Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 39 af 18. december 1992 om fremleje af værelser til logerende.

I henhold til § 14 i Landstingsforordning nr. 3 af 20. juni 1989 om leje af boliger som ændret ved landstingsforordning nr. 2 af 9. april 1992 fastsættes:

 

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på hjemmestyrets og kommunernes udlejningsboliger og regulerer forholdet mellem fremlejer (lejlighedens indehaver) og en logerende.

§ 2. Fremleje må kun ske, såfremt det samlede antal beboere medregnet den logerende ikke overstiger antallet af beboelsesrum i boligen.

§ 3. Fremleje skal ske i et direkte skriftligt kontraktsforhold mellem fremlejer og logerende.

§ 4. Til sikkerhed for den logerendes forpligtelser kan der fastsættes et depositum, der ikke må overstige 3 måneders leje.

§ 5. Den logerendes lejebetaling må højst udgøre en forholdsmæssig andel af boligens samlede udgifter til leje, varme, vand, el m.v., beregnet efter antallet af værelser.

§ 6. Lejen betales forud til den 1. i måneden til fremlejer.
Stk. 2. Fremlejer kan hæve lejeaftalen som følge af for sen betaling, såfremt den logerende ikke har betalt leje senest den 3. hverdag i måneden.
Stk. 3. Når fremlejer hæver lejeaftalen som følge af for sen betaling, skal den logerende straks fraflytte det lejede.

§ 7. Lejemålet kan af fremlejer opsiges med 3 måneders varsel og af den logerende med l måneds varsel til udgangen af en måned.

§ 8. Ophører fremlejers lejemål, ophører den logerendes lejemål på samme tidspunkt.
Stk. 2. Fremlejer skal uden ugrundet ophold, efter at fremlejer er blevet gjort bekendt med lejemålets ophørstidspunkt, give den logerende meddelelse herom.

§ 9. Såfremt fremlejer overtræder bestemmelsen i § 2, anses fremlejers eget lejemål for misligholdt.
Stk. 2. Eventuelle tvister mellem fremlejer og logerende er udlejer uvedkommende.

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft straks.




Grønlands Hjemmestyre, den 18. december 1992




Emil Abelsen

/

Peter Beck