Landstingsforordning nr. 8 af 30. oktober 1992 om sundhedsvæsenets ydelser m.v.

I medfør af § l i Lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland fastsættes:

 

Kapitel 1.
Formål

§ 1. Sundhedsvæsenets vigtigste opgaver er at fremme befolkningens sundhed, at forebygge sygdomme og sygdomslignende tilstande samt undersøge, behandle og pleje personer med sygdomme og sygdomslignende tilstande.

 

Kapitel 2.
Personkreds

§ 2. Enhver, der opholder sig her i landet har ret til ydelser efter denne landstingsforordning - gratis eller mod betaling - efter nedenstående regler.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter regler om fravigelse af denne landstingsforordning i det omfang, det er nødvendigt for at opfylde overenskomster med andre stater.

§ 3. Personer, der i kraft af overenskomst eller ansættelsesforhold har ret til gratis lægehjælp m.v., er alene berettiget til ydelser efter denne landstingsforordning i de tilfælde, der ikke er omfattet af den indgåede overenskomst eller ansættelsesforhold, jf. dog kap. 7.

§ 4. Såfremt en arbejdsgiver i henhold til øvrig lovgivning har pligt til at sørge for lægehjælp og sygepleje for det personale, der er ansat ved virksomheden, har sådant personale kun ret til ydelser efter denne landstingsforordning i det omfang, hvor ydelsen falder uden for arbejdsgiverens forpligtelser, jf. dog kap. 7.

§ 5. Såfremt en reder eller en offentlig myndighed i henhold til dansk eller udenlandsk sømandslovgivning eller lignende har pligt til at afholde de med sømændenes sygdom forbundne udgifter, har sådant personale kun ret til ydelser efter denne landstingsforordning, i det omfang, hvor ydelsen falder uden for rederens eller den offentlige myndigheds forpligtelser, jf. dog kap. 7.

§ 6. Landsstyret fastsætter nærmere regler for omfanget af ydelser til de særlige persongrupper, der er omfattet af §§ 3-5.

 

Kapitel 3.
Graviditet og fødsel

§ 7. Sundhedsdistriktet tilbyder i forbindelse med graviditet gratis, forebyggende helbredsundersøgelse af kvinder samt gratis fødselshjælp på sygehus.

§ 8. Landsstyret fastsætter regler for fødselshjælp til kvinder, der opholder sig midlertidigt her i landet.

§ 9. Sundhedsdistriktet tilbyder gratis vejledning om anvendelse af graviditetsforebyggende metoder.
Stk. 2. Vejledning til personer, der er under 18 år og ugift, eller som er umyndiggjort i personlig henseende, er ikke betinget af samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller fra værgen.

 

Kapitel 4.
Helbredsundersøgelse, sundhedspleje og vaccination

§ 10. Alle børn og unge under 18 år tilbydes gratis forebyggende helbredsundersøgelser.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter regler for omfanget af og kravene til helbredsundersøgelserne.

§ 11. Alle børn under den undervisningspligtige alder tilbydes gratis sundhedspleje, der skal omfatte:
1) Almen sundhedsvejledning til forældre om barnets legemlige og psykiske udvikling, herunder oplysning om sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger.
2) Observation af barnets sundhedstilstand og individuel vejledning til forældre, herunder formidling af kontakt til lægelig, social eller pædagogisk sagkundskab.
3) Særlig vejledning og bistand i samarbejde med lægelig, social og pædagogisk sagkundskab til forældre, hvis barn har særligt behov for sundhedspleje.

§ 12. Alle børn i den undervisningspligtige alder tilbydes gratis skolesundhedspleje, der skal omfatte:
1) Almene sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger til børn, forældre og skolepersonale, herunder oplysningsvirksomhed om sygdomsforebyggelse og hygiejne.
2) Observation af barnets sundhedstilstand og individuel vejledning til forældre, herunder formidling af kontakt til lægelig, social eller pædagogisk sagkundskab.
3) Særlig vejledning og bistand i samarbejde med lægelig, social og pædagogisk sagkundskab til forældre, hvis barn har særligt behov for sundhedspleje.

§ 13. Alle børn og unge under 18 år tilbydes vaccination mod sygdomme efter nærmere regler, der er fastsat af Landsstyret.

 

Kapitel 5.
Sygdomsbehandling m.v.

§ 14. Personer med ret til ydelser efter landstingsforordningen har, i den udstrækning forholdene tillader det, endvidere ret til:
1) Forebyggende helbredsundersøgelse.
2) Lægebehandling, herunder eventuelt speciallægebehandling.
3) Sygehusbehandling.
4) Receptpligtig medicin, herunder ikke-receptpligtig medicin, der indgår som led i lægeordineret behandling, efter nærmere regler, der fastsættes af Landsstyret.
5) Vaccination mod sygdomme efter nærmere regler, der fastsættes af Landsstyret.
6) Hjælpemidler, der erstatter, afstiver eller korrigerer defekte eller manglende legemsdele.
7) Fysiurgisk behandling, der finder sted i tilknytning til læge- eller sygehusbehandling.
8) Attester, efter nærmere regler, der fastsættes af Landsstyret.

 

Kapitel 6.
Tandbehandling

§ 15. Alle børn og unge under 18 år tilbydes gratis forebyggende og behandlende tandpleje, der skal omfatte:
1) Almene sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger til børn og forældre, herunder oplysningsvirksomhed om tandsygdomsforebyggelse og tandhygiejne, samt vejledning om behov for tandregulering.
2) Forebyggende behandling af tandsygdomme.
3) Behandling af tandsygdomme.

§ 16. Personer med ret til ydelser efter landstingsforordningen har ret til:
1) Forebyggende behandling af tandsygdomme.
2) Nødbehandling.
3) Almindelig behandling af tandsygdomme.
4) Protesebehandling.
Stk. 2. I den udstrækning forholdene tillader det, er der ret til videregående tandbehandling.

§ 17. Tandlægen kan afvise at foretage andet end nødbehandling af personer, der er ankommet her til landet med misrøgtede og ubehandlede tænder, uanset om pågældende i medfør af § 16 har ret til tandlægehjælp.

§ 18. Udgifter til tandbehandling, der er ydet uden for Grønland, er sundhedsvæsenet uvedkommende.

 

Kapitel 7.
Patienttransport

§ 19. Personer, der er tilmeldt folkeregisteret med bopæl her i landet samt personer, der behandles for epidemiske eller veneriske sygdomme, har ret til gratis lægeordineret transport fra bygd til distriktssygehuset i byen og fra distriktssygehuset til Dronning Ingrids Hospital samt transport til andet sygehus eller behandlingsinstitution udenfor landet, jf. § 22.

§ 20. Personer, der midlertidigt opholder sig her i landet og som har bopæl i et land, hvormed Danmark har indgået overenskomst om social tryghed, har ret til lægeordineret transport i samme omfang som nævnt i § 19.
Stk. 2. Ved transport til et sygehus eller behandlingsinstitution uden for landet, jf. § 22, afholder sundhedsvæsenet alene eventuelle merudgifter ud over den ordinære billetpris.

§ 21. Sundhedsvæsenet afholder ikke udgifter til transport eller eventuelle opholdsudgifter i forbindelse med tandbehandling.
Stk. 2. I tilfælde af akut tandsygdom, der kan sidestilles med alvorlig sygdom, ydes transport i samme omfang som nævnt i § 19 og § 20.

 

Kapitel 8.
Henvisning til behandling uden for Grønland

§ 22. Henvisning til behandling uden for Grønland kan alene ske til behandlingsinstitutioner, med hvilke Landsstyret har indgået aftale om at modtage patienter fra Grønland.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter nærmere regler for henvisning til behandling uden for Grønland.

 

Kapitel 9.
Betaling for sundhedsvæsenets ydelser

§ 23. I det omfang, der efter de foranstående regler ikke er adgang til gratis ydelser, kan Landsstyret fastsætte regler om betaling.

§ 24. Landsstyret kan indgå aftaler om levering af sundhedsvæsenets ydelser mod betaling i tilfælde, der ikke er omfattet af denne landstingsforordning.

 

Kapitel 10.
Forskning

§ 25. Landsstyret kan yde støtte til sundhedsvidenskabelig forskning af betydning for det grønlandske samfund.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter regler for støtte til sundhedsvidenskabelig forskning.

 

Kapitel 11.
Klageadgang

§ 26. Klage over administrative afgørelser efter denne landstingsforordning indgives til Direktoratet for Sundhed inden for en frist på 4 uger fra modtagelsen.
Stk. 2. Klage over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet, samt klage over sundhedsdistrikternes virksomhed og den sundhedsmæssige betjening indgives efter bestemmelserne herom i landstingsforordningen om sundhedsvæsenets styrelse og organisation.

 

Kapitel 12.
Ikrafttrædelse

§ 27. Denne landstingsforordning træder i kraft den 1. november 1992.
Stk. 2. Samtidigt ophæves:
1) Bekendtgørelse nr. 597 af 5. december 1974 om sygehjælp m.v. i Grønland samt ved tilflytning til og under midlertidigt ophold i Danmark og på Færøerne.
2) Bekendtgørelse nr. 42 af 1. februar 1978 om offentlig tandpleje i Grønland samt ved tilflytning til og under midlertidigt ophold i Danmark og på Færøerne.




Grønlands Hjemmestyre, den 30. oktober 1992




Lars Emil Johansen

/

Ove Rosing Olsen