Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 45 af 21. december 1992 om udbetaling af pension ved ophold i offentlige døgninstitutioner m.v.
I medfør af § 10, stk. 3 i landstingsforordning nr. 8 af 22. oktober 1990 om pensioner og ældreinstitutioner m.v., som ændret ved landstingsforordning nr. 3 af 9. april 1992, fastsættes:
§ 1. Når en pensionist indlægges på sygehus fortsætter udbetalingen af grundbeløb uændret. Dog ændres udbetalingen til reduceret grundbeløb fra den 1. i måneden efter 6 måneders indlæggelse, når patienten ikke har faste udgifter til bolig.
Stk. 2. Eventuel udbetaling af lommepenge fra sygehusets side modregnes i pensionen, dog at der skal være et beløb tilbage til pensionisten, mindst svarende til reduceret grundbeløb.
Stk. 3. Retten til eventuelle børnetillæg bevares uændret, ligesom patienten kan være berettiget til personlige tillæg efter en individuel behovsvurdering.§ 2. Når en pensionist ved retsvæsenets foranstaltning tilbageholdes eller indlægges til mentalobservation fortsætter udbetalingen af grundbeløb uændret. Dog ændres udbetalingen til reduceret grundbeløb fra den 1. i måneden efter 6 måneders tilbageholdelse eller indlæggelse. Når en pensionist efter domfældelse anbringes i Anstalten for Domfældte eller i ungdomspension under kriminalforsorgen i Grønland eller anbringes i anstalt eller på særlig behandlingsinstitution i Danmark, udbetales uændret grundbeløb i anbringelsesmåneden og den efterfølgende måned. Derefter udbetales reduceret grundbeløb, medmindre pensionsudbetalingen allerede er ændret ifølge 2. punktum.
Stk. 2. Eventuel udbetaling af lommepenge, løn eller arbejdsdusør modregnes i pensionen, dog at der skal være et beløb tilbage til pensionisten, mindst svarende til reduceret grundbeløb.
Stk. 3. Retten til eventuelle børnetillæg bevares uændret, ligesom den anbragte kan være berettiget til personlige tillæg efter en individuel behovsvurdering, herunder til eventuelle udgifter til bevarelse af bolig i anbringelsesperioden.§ 3. Opholdsinstitutionen har pligt til at underrette pensionistens hjemkommune, når betingelserne for ændring af pensionsudbetalingen indtræder efter ovenstående bestemmelser.
§ 4. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 1993 og gælder fra ikrafttrædelsesdatoen også for pensionister, som allerede har ophold på en af de institutioner, der er omfattet af denne bekendtgørelse.
Grønlands Hjemmestyre, den 21. december 1992
Henriette Rasmussen/
Nukákuluk Kreutzmann