Landstingslov nr. 23 af 30. oktober 1992 om udhandling og servering af alkoholholdige drikke.

 

Kapitel l
Definitioner

§ 1. Ved "alkoholholdige drikke" forstås i denne lov alle drikke, der indeholder alkohol.

§ 2. Ved "stærke drikke" forstås i denne lov alle alkoholholdige drikke med en styrke på 4,10 volumenprocent alkohol og derover.
Stk. 2. Ved "svage drikke" forstås i denne lov alle alkoholholdige drikke med en styrke på under 4,10 og over 2,5 volumenprocent alkohol.

 

Kapitel 2
Stærke drikke


Indledende bestemmelser

§ 3. Udhandling og servering af stærke drikke kræver
1) næringsbrev som handlende, håndværker og industridrivende eller som restauratør og hotelvært, jf. Landstingslov om restaurations og hotelvirksomhed i Grønland og Landstingslov om næringsvirksomhed i Grønland, og
2) alkoholbevilling meddelt af kommunalbestyrelsen efter §§ 5 og 6.

§ 4. Bestemmelserne i § 3 gælder ikke for offentlige institutioners butikker, hoteller, restaurationer og skibe.
Stk. 2. Udhandling og servering af stærke drikke fra de i stk. l nævnte forretningssteder er dog undergivet de begrænsninger, der er fastsat i §§ 11-15, §§ 21-25, og §§ 27-29. Kommunalbestyrelsen kan i medfør af § 8, stk. 4 nedlægge midlertidigt forbud mod udhandling og servering i offentlige institutioners butikker, hoteller, restaurationer og skibe, når der er tale om forsømmelser i virksomhedens drift.

 

Alkoholbevilling

§ 5. Alkoholbevilling udstedes af kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan tage en bevilling op til fornyet overvejelse i bevillingsperioden, når der er tale om væsentlige ændringer i virksomhedens eller ejerens forhold. Kommunalbestyrelsen kan inddrage allerede givne bevillinger tidsbegrænset eller permanent, når der er tale om grove eller gentagne forsømmelser, jf. § 8.
Stk. 2. I forbindelse med udstedelse af alkoholbevillinger skal kommunalbestyrelsen iagttage sammenhængende samfundsmæssige hensyn, som er egnet til at øge ædrueligheden. Kommunalbestyrelsen kan efter omstændighederne endvidere fastsætte særlige betingelser, som er egnet til at øge ædrueligheden eller begrænse gener i forhold til omgivelserne og samfundet iøvrigt.
Stk. 3. Alkoholbevillingen skal være knyttet til et bestemt eller bestemte lokaler. Hvilke lokaler, det drejer sig om, skal fremgå af bevillingsskrivelsen. Bevillingen skal af bevillingshaveren anbringes i butikslokalet eller restaurationen på et for publikum synligt sted.
Stk. 4. Bevillingen udstedes for et tidsrum af 3 år. Når særlige grunde foreligger, kan kommunalbestyrelsen udstede bevilling for et kortere tidsrum, herunder for vinter- eller sommerhalvåret.
Stk. 5. Når ansøgning om bevilling er indgivet, kan kommunalbestyrelsen tillade, at stærke drikke udhandles og serveres. Denne tilladelse gives for et bestemt tidsrum, dog længst til kommunalbestyrelsens afgørelse om bevilling er truffet.

§ 6. Personer skal for at få alkoholbevilling have næringsbrev, jf. §§ 3 og 4. Endvidere må de
1) være fyldt 25 år,
2) ikke være umyndiggjort eller under lavværgemål,
3) ikke være under konkurs eller betalingsstandsning,
4) ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at de ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde, eller
5) ikke have modtaget ydelser eller påtaget sig for pligteiser som nævnt i stk. 5.
Stk. 2. Selskaber m.v. skal for at få bevilling have næringsbrev, jf. Landstingslov om restaurations- og hotelvirksomhed i Grønland og Landstingslov om næringsvirksomhed i Grønland. Endvidere skal direktørerne og bestyrelsesmedlemmerne opfylde betingelserne i stk. 1. Landsstyret kan i ganske særlige tilfælde gøre undtagelse herfra. Indtræder nye medlemmer i direktionen eller bestyrelsen, anmeldes dette til kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Alkoholbevilling kan uden tilladelse fra Landsstyret kun meddeles selskaber m.v. når disses vedtægter indeholder bestemmelser om, at aktier, anpartsbeviser m.v. ikke kan udstedes eller overdrages til nogen, der fremstiller eller forhandler stærke drikke, at alle aktier, anpartsbeviser m.v. skal lyde på og noteres på navn, og at der til overdragelse kræves samtykke fra bestyrelsen.
Stk. 4. Bestyrere i virksomheder, der har alkoholbevilling, skal opfylde betingelserne i stk. l, nummer l - 5 og skal godkendes af kommunalbestyrelsen.
Stk. 5. Indehavere af alkoholbevilling og bestyrere i virksomheder med alkoholbevilling må ikke uden tilladelse fra Landsstyret modtage lån, herunder lån af inventar, indskud eller usædvanlig kredit fra nogen, der fremstiller eller forhandler stærke drikke. Uden tilladelse fra Landsstyret må de pågældende ej heller påtage sig forpligtelser, for hvis opfyldelse der stilles sikkerhed af nogen, som fremstiller eller forhandler stærke drikke.
Stk. 6. De i stk. 5, 1. punktum anførte betingelser finder tilsvarende anvendelse på gaver af ikke ubetydelig værdi bestemt til anvendelse i bevillingshaverens virksomhed.
Stk. 7. Bestemmelsen i stk. 5 finder ikke anvendelse med hensyn til lån, indskud eller sikkerhedsstillelse ydet af finansieringsinstitutter, hvis vedtægter sikrer en sådan uafhængighed af leverandører af stærke drikke, at de i henhold til denne bestemmelse har kunnet opnå godkendelse af Landsstyret.
Stk. 8. Alkoholbevilling kan ikke uden tilladelse fra Landsstyret meddeles personer eller selskaber m.v., som fremstiller eller forhandler stærke drikke, eller selskaber m.v. i hvilke noget medlem af direktionen eller bestyrelsen fremstiller eller forhandler stærke drikke.

§ 7. En alkoholbevilling bortfalder
1) når bevillingshaveren afgår ved døden, jf. stk. 2,
2) når bevillingens gyldighedsperiode udløber, uden at ansøgning om fornyelse er indgivet til kommunalbestyrelsen,
3) når bevillingshaveren ikke længere opfylder betingelserne i § 6.
Stk. 2. Efter anmeldelse til kommunen kan et dødsbo, en ægtefælle, der hensidder i uskiftet bo, et konkursbo eller en værge for en umyndiggjort fortsætte afdødes, fallentens eller den umyndiggjortes virksomhed med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende uden alkoholbevilling. Adgangen hertil gælder kun i ét år efter dødsfaldet, konkursdekretet eller umyndiggørelsen. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde forlænge fristen.
Stk. 3. Godkendelse af en bestyrer, j f. § 6, stk. 4, bortfalder hvis pågældende ikke længere opfylder betingelserne for at få næringsbrev og alkoholbevilling.

§ 8. Drives virksomheden på en sådan måde, at drukkenskab, utugt, uterlighed, vold eller kriminelle handlinger iøvrigt herved fremmes, og politiet tidligere har advaret bevillingshaveren, kan kommunalbestyrelsen stille vilkår, der er egnede til at hindre de nævnte forhold. Overtrædes sådanne vilkår, kan kommunalbestyrelsen inddrage bevillingen midlertidigt eller permanent, jf. stk. 2.
Stk. 2. Har en bevillingshaver gjort sig skyldig i grov forsømmelse i virksomheden, kan kommunalbestyrelsen inddrage  bevillingen i l måned. Gentages forsømmelserne inden for bevillingsperioden, og giver de udviste forhold anledning til at antage, at virksomheden ikke fremtidigt vil blive drevet på forsvarlig måde, kan kommunalbestyrelsen inddrage bevillingen permanent.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. l og stk. 2 omfatter også offentlige institutioners butikker, hoteller, restauranter og skibe for så vidt angår kommunalbestyrelsens mulighed for at nedlægge forbud mod ud handling og servering, svarende til midlertidig inddragelse af en bevilling. Kommunalbestyrelsen indberetter forhold vedrørende sådanne virksomheder til Landsstyret, som herefter træffer de videre fornødne foranstaltninger.
Stk. 4. Landsstyret kan undtagelsesvis, og når forholdene iøvrigt taler for det, jf. stk. l og stk. 2, pålægge kommunalbestyrelsen at træffe beslutning om, at en bevillingshavers alkoholbevilling inddrages.

§ 9. Er en alkoholbevilling bortfaldet efter §§ 7 eller 8, skal bevillingsskrivelsen straks tilbagesendes til kommunalbestyrelsen.

§ 10. Landsstyret fastsætter regler om udstedelse og inddragelse af alkoholbevillinger og om særlige betingelser, der kan påbydes i medfør af § 5, stk. 2, 2. punktum.
Stk. 2. Landsstyremedlemmet for Sociale anliggender og Arbejdsmarkedsforhold fører et overordnet tilsyn.

 

Særlige bestemmelser

§ 11. Erhvervsmæssig servering af stærke drikke må kun ske fra lokaler, der er indrettet til restaurationsvirksomhed og godkendt hertil. Kommunalbestyrelsen kan dog, når særlige grunde taler derfor, dispensere herfra.

§ 12. Fra restaurationer og andre serveringssteder må der ikke sælges stærke drikke ud af huset, medmindre det sker i forbindelse med diner transportable.

§ 13. Ved foreningssammenkomster, der finder sted i forsamlingshuse, biografer eller andre til offentlig brug egnede lokaler, må servering af stærke drikke mod betaling eller nydelse af sådanne under omstændigheder, der har karakter af servering, kun finde sted efter indhentet tilladelse fra kommunalbestyrelsen, der underretter politiet om givne tilladelser, forinden sammmenkomsten afholdes.
Stk. 2. For foreninger, klubber m.v., der har faste lokaler, og som holder åbent mere end een gang ugentlig, bortset fra eventuelle ferielukningsperioder, gælder bestemmelserne i §§ 3-10 og § 14 med hensyn til udstedelse af bevilling, godkendelse af lokaler m.v.

§ 14. Landsstyret kan fastsætte regler om indretning og benyttelse af lokaler og lignende, der omfattes af denne landstingslovs kapitel 2. Der kan fastsættes regler for
1) antal, størrelse og beliggenhed af udhandlingslokaler, serveringslokaler, køkken og toiletter,
2) foranstaltninger til opretholdelse af ro og orden og til sikring af, at virksomhedens drift ikke er til unødig gene for andre, og
3) hvor mange gæster en restauration må modtage ad gangen.
Stk. 2. Lokalerne skal godkendes, inden de tages i brug.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte, hvilke myndigheder der skal godkende lokaler og føre tilsyn med overholdelse af de regler, der er fastsat.

§ 15. Udhandling og servering af stærke drikke er ikke tilladt til personer, der er under 18 år, eller er berusede.
Stk. 2. Udhandling og servering af stærke drikke gennem automat er forbudt.
Stk. 3. Bevillingshaveren skal på et for publikum synligt sted anbringe opslag om det i stk. l nævnte forbud.
Stk. 4. Det er såvel bevillingshaverens som den der forestår udhandlingen eller serveringen's ansvar at sikre sig fornøden dokumentation for, at en person er fyldt 18 år.
Stk. 5. Efter kl. 20.00 har personer under 18 år ikke adgang til restaurationer og andre serveringssteder med servering af stærke drikke, medmindre de ledsages af forældre, værge eller anden myndig person, som har et særligt ansvar for den umyndige. Dette gælder dog ikke, for så vidt angår skibe, når Søfartsstyrelsen godkender et passagerantal, hvori siddepladserne i skibets restauration indgår.

 

Kapitel 3
Svage drikke

§ 16. Udhandling og servering af svage drikke er ikke tilladt til personer, der er under 18 år, eller er berusede.
Stk. 2. Udhandling og servering af svage drikke gennem automat er forbudt.
Stk. 3. Den for udhandlingen eller serveringen ansvarlige skal på et for publikum synligt sted anbringe opslag om det i stk. l nævnte forbud.
Stk. 4. Det er såvel den for serveringen eller udhandlingen ansvarliges som den der faktisk forestår udhandlingen eller serveringen's ansvar at sikre sig fornøden dokumentation for, at en person er fyldt 18 år.

§ 17. Såfremt udhandlingen eller serveringen af svage drikke sker på en sådan måde, at drukkenskab, utugt, uterlighed, vold eller kriminelle handlinger iøvrigt herved fremmes, og politiet tidligere har advaret den for udhandlingen eller serveringen ansvarlige, kan kommunalbestyrelsen forbyde adgangen til udhandling og servering midlertidigt eller permanent, jf. stk. 2.
Stk. 2. Har den for udhandlingen eller serveringen ansvarlige gjort sig skyldig i grov forsømmelse i forbindelse med udhandlingen eller serveringen, kan kommunalbestyrelsen forbyde adgangen til udhandling og servering i l måned. Ved gentagne forsømmelser, og såfremt de udviste forhold giver anledning til at antage, at udhandlingen eller serveringen ikke fremtidigt vil blive drevet på forsvarlig måde, kan kommunalbestyrelsen forbyde adgangen til udhandling og servering permanent.

§ 18. Ved overtrædelser af § 16 kan kommunalbestyrelsen forbyde adgangen til udhandling og servering af svage drikke i op til l måned , såfremt der efter en af politiet meddelt advarsel, sker overtrædelse af § 16 påny. Ved herefter gentagne overtrædelser kan kommunalbestyrelsen forbyde adgangen til udhandling og servering permanent.

 

Kapitel 4
Fælles bestemmelser


Alkoholpolitiske Udvalg

§ 19. Grønlands Landsting nedsætter af sine medlemmer et stående udvalg på 5 medlemmer, hvoraf ingen kan være  Landsstyremedlemmet for Sociale anliggender og Arbejdsmarkedsforhold. Udvalget vælger selv sin formand og næstformand og fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 2. Udvalget kan ved behandlingen af alle spørgsmål, hvor det skønnes hensigtsmæssigt, supplere sig med sådanne personer, som må antages at repræsentere en særlig viden om de emner, der er til behandling. Sådanne tilforordnede har ikke stemmeret i udvalget.
Stk. 3. Landsstyreområdet for Sociale anliggender og Arbejdsmarkedsforhold stiller sekretærbistand til rådighed for udvalget.

§ 20. Det påhviler udvalget at følge udviklingen inden for områderne misbrug af alkohol, narkotika og lignende stoffer.
Stk. 2. Udvalget skal over for Landstinget udtale sig i alle sager vedrørende misbrug af alkohol, narkotika og lignende stoffer, der forudsætter Landstingets stillingtagen. I sager, der kræver 3 behandlinger i Landstinget, kan ethvert medlem af udvalget endvidere kræve, at udvalget får lejlighed til at udtale sig mellem hver behandling.

 

Særlige bestemmelser

§ 21. Hjemmefremstilling af alkoholholdige drikke må ikke finde sted.
Stk. 2. Malt, humle og ekstrakter, der sædvanligvis alene anvendes til hjemmefremstilling af alkoholholdige drikke, må ikke indføres.

§ 22. Har slagsmål eller anden betydelig uorden fundet sted i eller i umiddelbar tilknytning til et udhandlings- eller serveringssted, kan politiet beordre lukket for udhandling og servering af stærke og svage drikke for resten af igangværende åbningstidsrum. Sådan lukning skal straks indberettes til kommunalbestyrelsen.

§ 23. I og fra butikker og lignende forretningslokaler må der ikke udleveres stærke og svage drikke under sådanne omstændigheder, at det har karakter af servering.

§ 24. Restauranter og andre serveringssteder skal være lukket fra kl. 03.00 til kl. 06.00.
Stk. 2. I lukketiden, bortset fra de første 30 minutter af denne, må ingen uden politiets tilladelse opholde sig i restaurationslokaler, medmindre dette er nødvendigt af hensyn til opgørelse af dagssalget, rengøring eller bevogtning. Dette gælder dog ikke, for så vidt angår skibe, når Søfartsstyrelsen godkender et passagerantal, hvori siddepladserne i skibets restauration indgår.

§ 25. Politiet kan forbyde bevillingshaveren eller den for serveringen ansvarlige og de i restaurationen ansatte at nyde stærke og svage drikke sammen med gæsterne.
Stk. 2. I restaurationer, hvor der serveres stærke eller svage drikke, skal bevillingshaveren eller den for serveringen ansvarlige drage omsorg for, at der også er mulighed for at servere andre drikke, herunder alkoholfri øl, alkohol frie vine og mineralvand, og at dette klart fremgår af prislister eller vinkort. Endvidere skal isvand være stillet frem til fri afbenyttelse.
Stk. 3. Bevillingshaveren eller den for serveringen ansvarlige skal føre faste priser på alle drikkevarer. Priserne skal fremgå af prislister, der anbringes på et for publikum synligt sted i restaurationslokalet.

§ 26. Fra skibe, der ligger i havn, må der ikke ske udhandling eller servering af stærke og svage drikke til andre end skibets passagerer.

§ 27. Der kan ikke nægtes tilsynsmyndighederne adgang til lokaler eller rum, der hører til virksomheder, der omfattes af denne lov.

§ 28. Landsstyret kan udstede regler om
1) at udhandling og servering af stærke og svage drikke, herunder udhandling i forbindelse med diner transportable, ikke må finde sted uden for nærmere angivne tidsrum,
2) at stoppe al udhandling og servering af stærke og svage drikke, og
3) at pålægge kommunalbestyrelser at administrere særlige ordninger, herunder landsdækkende eller lokale rationeringsordninger, eller bestillingsordninger alene gældende for bygder i en kommune.
Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte priser og avancer, som ikke må overskrides, for udhandling og servering af stærke og svage drikke.
Stk. 3. Landsstyret kan udstede særlige regler, der forbyder indtagelse af stærke og svage drikke på arbejdspladser.
Stk. 4. Landsstyret kan fastsætte bestemmelser om udstedelse og inddragelse af alkoholbevillinger i områderne uden for den kommunale inddeling. Landsstyret kan ligeledes fastsætte bestemmelser som anført i stk. l for områderne uden for den kommunale inddeling.

 

Overtrædelser

§ 29. Overtrædelse af § 3, § 4, stk. 2, 2. pkt., § 5, stk. 3, § 6, stk. 5 og stk. 6, § 9, §§ 11-18, påbud efter § 22, overtrædelse af vilkår fastsat efter § 5, stk. 2, 2. punktum eller § 8, stk. l, 1. punktum, og overtrædelse af § 21 og §§ 23-27 kan medføre  bøde. Såfremt det strafbare forhold tillige er omfattet af bestemmelserne i § 8, kan der endvidere ske inddragelse af alkoholbevillingen.
Stk. 2. Den, der nyder, køber eller på anden måde skaffer sig selv eller andre alkoholholdige drikke i strid med denne lovs bestemmelser, kan idømmes bøde.
Stk. 3. I forskrifter eller påbud, der gives i medfør af loven, kan der fastsættes bestemmelser om bøde for overtrædelse af de angivne forskrifter eller påbud. Endvidere kan der fastsættes bestemmelser om inddragelse af rationeringspoint.
Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, et anpartsselskab eller lignende, kan virksomheden som sådan idømmes bøde.
Stk. 5. Såvel indehaveren som bestyreren af en butik, en restauration eller et hotel kan pålægges bødeansvar for overtrædelse af § 15, § 16, og § 25, stk. l, og for overtrædelse af forskrifter eller påbud, der er givet i medfør af loven, der begås af ansatte i virksomheden, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes dem som forsætlig eller uagtsom.

 

Klageadgang

§ 30. Afslår kommunalbestyrelsen at udstede eller forny en alkoholbevilling eller at godkende en bestyrer, eller beslutter kommunalbestyrelsen at fratage en bevillingshaver bevillingen på grund af væsentligt ændrede forhold eller at inddrage bevillingen midlertidigt eller permanent på grund af forsømmelser, kan kommunalbestyrelsens afgørelse, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt pågældende, indbringes for Landsstyret.
Stk. 2. Såfremt kommunalbestyrelsen i medfør af § 17 eller § 18 har forbudt adgangen til udhandling eller servering af svage drikke, kan kommunalbestyrelsens afgørelse inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt pågældende, indbringes for Landsstyret.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsens beslutning skal gives skriftligt. Afslag skal være begrundet, og afslagsskrivelsen skal indeholde oplysning om klagemulighed og fristen herfor. Eventuel klage over kommunalbestyrelsens beslutning har ikke opsættende virkning.
Stk. 4. Landsstyrets afgørelse kan indbringes for domstolene.

 

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 31. Denne landstingslov træder i kraft den 1. december 1992. Samtidig hermed ophæves Landstingslov nr. 13 af 26. oktober 1989 om udhandling og servering af stærke drikke.
Stk. 2. Bekendtgørelser og andre forskrifter, der er fastsat eller opretholdt med hjemmel i Landstingslov nr. 13 af 26. oktober 1989 om udhandling og servering af stærke drikke forbliver i kraft, indtil de ophæves.

§ 32. Landstingsloven gælder ikke for de områder, der er forsvarsområder i henhold til Traktat af 27. april 1951 med senere ændring om forsvaret af Grønland.




Grønlands Hjemmestyre, den 30. oktober 1992




Lars Emil Johansen

/

Henriette Rasmussen


Bemærkninger til forslag