Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 12 af 19. juni 1992 om rapportering ved fangst og anskydning af hvaler.

I medfør af §§ 6, 7 og § 9, i landstingslov nr. 12 af 22. november 1984 om erhvervsmæssig fangst og jagt fastsættes:

 

§ 1. Den der fanger eller anskyder sildepiskere (vågehvaler) og hvaler, der er større end sildepiskere, skal straks rapportere fangsten eller anskydningen til kommunalbestyrelsen i sin hjemkommune. Ved fællesfangst afgives rapporten af den lokale fisker- og fangerforening.
Stk. 2. Samtlige anskydninger på sildepiskere (vågehvaler) trækkes fra den kommunale kvote det pågældende eller det følgende år.
Stk. 3. Rapporten afgives på et autoriseret skema til det nærmeste kommunekontor eller filialkontor, som straks videresender rapporten til hjemkommunen.

 

Fangst

§ 2. Efter fangst af de hvaler, der er nævnt i § l, skal der på rapporteringsskemaet oplyses,
1) om hvalen (kolonne B-E i fangstrapporteringsskemaet):
a) Art.
b) Længde, som måles i en ret linie parallelt med hvalen. Der måles fra hakket i halefinnen til spidsen af overkæben.
c) Køn.
d) For hunhvaler, skal oplyses, om den har mælk i mælkekirtlerne, om den har foster og i bekræftende fald dettes længde og køn.
e) Maveindhold.
2) om fangsten (kolonne A, F, G, H, I, J og L i fangstrapporteringsskemaet):
a) Fartøjets navn og GR-nummer, ved fællesfangst oplyses kutternes navne og GR-numre eller antallet af joller.
b) Fangerens navn, ved fællesfangst oplyses øvrige deltageres navne på bagsiden af skemaet.
c) Nummeret på den af kommunen udstedte licens.
d) Position for fangsten, enten ved bredde og længde eller feltkode, jf. Grønlands Fiskeri- og Miljøundersøgelsers feltkodekort, eller ved entydig stedsangivelse.
e) Dato for fangsten.
f) Stedet hvor flænsningen er sket.
g) Om ca. vægten på byttet; kilogram mattak, spæk og kød.
h) Anvendt våben under hvalfangsten, med angivelse af hvilket eller hvilke våben der blev brugt. Ved anvendelse af harpunkanon angives, om harpunen var forsynet med en sprænggranat.
i) Oplysning om aflivningstiden, beregnet fra hvalen blev ramt til den er død.
j) Udfylderens navn og dato for skemaudfyldningen.

 

Anskydning

§ 3. Hvis hvaler, der er nævnt i § l anskydes, men ikke ilandbringes, skal der oplyses, (kolonne A, B, F, I, K & L)
1) hvalens art,
2) fartøjets navn og GR-nummer, ved fællesfangst oplyses navne og GR-numre eller antallet af joller,
3) fangerens navn, ved fællesfangst oplyses fangernes navne,
4) det af kommunen tildelte licensnummer,
5) position for anskydningen, der oplyses enten længde og bredde eller ved feltkode, jf. Grønlands Fiskeri- og Miljøundersøgelsers feltkodekort, eller ved entydig stedsangivelse,
6) dato for anskydningen,
7) anvendt våben ved anskydningen, med angivelse af hvilket eller hvilke våben der blev brugt. Ved anvendelse af harpunkanon
angives, om harpunen var forsynet med en harpungranat,
8) årsag til anskydningen, f.eks. dårlige vejrforhold, brud på fangstredskaber o.s.v.
9) udfylderens navn og dato for skemaudfyldningen.

§ 4. På grundlag af rapporteringsskemaerne udfylder kommunen et indberetningsskema jf. bekendtgørelsen om fangst af store hvaler.
Stk. 2. Listen indsendes til Direktoratet for fiskeri, fangst og landbrug, den første i hver måned med oplysninger om fangst eller anskydning af hvaler i den foregående måned. Listen vedlægges kopi af samtlige rapporteringsskemaer, som er modtaget den foregående måned.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen har pligt til at melde pr. telefon og udfylde rapporteringsskema, når der er blevet konstateret ulovligt fangst eller anskydning af hvaler. Rapporteringsskemaerne sendes straks pr. fax til Fiskeridirektoratet.
Stk. 4. Landsstyret kan pålægge kommunalbestyrelsen at lade udstedte licenser bortfalde, såfremt kommunalbestyrelsen fremsender manglende oplysninger eller ikke rettidigt indberetter til landsstyret.

§ 5. Bøde kan idømmes den der overtræder §§ l, 2, og 3.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. juli 1992.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 50 af 18. december 1990 om rapportering ved fangst og anskydning af hvaler.




Grønlands Hjemmestyre, den 19. juni 1992




Hans Iversen

/

Jørn Birk Olsen


Bilag 1

Bilag 2