Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. l af 9. januar 1990 om optagelse af elever på en decentral grundlæggende erhvervsuddannelse (S.T.I.).

I henhold til § l, stk. 2 i landstingsforordning nr. 2 af 16. november 1984 om erhvervsmæssige uddannelser, uddannelsesstøtte og erhvervsvejledning og efter aftale med De grønlandske kommuners Landsforening (KANUKOKA) fastsættes:

 

Optagelse, overflytning og hjemkommune

§ 1. En ansøger til en decentral grundlæggende erhvervsuddannelse (S.T.I.) optages på uddannelsen i sin hjemkommune.
Stk. 2. Direktoratet for Erhvervsuddannelsen kan lade ansøgere optage på uddannelsen i en anden kommune, hvis:
1) den ønskede STI-uddannelse ikke kan tilbydes i hjemkommunen,
2) særligt specielle situationer gør det nødvendigt at tilbyde eleven undervisning i en anden kommune, eller
3) overflytning af hensyn til holdstørrelser o.lign. er hensigtsmæssig.
Stk. 3. Ansøgere, der ved det offentliges foranstaltning er anbragt uden for hjemkommunen, kan søge optagelse på en STI-uddannelse i enten hjemkommunen eller den aktuelle opholdskommune. Dette gælder kun  for ansøgere, hvor anbringelsen ikke er ophørt pr. 1. februar i det år, hvor uddannelsen påbegyndes.

§ 2. Hjemkommune for en elev under 1. del af en S.T.I.-uddannelse er den kommune, hvor eleven opholder sig og har fast bopæl på tidspunktet for uddannelsens start, dvs. pr. 1. august i første undervisningsår. Normalt vil hjemkommunen også være det sted, hvor eleven afleverer sin ansøgning pr. 1. februar forud for undervisningsåret.
Stk. 2. Eleven bevarer samme hjemkommune under hele første del af uddannelsen; medmindre uddannelsen afbrydes undervejs i mere end 6 måneder. Ved en genoptagelse af uddannelsen efter en afbrydelse på mere end 6 måneder, vil den faktiske bopælskommune på det tidspunkt være hjemkommune i resten af første del af uddannelsen.
Stk. 3. Eleven bevarer endvidere samme hjemkommune under hele første del af uddannelsen, selvom eleven overflyttes fra den lokale erhvervsskole i een kommune til en lokal erhvervsskole i en anden kommune.
Stk. 4. Elever, der er optaget på uddannelsen uden for hjemkommunen efter § L, stk. 3, fortsætter med at have samme hjemkommune som forud for optagelsen under hele første del af uddannelsen.

§ 3. Opholder en ansøger sig på ansøgningstidspunktet midlertidigt uden for hjemkommunen, kan ansøgning om optagelse på uddannelsen afleveres i den midlertidige opholdskommune. Opholdskommunen oversender straks ansøgningen til hjemkommunen.
Stk. 2. Et midlertidigt ophold kan normalt ikke overstige 6 måneder.
Stk. 3. Ansøgere, der søger om optagelse i en kommune, og som midlertidigt opholder sig uden for denne, er selv ansvarlig for ved uddannelsens start at være i pågældende kommune. Undtaget herfra er kun ansøgere, der efter § l, stk. 3 har søgt om optagelse i hjemkommunen. I de tilfælde afholdes rejseudgiften af den anbringende offentlige myndighed.

§ 4. Hjemkommunen stiller uddannelsesplads til rådighed på kommunens lokale erhvervsskole eller ud af en kvote ved en lokal erhvervsskole i en anden kommune. Hjemkommunen sørger ligeledes for optagelse gennem eget erhvervsuddannelsesudvalg eller det, der træder i stedet for det lokale erhvervsuddannelsesudvalg.

§ 5. Direktoratet fastsætter hvert år i august måned kvoter for optagelse af elever uden for hjemkommunen for det efterfølgende undervisningsår efter forhandling med de implicerede kommuner.

 

Den kommunale andel af finansieringen

§ 6. Hjemkommunen afholder den kommunale del af udgifterne ved driften af den lokale erhvervsskole i kommunen i henhold til aftale herom mellem Grønlands Hjemmestyre og KANUKOKA.

§ 7. Direktoratet fastsætter efter forhandling med KANUKOKA hvert år i december måned en betaling for en uddannelsesplads for elever, der er i det efterfølgende undervisningsår optages på en STI-uddannelse uden for hjemkommunen. Betalingen fastsættes ud fra de gennemsnitlige budgetterede kommunale driftsudgifter til lokale erhvervsskoler i hele landet.
Stk. 2. Betalingen sker i lige store dele 1. august og 1. februar i undervisningsåret for et helt under- visningsår for det tilmeldte antal elever pr. 1. maj forud for undervisningsåret. Tilmeldingen pr. 1. maj er bindende for hele undervisningsåret.

§ 8. Direktoratet fastsætter ud over betalingen efter § 7 en betaling for rimelige driftsudgifter i den enkelte kommune til indkvartering af elever uden for hjemkommunen. Betalingen fastsættes efter forhandling med de involverede kommuner.
Stk. 2. Betaling for indkvartering sker efter reglerne i § 7, stk. 2.

§ 9. Betalingen pr. elev efter § 8 nedsættes, hvis det mellem de involverede kommuner er aftalt, at en elev er i praktik i sin hjemkommune. Viser det sig, at eleven ikke kommer i praktik i hjemkommunen, betaler hjemkommunen den fulde takst.

§ 10. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. august 1990.




Grønlands Hjemmestyre, den 9. januar 1990




Jens Lyberth

/

Ejvind Christoffersen