Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 45 af 1. november 1990 om A-indkomst.
I henhold til § 37, stk. 2 og stk. 4, § 38, stk. l og § 91 i landstingslov nr. 5 af 19. maj 1979 om indkomstskat, som senest ændret ved landstingslov nr. 15 af 18. oktober 1990, fastsættes:
A-indkomst
§ 1. Ud over indkomst som nævnt i landstingslovens § 37, stk. l henregnes til A-indkomst:
1) Pension, ventepenge samt lignende skattepligtige ydelser, når disse har sammenhæng med et tidligere tjenesteforhold,
2) sociale pensionsgrundbeløb i henhold til landstingsforordning om sociale pensioner og ældreinstitutioner m.v.,
3) indkomstskattepligtige pensionsudbetalinger som nævnt i § 17, nr. 4,
4) dagpenge der udbetales i henhold til landstingsforordning om orlov og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption,
5) godtgørelse for tab af indtægter eller mistede arbejdsmuligheder,
6) vederlag for virksomhed som solist, artist, musiker, forfatter, udøvende kunstner i øvrigt, idrætsmand, kronikør, dommer, domsmand og bisidder og free-lance oversætter og
7) følgende ydelser efter anordning for Grønland om forsikring mod følge af arbejdsskade, jfr. anordning for Grønland om arbejdsskadeforsikring:
a) dagpenge, der ydes lønarbejdere i medfør af den lovpligtige arbejdsskadeforsikring,
b) erstatning for tab af erhvervsevne og varigt men og erstatning til efterladte, når erstatningen ydes som en årlig rente,
8) indhandlingsbeløb, der erhverves ved indhandling i Grønland af produkter hidrørende fra fiskeri, fangst, jagt, fåreavl og rensdyravl, medmindre indhandlingen sker af selskaber, foreninger eller lignende.
Indkomst som ikke anses for A-indkomst
§ 2. Følgende indkomstarter anses ikke for A-indkomst:
1) Drikkepenge og
2) løn til hushjælp og anden medhjælp i privat husholdning, når arbejdsgiveren eller dennes ægtefælle ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fratrække nogen del af den løn, der udbetales til den pågældende.
Feriepenge og søgnehelligdagsbetaling
§ 3. Om tidspunktet for indeholdelse af A-skat i feriepenge og søgnehelligdagsbetaling samt for beskatning af disse ydelser gælder følgende:
1) Hvor arbejdsgiveren udbetaler løn under lønmodtagerens ferie, foretages indeholdelse i denne løn og i det særlige ferietillæg efter samme regler som for anden A-indkomst, jfr. landstingslovens § 38, stk. l, 1. pkt. I feriegodtgørelse, der ved ansættelsesforholdets ophør tilfalder lønmodtagere, som under ansættelsen har været berettiget til løn under ferie, foretages indeholdelse efter reglerne nedenfor under 2), 1. pkt.
2) Hvor arbejdsgiveren ikke yder den ansatte løn under ferie, men feriegodtgørelse, der hensættes til udbetaling i det efter indtjeningsåret følgende ferieår, foretages indeholdelsen, når feriegodtgørelsen godskrives lønmodtageren ved indklæbning af feriemærker i feriemærkebøger, udskrivning af feriekort m.v. Indeholdelsen skal dog senest foretages den 31. december i indtjeningsåret. Det samme gælder for tilgodehavende søgnehelligsdagsbetaling, der ikke er kommet til udbetaling i løbet af indtjeningsåret.
3) Feriegodtgørelse og søgnehelligdagsbetaling beskattes i det kalenderår, hvori indeholdelsen skal finde sted efter reglerne foran under 1) og 2). Oplysningerne til brug ved ligningen og skatteberegningen efter landstingslovens § 88, stk. l, gives for samme indkomstår.§ 4. Ophører indkomstmodtagerens skattepligt, er den i § 3 nævnte A-indkomst, herunder løn under ferie optjent inden skattepligtens ophør, senest indkomstskattepligtig på tidspunktet for skattepligtens ophør. Indeholdelse af A-skat skal senest foretages pr. dette tidspunkt.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1991.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 34 af 20. december 1985 om A-indkomst.
Grønlands Hjemmestyre, den 1. november 1990.
Emil Abelsen/
Kaare Hagemann