Landstingsforordning nr. 10 af 25. oktober 1990 om folkeskolen.
I henhold til lov nr. 579 af 29. november 1978 om folkeskolen i Grønland fastsættes:
Kapitel l
Folkeskolens begreb og formål
Begreb§ 1. Folkeskolen er den offentlige skole, der tilbyder undervisning efter bestemmelserne i denne landstingsforordning.
Stk. 2. Undervisningssproget er grønlandsk.
Stk. 3. I det omfang hensynet til lærerkræfterne og undervisningsmidlerne eller hensynet til den enkelte elev gør det nødvendigt, kan dansk tillige være undervisningssprog.
Formål
§ 2. Folkeskolens formål er i samarbejde med elevernes hjem,
- at fremme udviklingen af elevernes åndelige og legemlige anlæg og evner,
- at udvikle elevernes evne til selvstændig tænkning og til samarbejde,
- at give eleverne nyttige kundskaber som grundlag for en menneskelig udvikling,
- at oplære eleverne til ansvarsfølelse over for sig selv og samfundet samt på dette grundlag at vise forståelse over for andre mennesker,
- at give en alsidig erhvervsorientering og
- at gøre eleverne beredte til at virke i et samfund og i en verden i stadig forandring.
Kapitel 2
Undervisningens ordning
Folkeskolens inddeling§ 3. Folkeskolen omfatter en 1-årig forskole, samt en 8-årig grundskole, der kan videreføres med en 2-årig fortsættelsesskole og herefter med en 1-årig kursusskole.
Fritidsvirksomhed
§ 4. Folkeskolen skal tilbyde alle skolesøgende og ikke skolesøgende børn og unge, som aldersmæssigt omfattes af denne forordning, jf. § 23, undervisning i fritiden.
Stk. 2. Folkeskolen kan tilbyde skolesøgende og ikke skolesøgende børn og unge, som aldersmæssigt omfattes af denne forordning, at deltage i andre fritidsforanstaltninger.
Stk. 3. Disse tilbud koordineres med de øvrige tilbud såvel inden for folkeskolens normale undervisning som inden for forordningen om fritidsvirksomhed.
Stk. 4. Landsstyret fastsætter nærmere bestemmelser om den i stk. l - 3 nævnte virksomhed.
Forskolen
§ 5. Undervisningen gives i form af udviklingsfremmende aktiviteter, og børnene gøres fortrolige med det daglige liv i skolen.
Grundskolen
§ 6. Undervisningen omfatter for alle elever fagene:
1) grønlandsk, regning/matematik, kristendomskundskab/religion og idræt på alle klassetrin.
2) dansk, historie, biologi og geografi på 4. - 9. klassetrin.
3) formning og sang/musik på 2. - 7. klassetrin.
4) sløjd og håndarbejde på 5. - 6. klassetrin.
5) engelsk på 7. - 9. klassetrin.
6) husgerning og fysik/kemi på 8. - 9. klassetrin.
Stk. 2. På 2. og 3. klassetrin kan undervisningen tillige omfatte faget dansk.
Stk. 3. På 7. - 9. klassetrin skal tilbydes undervisning i sløjd og håndarbejde.
Stk. 4. På 8. - 9. klassetrin skal tilbydes undervisning i sang/musik og formning.
Stk. 5. I undervisningen på 4. - 9. klassetrin skal indgå seksualoplysning, sundhedslære, familiekundskab, oplysning om nydelses- og rusmidler, færdselslære, jagt/våbenlære, fredning og miljø samt uddannelses- og erhvervsorientering.
Stk. 6. Der skal afsættes en fast ugentlig time i 2.- 9. klasse til varetagelse af klasselærerens særlige opgaver i klassen.
Stk. 7. Kultur- og undervisningsdirektoratet kan godkende sådanne afvigelser fra bestemmelserne i stk. l - 6, som tager sigte på en tværfaglig tilrettelæggelse af undervisningen i de nævnte fag eller emner, samt godkende, at undervisningen omfatter andre fag eller emner, ligesom Kultur- og undervisningsdirektoratet kan fastsætte regler om ikke-fagdelt undervisning.
Stk. 8. Afgørelse om valg af de fag, som er omtalt i stk. 3 og 4, træffes af forældrene, jf. § 40, efter samråd med eleven og skolen.
Fortsættelsesskolen
§ 7. Undervisningen tilrettelægges i 2 linier med forskelligt indhold - almen linie og udvidet linie.
Stk. 2. Afgørelse om valg af linie træffes af forældrene, jf. § 40, efter samråd med eleven og efter skolens skriftlige udtalelse.
Stk. 3. Undervisningen på den almene linie omfatter for alle elever fagene grønlandsk, dansk, regning/matematik, kristendomskundskab/religion samt samtidsorientering, herunder uddannelses- og erhvervsorientering med arbejdskendskab.
Stk. 4. Der skal tilbydes undervisning i engelsk og fysik/kemi.
Stk. 5. Undervisningen på den udvidede linie omfatter for alle elever fagene grønlandsk, dansk, engelsk, regning/matematik, kristendomskundskab/religion, fysik-/kemi, historie, biologi og geografi. I undervisningen skal indgå samtidsorientering, herunder uddannelses- og erhvervsorientering med arbejdskendskab.
Stk. 6. Fælles for alle elever uanset valg af linie skal der tilbydes undervisning i fagene idræt, sløjd-/metalsløjd, håndarbejde, husgerning, sang/musik og formning.
Stk. 7. Fælles for alle elever uanset valg af linie kan der tilbydes undervisning i fagene tysk, maskinskrivning, motorlære, fangst/fiskeri, regnskabsføring, skindbehandling/skindsyning og datalære.
Stk. 8. I undervisningen skal indgå seksualoplysning, sundhedslære, familiekundskab, oplysning om nydelses- og rusmidler, færdselslære, jagt/våbenlære, fredning og miljø.
Stk. 9. Der skal afsættes en fast ugentlig time i 10. og 11. klasse til varetagelse af klasselærerens særlige opgaver i klassen.
Stk. 10. Kultur- og undervisningsdirektoratet kan godkende, at undervisningen i de i stk. 6 og 7 nævnte fag tilrettelægges ikke-fagdelt, samt at undervisningen omfatter andre fag eller emner.
Stk. 11. Afgørelse om valg af de fag, som er omtalt i stk. 4, 6 og 7, træffes af forældrene, jf. § 40, efter samråd med eleven og skolen.
Kursusskolen
§ 8. Der skal tilbydes eleverne undervisning i fagene grønlandsk, dansk, regning/matematik, engelsk og fysik/kemi. Undervisningen i disse fag gives på 2 niveauer af forskelligt indhold og med forskelligt ugentligt timetal afpasset efter elevernes forudsætninger og behov.
Stk. 2. Der kan tilbydes undervisning i fagene sløjd/metalsløjd, motorlære, fangst/fiskeri, håndarbejde, formning, husgerning, sang/musik, idræt, datalære, maskinskrivning, regnskabsføring og skindbehandling/-skindsyning.
Stk. 3. Kultur- og undervisningsdirektoratet kan godkende undervisning i de i stk. 2 nævnte fag, som tager sigte på en tværfaglig tilrettelæggelse, samt godkende undervisning i andre fag eller emner.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan efter høring ved skolenævn og lærerråd beslutte, at delingen i de to niveauer efter stk. l undlades i et eller flere af fagene.
Stk. 5. Afgørelsen om valg af fag og niveau træffes af forældrene, jf. § 40, efter samråd med eleven og skolen.
Fagenes formål
§ 9. Formålet med kristendomsundervisningen er i samarbejde med elevernes hjem og i øvrigt i samarbejde med den grønlandske kirke at gøre eleverne bekendt med værdien i et evangelisk-luthersk livssyn.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter regler om formålet med undervisningen i de øvrige fag, faggrupper og emner og udsender timefordelingsplaner og vejledende læseplaner, jf. § 19, stk. 2, for de i §§ 5, 6, 7 og 8 nævnte fag og emner.
Elevhjem, kollegier, kostskoler og efterskoler
§ 10. For at sikre, at alle elever tilbydes undervisning i henhold til denne forordning oprettes i fornødent omfang elevhjem og kollegier i tilknytning til eksisterende skoler.
Stk. 2. Optagelse sker på grundlag af ansøgning fra forældrene, jf. § 40, og efter samråd med eleven og skolen.
Stk. 3. Ophold på elevhjem, kollegier og kostskoler er vederlagsfrit.
Stk. 4. På særligt indrettede kostskoler kan optages handicappede elever, for hvem det må anses at være en væsentlig fordel at opholde sig uden for hjemmet med henblik på videre skolegang/optræning.
Stk. 5. Optagelse og fordeling af elever til elevhjem, kollegier og kostskoler sker efter landsstyrets nærmere bestemmelser.
Stk. 6. Efter landsstyrets nærmere bestemmelser kan der oprettes efterskoler for elever over den undervisningspligtige alder.
Specialundervisning
§ 11. Til elever, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte, gives der specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
Stk. 2. Elever fra skoler, hvor sådan bistand ikke kan gennemføres i tilstrækkeligt omfang, skal tilbydes ophold på de i § 10 nævnte elevhjem, kollegier og kostskoler.
Stk. 3. Specialpædagogisk bistand iværksættes efter regler fastsat af landsstyret, der i den forbindelse kan fravige §§ 5, 6, 7, 8, 9, 15, 16, 17 og 23.
Supplerende undervisning
§ 12. Til elever, der har været uden undervisning gennem længere tid, har skiftet skole eller er tilflyttet Grønland, kan der gives supplerende undervisning eller anden faglig støtte. Landsstyret fastsætter regler herom samt om modersmålsundervisning for ikke-grønlandsksprogede elever.
Kristendomsundervisning, fritagelse
§ 13. En elev skal efter anmodning fritages for kristendomskundskab, når forældrene, jf. § 40, skriftligt overfor skolens leder erklærer selv at ville sørge for barnets religionsundervisning. Er eleven fyldt 15 år, kan fritagelse kun ske med elevens samtykke.
Klassetrin
§ 14. Eleverne undervises så vidt muligt i årgangsdelte klasser, jf. §§ 18 og 27.
Stk. 2. En elev kan med forældrenes samtykke, jf. § 40, undervises på samme klassetrin i to år, hvis særlige grunde taler for det. Ligeledes kan en elev under ganske særlige omstændigheder springe et klassetrin over.
Meddelelser til hjemmet, afgangsprøver
§ 15. Elever og forældre, jf. § 40, skal regelmæssigt underrettes om skolens syn på elevernes udbytte af skolegangen. Fra 7. klasse udtrykkes bedømmelsen af elevernes standpunkt i fagene grønlandsk, dansk, regning/matematik, engelsk, fysik/kemi, historie, biologi, geografi og samtidsorientering ved hjælp af karakterer.
Stk. 2. For elever, der går ud af skolen efter 8. klasse eller senere, skal skolen udfærdige afgangsbevis med oplysninger om, i hvilken undervisning eleven har deltaget, og om de senest givne karakterer samt om eventuelle prøvekarakterer, jf. stk. 4 - 6.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte bestemmelser om, under hvilken form elever og forældre i øvrigt skal underrettes om skolens syn på elevernes udbytte af skolegangen.
Stk. 4. Undervisningen efter 11. klasse på den almene linie afsluttes med prøve i fagene grønlandsk, dansk, regning/matematik, engelsk og fysik/kemi. Disse prøver benævnes Afgangsprøve i det pågældende fag.
Stk. 5. Undervisningen efter 11. klasse på den udvidede linie afsluttes med prøve i fagene grønlandsk, dansk, regning/matematik, engelsk og fysik/kemi. Disse prøver benævnes Udvidet Afgangsprøve i det pågældende fag.
Stk. 6. Undervisningen efter 12. klasse afsluttes med Afgangsprøve eller Udvidet Afgangsprøve i fagene grønlandsk, dansk, regning/matematik, engelsk og fysik/kemi. Udvidet Afgangsprøve forudsætter, at eleven har fulgt undervisningen i det pågældende fag på et niveau svarende til fortsættelsesskolens udvidede linie.
Stk. 7. De skriftlige opgaver ved prøverne stilles af Kultur- og undervisningsdirektoratet. De øvrige opgaver stilles af læreren efter landsstyrets nærmere bestemmelse.
Stk. 8. Landsstyret kan fastsætte nærmere bestemmelser om afslutning af andre fag.
Stk. 9. Landsstyret fastsætter regler om prøvekrav i de enkelte fag, om anmeldelse til prøverne, om prøvernes afholdelse, om bedømmelse og karaktergivning og om afgangsbevisernes udformning.
Skoleårets længde
§ 16. Skoleåret begynder 1. august og omfatter 200 - 240 skoledage fordelt på ugens fem første hverdage eller på alle ugens seks hverdage.
Stk. 2. Undervisninger gennemføres normalt på 40 uger. Undervisningen kan gennemføres på færre uger, dog mindst 36 uger, jf. § 19. Herunder kan bestemmelserne i § 6, stk. 3 og 4 samt i § 17, stk. 3 og 4, fraviges.
Stk. 3. Landsstyret udfærdiger en ferieplan som grundlag for udfærdigelse af lokale ferieplaner.
Stk. 4. Undervisningen i en klasse kan midlertidigt indstilles i et timetal svarende til højst 10 skoledage årligt på 1. - 7. klassetrin, 20 skoledage på 8. - 9. klassetrin, 35 skoledage på 10. - 11. klassetrin almen linie, og 25 skoledage på 10. - 11. klassetrin udvidet linie med henblik på elevernes deltagelse i lejrskoleophold, erhvervsorienterende rejser, udsendelse i praktik eller lignende. I 12. klasse kan skoledage anvendes til sådanne formål efter behov.
Stk. 5. Landsstyret kan fastsætte nærmere bestemmelser om anvendelse af de i stk. 4 anførte skoledage.
Undervisningstid
§ 17. Elevernes undervisningstid fastsættes som en årsnorm på grundlag af 45 minutters lektioner.
Stk. 2. Kultur- og undervisningsdirektoratet kan fastsætte regler for ændring af lektionslængden med tilsvarende ændring af lektionstallet.
Stk. 3. Undervisningen skal årligt udgøre mindst 800 lektioner i henholdsvis 1., 2. og 3. klasse, 1040 lektioner i 4. klasse, 1200 lektioner i 5. og 6. klasse, 1120 lektioner i 7. klasse, 1160 lektioner i 8. og 9. klasse, 1000 lektioner i 10. og 11. klasse almen linie, 1240 lektioner i 10. klasse udvidet linie, 1280 lektioner i 11. klasse udvidet linie og 960 lektioner i 12. klasse.
Stk. 4. Elevernes maksimale ugentlige undervisningstid er 24 lektioner i 1., 2. og 3. klasse, 28 lektioner i 4. klasse, 32 lektioner i 5., 6. og 7. klasse, 33 lektioner i 8. og 9. klasse, 31 lektioner i 10. og 11. klasse almen l:Lnie og 36 lektioner i 10. og 11. klasse udvidet linie samt i 12. klasse.
Stk. 5. Elevernes maksimale daglige undervisningstid er 5 lektioner i 1., 2. og 3. klasse, 6 lektioner i 4. og 5. klasse, 7 lektioner i 6. - 9. klasse og 8 lektioner i 10. - 12. klasse.
Stk. 6. Landsstyret fastsætter nærmere bestemmelser om fravigelse af de i stk. 3 anførte lektionstal for 1. - 9. klasser i ikke-årgangsdelte og i årgangsdelte skoler, hvor elevgrundlaget nødvendiggør klasseelevtal under 18.
Stk. 7. Reglerne i stk. l - 6 omfatter ikke undervisning i fritiden efter § 4 og supplerende undervisning i § 12.
Klassekvotient
§ 18. Elevtallet i en klasse må normalt ikke ved skoleårets begyndelse overstige 24 elever. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde tillade et højere elevtal, dog ikke over 26.
Undervisningsplan
§ 19. For hver skole udarbejdes en undervisningsplan, der skal indeholde bestemmelser om følgende:
1) undervisningens ordning på hvert klassetrin, jf. §§ 3 - 8 og 11 - 12 herunder timefordelingsplan for de enkelte fag eller faggrupper,
2) undervisningens indhold i de enkelte fag, faggrupper og emner angivet i form af læseplaner,
3) det samlede årlige og ugentlige timetal på hvert klassetrin, jf. § 17, for undervisning efter §§ 11 - 12 og
4) ferieplanen, jf. § 16.
Stk. 2. Landsstyret udfærdiger normalundervisningsplaner for årgangsdelte og ikke-årgangsdelte skoler.
Stk. 3. Undervisningsplanerne forelægges Kultur- og undervisningsdirektoratet til godkendelse.
Stk. 4. Landsstyret kan fastsætte bestemmelser, der regulerer kommunernes forbrug af lærertimer.
Undervisningsmidler
§ 20. De nødvendige undervisningsmidler stilles vederlagsfrit til rådighed for eleverne.
Skolebiblioteker
§ 21. Ved enhver skole indrettes et skolebibliotek.
Stk. 2. I skolebiblioteket indgår de af skolens undervisningsmidler og øvrige materialer, der katalogiseres efter et fælles system.
Stk. 3. Landsstyret fastsætter regler for det biblioteksfaglige arbejde, jf. landstingsforordning om biblioteksvæsenet.
Forsøgsarbejde
§ 22. Med henblik på forsøgsarbejde kan landsstyret godkende sådanne afvigelser fra reglerne i forordningens kapitel 2 om undervisningens ordning, som vil være forenelig med fastholdelse af folkeskolens formål.
Kapitel 3
Skolevæsenets ordning
Kommunale skoler§ 23. Det påhviler de offentlige myndigheder at sørge for undervisning i henhold til §§ 4 - 8 og 10 - 12 af børn og unge under 20 år.
Skolegang uden for folkeskolen
§ 24. Skolegang uden for folkeskolen skal anmeldes til Kultur- og undervisningsdirektoratet, jf. § 33.
Undervisning af syge
§ 25. Elever, der gennem længere tid på grund af smittefare eller af hensyn til deres sundhed eller velfærd ikke kan undervises i skolen, undervises i deres hjem eller på en institution, hvor de opholder sig.
Stk. 2. Det påhviler de offentlige myndigheder at indrette undervisning efter stk. l på de i kommunen beliggende sygehuse og andre institutioner, som modtager børn og unge under 20 år.
Stk. 3. Landsstyret fastsætter regler om undervisning efter stk. l og 2.
Nedlæggelse af skoler
§ 26. Nedlæggelse af en skole kan kun ske med landsstyrets godkendelse.
Dannelse af klasser
§ 27. Skolerne opretter klasser efter antallet af elever, jf. §§ 14 og 18. En klasse kan om fornødent være fælles for elever fra flere klassetrin. Desuden kan undervisningen i de enkelte fag være fælles for elever fra flere klassetrin.
Stk. 2. Ved fordelingen af børn i 1. klasse skal det tilstræbes, at den enkelte klasse kan bevares samlet på de følgende klassetrin i grundskolen.
Skoleplan
§ 28. For hver kommune udarbejdes en skoleplan, der skal indeholde bestemmelser om følgende:
1) Skolernes benævnelse, herunder hvilken skole, der virker som centralskole i kommunen,
2) hver enkelt skoles omfang med hensyn til undervisning efter §§ 4 - 8 og 10 - 12,
3) undervisning på institutioner, jf. § 25, og
4) normeringen af stillinger som tjenestemænd i folkeskolen, timelærere, faste vikarer, socialpædagoger og pædagogisk medhjælpspersonale.
Stk. 2. Skoleplanerne indsendes til Kultur- og undervisningsdirektoratet.
Stk. 3. Landsstyret fastsætter de nærmere regler om grundlaget for normering af stillinger på skoleplanerne.
Kapitel 4
LærerneSkolernes undervisere
§ 29. For at kunne varetage undervisning i folkeskolen skal den pågældende have gennemført uddannelsen til lærer i folkeskolen eller anden uddannelse, der er godkendt af landsstyret.
Stk. 2. Ansættelse af timelærere, vikarer og andet ikke tjenestemandsansat personale sker efter bestemmelser fastsat af landsstyret.
Undervisere med særlig uddannelse
§ 30. Til varetagelse af undervisning i fritiden efter § 4, pædagogiske opgaver i tilknytning til elevhjem, kollegier, kostskoler og efterskoler, jf. § 10, eller specialpædagogiske foranstaltninger, jf. § 11, kan der ansættes socialpædagoger eller andet personale med særlig uddannelse.
Fritagelse for undervisning i kristendomskundskab
§ 31. En lærer skal efter anmodning herom fritages for at undervise i kristendomskundskab.
Kapitel 5
Undervisningspligt m.v.
Undervisningspligt§ 32. Ethvert barn, der bor i Grønland, eller som skal opholde sig i Grønland i mindst 6 måneder, er undervisningspligtig efter reglerne i §§ 33 - 35.
Undervisningspligtens indhold
§ 33. Undervisningspligten medfører pligt til at deltage i folkeskolens undervisning eller i anden undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Undervisningspligtens indtræden og ophør
§ 34. Undervisningspligten indtræder den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år, og ophører den 31. juli efter at barnet har modtaget regelmæssig undervisning i 9 år. Undervisningspligten ophører dog senest den 31. juli i det kalenderår, hvor barnet fylder 16 år eller har afsluttet grundskolen.
Stk. 2. Kultur- og undervisningsudvalget kan efter forældrenes anmodning eller med deres samtykke godkende, at et barns undervisning udsættes til et år efter undervisningspligtens indtræden, når det er begrundet i barnets udvikling.
Stk. 3. Kultur- og undervisningsudvalget kan efter forældrenes anmodning fritage en elev for undervisning efter 8 års undervisning, når særlige grunde taler for det. Fritagelsen indberettes til Kultur- og undervisningsdirektoratet.
Forældreansvar
§ 35. Forældrene, jf. § 40, har ansvaret for, at barnet opfylder undervisningspligten, og må ikke lægge hindringer i vejen herfor.
Indskrivning og optagelse
§ 36. Optagelse i folkeskolen finder sted ved skoleårets begyndelse i det år, barnet fylder 6 år, jf. dog § 34, stk. 2.
Stk. 2. Kultur- og undervisningsudvalget kan bestemme, at indskrivning skal foregå inden for en vis frist, dog skal indskrivning have fundet sted senest den 1. juni.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte regler om indskrivning og udskrivning af elever.
Forsømmelser
§ 37. Skolens lærere påser, at de undervisningspligtige børn, der er optaget i skolen, deltager i undervisningen.
Stk. 2. Er en elev udeblevet fra undervisningen, skal forældrene, jf. § 40, personligt eller skriftligt give skolen oplysning om grunden hertil. Skyldes udeblivelsen sygdom af mere end 2 ugers varighed, kan skolen forlange lægeattest herfor.
Stk. 3. Skolens leder underretter skolenævnet om alle udeblivelser, der ikke skyldes sygdom eller anden gyldig grund.
Stk. 4. Er en elev udeblevet fra undervisningen uden gyldig grund, kan skolenævnet:
1) Anmode forældrene om en nærmere mundtlig eller skriftlig forklaring, jf. § 40.
2) Pålægge skolen at søge nærmere kontakt med forældrene.
3) Pålægge skolen at indstille eleven til skolepsykologisk undersøgelse.
4) Indberette sagen til det sociale udvalg.
Kapitel 6
Andre bestemmelser
Ordensregler§ 38. Landsstyret fastsætter regler om foranstaltninger til fremme af god orden i skolen og skolens tilsyn med eleverne i skoletiden.
Konfirmationsforberedelse
§ 39. Konfirmationsforberedelsen fastsættes ved forhandling mellem vedkommende skole og vedkommende præst. Kan der ikke opnås enighed mellem parterne, træffer kultur- og undervisningsudvalget afgørelse efter forhandling med vedkommende præstegældsråd.
Forældrenes rettigheder og pligter
§ 40. Forældrenes rettigheder og pligter i medfør af denne forordning tilkommer den eller de personer, som har forældremyndigheden over eleven. Elever, der ikke er undergivet forældremyndighed, indtræder i de rettigheder og pligter, som ellers tilkommer forældremyndighedens indehaver.
Stk. 2. Bortset fra spørgsmålene om skolegangens begyndelse og varighed kan skolen anse den, der faktisk sørger for barnet, for bemyndiget til at handle på forældremyndighedens indehavers vegne.
Kapitel 7
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
Ikrafttræden§ 41. Forordningen træder i kraft den 1. august 1991, dog ikke § 12.
Stk. 2. Samtidig ophæves landstingsforordning nr. 6 af 16. oktober 1979 om folkeskolen, dog ikke §§ 12 og 13.
Stk. 3. Forordningens § 12 træder i kraft den 1. august 1994. Samtidig ophæves §§ 12 og 13 i den landstingsforordning, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 4. De elever, der i skoleåret 1990/91 går i 10., 11. eller 12. klasse, fortsætter efter de bestemmelser, der er gældende i henhold til den landstingsforordning, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 5. De bekendtgørelser mv., der er udstedt i henhold til den landstingsforordning, der er nævnt i stk. 2, forbliver i kraft, indtil de ændres eller ophæves ved bestemmelser udfærdiget i medfør af denne forordning.
Grønlands Hjemmestyre, den 25. oktober 1990
Jonathan Motzfeldt/
Jens Lyberth