Landstingslov nr. 20 af 25. oktober 1990 om afgift på rejer.

 

§ 1. Efter bestemmelserne i denne lov svarer personer og selskaber, der har licens til rejefiskeri med grønlandsk indregistrerede skibe, afgift til landskassen af den del af fangsten, der ikke landes med henblik på forarbejdning ved et grønlandsk produktionsanlæg.

§ 2. Der svares afgift af salgsprisen, jf. dog § 3, af de rejer, som omfattes af § 1.
Stk. 2. Afgiftspligten indtræder på salgstidspunktet, jf. dog § 3, stk. 2.

§ 3. Er fastsættelsen af salgsprisen underkastet andre vilkår end de, der ville gælde mellem uafhængige parter, kan skattedirektoratet fastsætte salgsprisen til det, som må antages at ville have været opnåelig, såfremt den var fastsat under frie vilkår mellem uafhængige parter.
Stk. 2. Forsikrings- og erstatningssummer sidestilles i denne lov med salgssummer.

§ 4. Afgiften svares med 11 procent af afgiftsgrundlaget opgjort efter §§ 2 eller 3.
Stk. 2. Afgiftsåret er kalenderåret.

§ 5. De afgiftspligtige virksomheder skal føre et regnskab over salg af afgiftspligtige rejer, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiften og for kontrollen med afgiftens rigtige betaling.
Stk. 2. De nærmere bestemmelser herom fastsættes af skattedirektoratet.

§ 6. Afgiftsperioden er kvartalet.
Stk. 2. Ved opgørelsen af kvartalets afgiftsgrundlag indrømmes der den afgiftspligtige et bundfradrag på l mio. kr. pr. skib omfattet af § l, som har tilladelse til rejeprodukticn ombord.
Stk. 3. Et helt eller delvist uudnyttet bundfradrag kan inden for afgiftsåret, jf. § 4, stk. 2, fremføres til det efterfølgende kvartal.

§ 7. De afgiftspligtige virksomheder skal, efter udgangen af hvert kvartal og senest den sidste hverdag i den følgende måned, til skattedirektoratet opgive afgiftsgrundlaget samt afgiften heraf. Angivelsen skal være underskrevet af virksomhedens daglige ledelse.
Stk. 2. Indsendes angivelsen ikke rettidigt, skal der betales et gebyr på 2 pct. af den afgift, der skal indbetales for perioden, dog mindst 500 kr. og højst 2.000 kr.

§ 8. Afgiften af afgiftsgrundlaget i et kvartal skal indbetales til skattedirektoratet inden udgangen af den følgende måned.
Stk. 2. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 2 pct. i månedlig rente af beløbet for hver påbegyndt måned fra sidste rettidige indbetalingsdag, dog mindst 500 kr.

§ 9. Skattedirektoratet kan pålægge en virksomhed, der ikke betaler rettidigt, at afgive angivelsen for en kortere periode end et kvartal.
Stk. 2. Skattedirektoratet kan endvidere pålægge en virksomhed, der ikke betaler afgift rettidigt, en kortere betalingsfrist end den i § 8 angivne, og kræve, at der stilles sikkerhed for afgiftens betaling.

§ 10. Såfremt det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse af afgiftstilsvaret, således at virksomheden har betalt for lidt i afgift, afkræves virksomheden det skyldige beløb, incl. eventuelle morarenter efter § 8, stk. 2, til betaling senest 14 dage efter påkrav.
Stk. 2. Konstateres det, at en virksomhed har betalt for meget i afgift, forrentes beløbet med l pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra indbetalingsdagen.
Stk. 3. Indsendes angivelsen ikke rettidigt, eller kan størrelsen af det afgiftskrav, som påhviler virksomheden, ikke opgøres på baggrund af virksomhedens regnskab, kan skattedirektoratet foretage en skønsmæssig ansættelse af afgiftstilsvaret.
Stk. 4. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 2 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra sidste rettidige indbetalingsdag, dog mindst 500 kr.

§ 11. Skattedirektoratets afgørelser efter denne lov kan inden fire uger fra modtagelsen påklages til afgiftsnævnet, jf. § 16.
Stk. 2. Nedsættes afgiftstilsvaret efter stk. l, forrentes beløbet med 2 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra indbetalingsdagen.
Stk. 3. Afgiftsnævnets afgørelser kan inden 8 uger indbringes for domstolene.

§ 12. Skattedirektoratet er berettiget til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse virksomhedens forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance.
Stk. 2. Virksomhedens indehaver og de i virksomheden beskæftigede personer skal yde skattedirektoratet fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. l omhandlede eftersyn.
Stk. 3. Det i stk. l nævnte materiale skal på skattedirektoratets begæring udleveres eller indsendes til skattedirektoratet.
Stk. 4. Findes regnskabsmaterialet m.v. hos tredjemand, skal denne, selv om han har tilbageholdelsesret over det, udlevere materialet til skattedirektotaret, som i så fald skal drage omsorg for, at materialet efter anvendelsen tilbagesendes den pågældende tredjemand.

§ 13. Offentlige myndigheder skal på begæring meddele skattedirektoratet enhver oplysning til brug for skattedirektoratets registrering af virksomhederne og kontrol med afgiftens betaling.

§ 14. For betaling af afgift efter bestemmelserne i denne lov hæfter indehaveren af kvoteandelen.
Stk. 2. Såfremt hele årskvoten eller dele af den er afstået, hæfter erhververen for betaling af afgift.

§ 15. Landsstyret, eller den landsstyret bemyndiger dertil, kan fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af denne lov samt helt eller delvist eftergive skyldig afgift, når ganske særlige omstændigheder taler derfor.
Stk. 2. Landsstyret kan helt eller delvist fritage de afgiftspligtige for afgiften, såfremt hensynet til landanlæggene eller særlige tilfælde af forsøgsfiskeri taler herfor.

§ 16. Afgiftsnævnet består af 5 medlemmer. Det fastsætter selv sin forretningsorden, herunder regler for inhabilitet i enkeltsager.
Stk. 2. Afgiftsnævnets medlemmer er Landsdommeren, der er formand, direktørerne for erhvervs- og skattedirektoratet samt formanden for Avataasiutinik Piginneqatigiiffiit Kattuffiat og direktøren for Royal Greenland A/S.
Stk. 3. Formanden har ingen suppleant, de øvrige medlemmer udpeger selv deres suppleanter.
Stk. 4. For at afgiftsnævnet kan træffe afgørelse skal foruden formanden mindst 3 medlemmer deltage i afgørelsen, der træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 5. Skattedirektoratet udfører sekretariatsforretninger for afgiftsnævnet.

§ 17. Medlemmer af afgiftsnævnet skal under ansvar efter kriminallov for Grønland iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende med hensyn til de oplysninger vedrørende afgiftspligtiges økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet vedrørende forhold, som de under varetagelsen af deres funktioner efter denne lov kommer til kundskab om.

§ 18. Bøde idømmes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:
1) Afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftsberegningen og kontrollen heraf.
2) Undlader at underrette skattedirektoratet om, at ansættelsen er for lav, senest fire uger efter at den skønsmæssige ansættelse af afgiftsgrundlaget er meddelt ham.
3) Overtræder § 5, stk. l, § 7, stk. l og § 12, stk. 2 og 3.
4) Undlader at efterkomme et i medfør af § 9, stk. l meddelt påbud.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelserne i forskrifterne.
Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber, partrederier eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 19. Landsstyret, eller den landsstyret bemyndiger dertil, kan tilkendegive over for den, der overtræder bestemmelserne i denne lev, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter anmodning kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
Stk. 2. Med hensyn til den i stk. l nævnte tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af anklageskrift tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet, bortfalder videre forfølgning.

§ 20. Landstingsloven træder i kraft 1. januar 1991.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 6 af 11. marts 1986 om afgift på rejer.
Stk. 3. Rejer, der er fanget før 1. januar 1991, er dog fortsat afgiftspligtige efter reglerne i ovennævnte bekendtgørelse. For lidt erlagt afgift, efter bestemmelserne i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 6 af 11. marts 1986 om afgift på rejer, som følge af urigtige og upræcise oplysninger vedrørende fangstmængder, vil kunne opkræves hos licenshaveren indtil udgangen af kalenderåret 1991.




Grønlands Hjemmestyre, den 25. oktober 1990




Jonathan Motzfeldt

/

Emil Abelsen