Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 39 af 6. september 1990 om ændring af bekendtgørelse nr. 28 af 7. juni 1990 om tilladelse til laksefiskeri i 1990.

I henhold til §§ 7, 8, 9, 12 og 14 i landstingslov nr. 11 af 21. november 1984 om erhvervsmæssigt fiskeri fastsættes følgende:

 

§ 1. Bekendtgørelsen vedrører erhvervsmæssigt fiskeri efter laks, som drives på Grønlands Fiskeriterritorium vest for Kap Farvel og i NAFO-område 1. Den omfatter således ikke fiskeri til eget forbrug.
Stk. 2. Fiskeri udenfor 40 sømil fra basislinien må ikke finde sted.

§ 2. Laksefiskeri fra fartøjer på eller over 50 BRT/BT 50 er forbudt. Fartøjer, der er på eller over 30 BRT/BT 30 og som har udstyr til rejefiskeri ombord må ikke fiske laks.
Stk. 2. Fartøjsstørrelser er i bekendtgørelsen angivet dels efter de målemetoder, som er fastsat i medfør af lov nr. 203 af 18. maj 1977 om skibsmåling, dels efter tidligere gældende regler. Fartøjets målebrev er afgørende for, hvilken tonnagegrænse i bekendtgørelsen der anvendes for det pågældende fartøj.

§ 3. Fiskeri efter laks må kun foretages med kroge samt med garn, hvis maskestørrelse i strakt mål er 140 mm.. For denne maskestørrelse gælder en tolerance på 8 pct.
Stk. 2. Masker måles ved. at fiskerikontrollens måleredskab indsættes løst i masken, påhæftet en vægt på ½ kg og derefter falder ned i masken. Der måles 20 masker parallelt med liget. Alle masker skal opfylde kravet i stk. 1.

§ 4. Fiskeri efter laks må kun ske indenfor 924 tons fangstmængde i hel fisk.
Stk. 2. Fangsterne skal landes til et indhandlingssted i Grønland. Et indhandlingssted forstås som en af myndighederne godkendt autoriseret indhandler af fisk.
Stk. 3. Når den samlede kvote nærmer sig opfiskning, giver landsstyremedlemmet meddelelse om de tidspunkter, hvor henholdsvis fiskeri og indhandling skal ophøre. Landsstyremedlemmet kan delegere kompetencen til Grønlands Fiskerilicenskontrol.
Stk. 4. Efter de tidspunkter, hvor fiskeriet skal ophøre, er enhver form for erhvervsmæssigt fiskeri efter laks forbudt, herunder fiskeri med det formål at forsyne hjemmemarkedet.

§ 5. Retten til laksefiskeri kan fratages og der kan foretages en indskrænkning af retten det følgende år, når det konstateres, at en fisker har solgt laks til anden side end til et indhandlingssted.

§ 6. Overtrædelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen kan medføre bøde. Sager herom behandles i øvrigt efter reglerne i landstingslov om erhvervsmæssigt fiskeri.
Stk. 2. Halvdelen af bøderne tilfalder statskassen, mens den anden halvdel indbetales til Grønlands Hjemmestyre og tilfalder KNAPK's støttefond Carl Egedes fond til uddeling af hjælp til vanskeligt stillede fiskere og deres efterladte.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. september 1990. Samtidig ophæves hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 28 af 7. juni 1990 om tilladelse til laksefiskeri i 1990.




Grønlands Hjemmestyre, den 6. september 1990




Kaj Egede

/

Jørn Graversen