Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 7 af 2. januar 1990 om regler for valg til de styrende organer, herunder valg af rektor og prorektor, ved Ilisimatusarfik.

I medfør af § 3 nr. 6 i landstingslov nr. 3 af 9. maj 1989 om Ilisimatusarfik fastsættes herved følgende regler for valg til de styrende organer, herunder valg af rektor og prorektor.

 

I. Valg af rektor og prorektor

§ 1. Rektor og prorektor vælges blandt Ilisimatusarfiks professorer og heltidsansatte lektorer af universitetsrådets medlemmer samt de heltidsbeskæftigede lærere og videnskabelige medarbejdere ved institutionen.
Stk. 2. Den kandidat, der har opnået mere end halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer er valgt. Har ingen kandidat opnået dette, foretages omvalg mellem de to kandidater, der har opnået størst stemmetal. Har flere kandidater opnået samme stemmetal, deltager samtlige disse i omvalget. Den kandidat, der ved omvalget har opnået det største stemmetal, er valgt. Har flere ved omvalget opnået samme stemmetal, foretages der lodtrækning mellem disse kandidater.

 

Valgregler

§ 2. Universitetsrådet nedsætter senest 2 måneder før en valgperiodes udløb et valgudvalg på 3 personer, som overdrages det fulde ansvar for valgets tilrettelæggelse og gennemførelse.
Stk. 2. Valget tilrettelægges således, at alle stemmeberettigede får mulighed for at deltage både i kandidatopstillingen og i stemmeafgivningen.
Stk. 3. Stemmeberettiget og valgbar ved valget er de, der opfylder betingelserne herfor såvel ved valgudvalgets nedsættelse som ved valgets afholdelse.
Stk. 4. Til hver kandidatopstilling kræves 2 stillere blandt de til valget stemmeberettigede. En kandidat kan være stiller for sig selv. Ingen stemmeberettiget kan være stiller for mere end l kandidat i henholdsvis rektor- og prorektorvalget.

 

Valgperiode

§ 3. Rektor vælges for 3 år og prorektor for l år ad gangen.
Stk. 2. Valg afholdes, så rektor kan tiltræde den 1. januar og prorektor den 1. juli.
Stk. 3. Afgår rektor eller prorektor i valgperiodens løb, afholdes nyt valg for den resterende del af perioden, med mindre denne er under 5 måneder.
Stk. 4. Såfremt der ikke finder nyvalg sted i henhold til § 3, stk. 3, kan Hjemmestyret sætte enhver valgbar ansat videnskabelig medarbejder i funktion i henhold til enhver tid gældende bestemmelser i tjenestemandsloven om funktion i en højere stilling.

 

II. Valg til studienævn og universitetsråd


Generelle bestemmelser

§ 4. Valgperioden for studienævn og universitetsråd er 1. september - 31. august.

§ 5. Valgene foregår på møder. Kun tilstedeværende personer har stemmeret. Der kan således ikke stemmes pr. fuldmagt.
Stk. 2. For de heltidsbeskæftigede lærere og videnskabelige medarbejdere er det en tjenestepligt at modtage valg. Det tilsvarende gælder for tekniske og administrative medarbejdere. For de studerende er det frivilligt, om de vil modtage valg til de styrende organer.
Stk. 3. Fraværende stemmeberettigede personer kan foreslås og vælges. For studerendes vedkommende dog kun, hvis der til mødet foreligger en skriftlig erklæring fra den pågældende, hvori denne erklærer sig villig til at modtage valg.

§ 6. Rektor indkalder til valgmøder.
Stk. 2. Indkaldelsen skal ske med mindst 14 dages varsel ved brev til hver enkelt medarbejder og studerende.
Stk. 3. Rektor kan overdrage ansvaret for indkaldelsen til valgmøder, og for valgets afholdelse i øvrigt, til en anden fastansat medarbejder på Ilisimatusarfik.

 

Valg til studienævn

§ 7. Der vælges 2 lærerrepræsentanter og 2 studenterrepræsentanter til hvert studienævn.
Stk. 2. Valgberettigede som lærerrepræsentanter i studienævnet er de heltidsbeskæftigede lærere og videnskabelige medarbejdere, der er ansat ved et institut på det tidspunkt, hvor valget finder sted.
Stk. 3. Valgberettigede som studenterrepræsentanter i studienævnet er de studerende, som på det tidspunkt, hvor valget finder sted, er tilmeldt som studerende ved en grunduddannelse eller en overbygningsuddannelse på et institut, og som opfylder de til enhver tid gældende bestemmelser om studieaktivitet.
Stk. 4. Valgmøderne for henholdsvis lærere og studerende afholdes hver for sig.
Stk. 5. Rektor udpeger mødeledere til at lede valgmøderne.

 

Afstemning

§ 8. Ved mødets begyndelse indkalder mødelederen kandidatforslag.
Stk. 2. Hvis der ikke foreslås flere kandidater, end der skal vælges, erklæres de foreslåede for valgt uden afstemning.
Stk. 3. Hvis der foreslås flere kandidater, end der skal vælges, foretages skriftlig afstemning på stemmesedler, der tilvejebringes og udleveres af mødelederen.
Stk. 4. Hver stemmeberettiget kan anføre højst 2 navne på stemmesedlen.
Stk. 5. Stemmesedlerne indsamles af mødelederen, og kontrolleres og optælles af mødelederen sammen med en repræsentant for de øvrige mødedeltagere.
Stk. 6. Stemmesedler, der er ulæselige, eller som indeholder flere end 2 navne, er ugyldige.
Stk. 7. De 2 kandidater, som opnår flest stemmer, erklæres for valgte.

 

Suppleant

§ 9. Efter tilsvarende regler vælges en første suppleant og en anden suppleant for lærerrepræsentanterne og en første suppleant og en anden suppleant for studenterrepræsentanterne.
Stk. 2. En suppleant indkaldes, når et medlem mister sin valgbarhed, eller erklæres inhabil i en bestemt sag, eller når et medlem ved fravær i mindst en måned er ude af stand til at deltage i organets arbejde. En suppleant indkaldes i øvrigt til organets møder, hvis et fraværende medlem fremsætter ønske herom.

 

Valg til universitetsrådet

§ 10. Til universitetsrådet vælges fra hvert institut en repræsentant for de heltidsbeskæftigede lærere og videnskabelige medarbejdere samt en repræsentant for de studerende.
Stk. 2. Valget foretages på de i § 7 nævnte valgmøder,i forlængelse af valget af studienævnsrepræsentanter.
Stk. 3. Ved valget anvendes reglerne i §§ 7 - 9, med følgende ændringer:
1) Valget skal foretages blandt de valgte repræsentanter til studienævnet.
2) Der anføres kun et navn på hver stemmeseddel.
3) Den studienævnsrepræsentant, der ikke indvælges i universitetsrådet, er suppleant til dette.

§ 11. Til universitetsrådet vælges tillige en repræsentant for Ilisimatusarfiks tekniske og administrative medarbejdere. Valgberettigede er fastansatte medarbejdere, der på det tidspunkt, hvor valget afholdes, er ansat med mindst 30 timer pr. uge.
Stk. 2. Valget foretages efter tilsvarende regler som i §§ 4 - 10, idet mødelederen ved valgmødet udpeges af rektor.
Stk. 3. Så længe Ilisimatusarfik kun har en administrativ medarbejder kan denne indtræde i universitetsrådet uden afholdelse af valg.

 

Suppleringsvalg

§ 12. Hvis der i løbet af valgperioden indtræffer vakance i et styrende organ, og der ikke er en suppleant, der kan indtræde, foranstalter rektor suppleringsvalg afholdt.
Stk. 2. Suppleringsvalg afholdes efter samme regler som det ordinære valg.

 

III. Valgprotokol og valgklager


Valgprotokol

§13. Efter optællingen af stemmesedler indføres } valgresultatet på et protokolblad, der dels underskrives af mødelederen og den medvirkende optæller, dels   af de valgte kandidater. Protokolbladet indleveres til rektors kontor sammen med de anvendte stemmesedler.

 

Valgklager

§ 14. En valgberettiget kan senest 7 dage efter valgets afholdelse indgive en skriftlig klage til rektor over forhold i forbindelse med valget.
Stk. 2. Rektor kan annullere et valg og foranstalte omvalg afholdt, hvis en klage giver anledning dertil.
Stk. 3. Hvis rektor ikke kan give en klager medhold, videresender han klagen med sine bemærkninger til landsstyret.
Stk. 4. Landsstyret kan annullere et valg og pålægge rektor at foranstalte omvalg afholdt, hvis landsstyret finder, at en klage giver anledning hertil.
Stk. 5. Når klagefristen er udløbet, og behandlingen  af eventuelle klager er afsluttet, tilintetgøres stemmesedlerne.

 

IV. Dispensation og ikrafttræden


Dispensation

§ 15. Kultur- og undervisningsdirektoratet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.
Stk. 2. Kultur- og undervisningsdirektoratet kan tillade Ilisimatusarfik at dispensere fra bekendtgørelsen inden for nærmere angivne rammer.

 

Ikrafttræden

§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1990




Grønlands Hjemmestyre, den 2. januar 1990




Jens Lyberth

/

Hugin S.Christiansen