholdes, kan ansøgeren betragte tilladelse i henhold til det søgte for givet.

§ 9. Tilladelse til ansættelse eller anvendelse af udefra kommende arbejdskraft kan ikke omfatte en periode udover den ansøgte.
Stk. 2. For en stilling, som ønskes varigt besat, kan tilladelsen gøres tidsbegrænset, jf. lovens § 6, stk. 2. Betingelsen er, at det kan sandsynliggøres, at det fremtidige arbejdskrafttilbud vil ændre sig inden for den periode, som tilladelsen gælder for.
Stk. 3. En tidsbegrænset tilladelse kan forlænges efter fornyet ansøgning.

§ 10. Ønsker en arbejdsgiver at klage til Landsstyret over en afgørelse, som kommunalbestyrelsen har truffet i henhold til lovens § 6, skal denne fremsendes til Landsstyret i en kuvert mærket "Arbejdstilladelse".

§ 11. Arbejdsmarkedskontoret registrerer ansøgninger og tildelinger af tilladelser, samt anmeldelse af arbejdskraftens til- og fratræden. Endvidere skal arbejdsmarkedskontoret, ud fra sit kendskab til arbejdsmarkedet og gennem et samarbejde med andre offentlige forvaltninger, være opmærksom på, om lovens bestemmelser bliver overholdt.

§ 12. Arbejdsmarkedskontoret kan indhente oplysninger fra arbejdsgiverne om:
1) Arbejdets indhold og forudsætninger, herunder virksomhedens arbejdsprocesser, arbejdstid, løn- og indkvarteringsforhold,
2) arbejdsstyrke og arbejdskraftbehov, herunder fordeling på kvalifikationer,
3) arbejdsstyrkens fordeling på grønlandsk arbejdskraft, herunder arbejdskraft med særlig tilknytning til Grønland, og på udefra kommende arbejdskraft, og
4) årsagen til arbejdsophør i et eventuelt tidligere job for ledige arbejdssøgende.

§ 13. Arbejdsmarkedskontoret skal udarbejde opgørelser over ansøgninger om tilladelse til at ansætte udefra kommende arbejdskraft, og indberetter opgørelserne til Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked. Arbejdsmarkedskontoret kan tillige udarbejde opgørelser over arbejdstilbud.
Stk. 2. Arbejdsmarkedskontoret kan udarbejde opgørelser over henvendelser fra arbejdssøgende og arbejdsstyrkens sammensætning og fordeling på brancher og virksomhedsstørrelser. Kopi tilsendes Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Stk. 3. Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked fastsætter retningslinier for de i stk. l og stk. 2 nævnte indberetninger.

 

Ikrafttræden

§ 14. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. september 1993.
Stk. 2. Samtidig ophæves §§ 8-18 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 40 af 18. september 1990 om kommunal arbejdsformidling og regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland m.m..




Grønlands Hjemmestyre, den 26. august 1993




Henriette Rasmussen

/

Nukákuluk Kreutzmann