Landstingsforordning nr. 8 af 22. oktober 1990 om sociale pensioner og ældreinstitutioner m.v.
I medfør af § 2 i lov nr, 580 af 29. november 1978 om Arbejds- og Socialvæsenet, jf. bek. nr. 417 af 27. september 1979 fastsættes:
Kapitel 1.
Generelle betingelser for social pension§ 1. Social pension (førtidspension og alderspension) kan efter ansøgning tilkendes personer, som har fast bopæl i Grønland og som har dansk indfødsret, eller som er eller senest har været gift med en person, der har dansk indfødsret. Personer, der er fast
samlevende i et ægteskabslignende forhold, sidestilles med ægtepar, såfremt samlivet har varet et år eller længere.
Stk. 2. Social pension kan tilkendes personer, som ikke har dansk indfødsret, når ansøgeren har haft fast bopæl i Grønland i mindst 3 år umiddelbart forud for ansøgningstidspunktet.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte regler om, at der ses bort fra betingelserne i stk. l og stk. 2 om bopæl og indfødsret, når det sker for at opfylde aftaler med rigsmyndighederne eller andre stater.§ 2. Den myndighed, der behandler en sag efter denne landstingsforordning, kan pålægge ansøgeren at medvirke til sagens oplysning og kan afkræve andre, der har kendskab til forholdene, oplysninger, som anses nødvendige for sagens behandling, herunder oplysninger fra skattemyndighederne.
§ 3. Den, der er tilkendt social pension efter denne landstingsforordning, har pligt til at underrette det sociale udvalg om forandringer i sine personlige og økonomiske forhold, der kan medføre, at den tilkendte pension og eventuelle tillæg skal ændres eller ophøre. Personer bosat uden for den kommunale inddeling skal underrette Socialdirektoratet.
Stk. 2. Er der udbetalt for stort grundbeløb eller tillæg på grund af urigtige oplysninger om personlige og økonomiske forhold, kan dette kræves tilbagebetalt.
Kapitel 2.
Særlige betingelser for førtidspension§ 4. Førtidspension kan tildeles personer, som er fyldt 18 år, men endnu ikke fyldt 60 år.
Stk. 2. Førtidspension kan tildeles personer, som endnu ikke er fyldt 18 år, når ansøgeren har forsørgelsespligt over for en ægtefælle eller et barn.
Stk. 3. Retten til førtidspension og andre ydelser efter denne landstingsforordning indtræder den 1. i måneden efter indgivet ansøgning.§ 5. Førtidspension kan tildeles personer, hvis erhvervsevne er varigt nedsat af fysiske, psykiske og/eller sociale årsager.
Stk. 2. Forinden førtidspension kan tildeles, skal socialudvalget have forsøgt at tilpasse eller gentilpasse ansøgeren i uddannelses- og/eller erhvervsmæssig henseende, og ansøgeren skal på rimelig måde have medvirket til gennemførelse af socialudvalgets foranstaltninger med hensyn til uddannelse, arbejdsprøvning og erhvervstilpasning.§ 6. Landsstyret fastsætter regler for tildeling af førtidspension, herunder om samarbejde med arbejdsmarkedskontoret, sundhedsvæsenet m.v.
Kapitel 3.
Særlige betingelser for alderspension§ 7. Alderspension kan tildeles fra den 1. i måneden efter det fyldte 60. år. Ansøges pensionen efter det fyldte 60. år, indtræder retten den 1. i måneden efter ansøgningsdatoen.
Stk. 2. Personer, der oppebærer førtidspension ved det fyldte 60. år, overgår til alderspension uden ansøgning.
Kapitel 4.
Grundbeløb og indkomstregulering§ 8. Social pension udbetales med virkning fra den 1. januar 1991 med følgende højeste årlige grundbeløb, jf. stk. 2 om indkomstregulering og stk. 3 om mindste grundbeløb til førtidspensionister
1) Til par, når kun den ene opfylder betingelserne for at få pension, og til enlige kr. 80.400
2) Til par, når begge opfylder betingelserne for at få pension kr. 120.600
Stk. 2. Grundbeløbet indkomstreguleres og bortfalder helt, når den skattepligtige indkomst for det senest kendte skatteår overstiger følgende grænser:
1) kr. 140.000 i indkomst for en enlig og
2) kr. 210.000 i samlet indkomst for et par. Indkomstreguleringen sker på følgende måde: Grundbeløb = Højeste grundbeløb minus (højeste grundbeløb divideret med den skattepligtige indkomstgrænse) ganget med den skattepligtige indkomst udover social pension.
Den skattepligtige indkomst udover social pension afrundes til nærmeste med 1.000 delelige beløb. De herved fremkomne grundbeløb afrundes til nærmeste med 12 delelige beløb i hele kroner.
Stk. 3. Førtidspensionister er dog altid berettiget til et grundbeløb på 20% af højeste grundbeløb uanset størrelsen af eventuel anden indkomst.
Stk. 4. Når der sker væsentlige og varige ændringer i de personlige eller økonomiske forhold, indkomstreguleres grundbeløbet på baggrund af de fremtidige indkomstforhold. Sker ændringen i løbet af kalenderåret, omberegnes forholdsmæssigt.
Stk. 5. Når en pensionist, der modtager nedsat grundbeløb på grund af anden indkomst, mister denne indkomst på grund af barsel, forhøjes grundbeløbet i orlovsperioden. Beregningen skal ske efter gældende bestemmelser om dagpenge ved graviditet og barsel, dog at grundbeløbet i barselsperioden aldrig må overstige højeste grundbeløb, jf. stk. 1.
Stk. 6. Grundbeløb og indkomstgrænser pristalsreguleres hver 1. januar, jf. kap. 5.§ 9. Ved par forstås personer, der er gift med hinanden eller personer, der har samlevet i et ægteskabslignende forhold i et år eller længere.
§ 10. Når en pensionist flytter til en social døgninstitution, hvor det offentlige afholder udgifterne til opholdet, udbetales uændret grundbeløb i flyttemåneden og den efterfølgende måned. Derefter udbetales reduceret grundbeløb, svarende til 20% af højeste grundbeløb for en enlig, jf. § 8, stk. l, medmindre pensionisten fortsat har forsørgerforpligtelse overfor ægtefælle, fast samlever, jf. § 9 eller børn, eller der er indkomster ved siden af pensionen, som svarer til eller er højere end reduceret grundbeløb.
Stk. 2. Har pensionisten anden indkomst end social pension opkræves hel eller delvis betaling for ophold på en social døgninstitution. Betalingen må aldrig overstige 60% af indkomsten efter skattetræk, og der skal være et beløb mindst svarende til reduceret grundbeløb tilbage til pensionisten.
Kapitel 5.
Pristalsregulering§ 11. For hver fulde points udsving i det for juli måned offentliggjorte reguleringspristal for Grønland (basis juli 1990 = 100), vil grundbeløbet i § 8, stk. l, litra l være at forhøje eller nedsætte med 804 kr. og i § 8, stk. l, litra 2 med 1.206 kr.. Eventuelle overskydende dele af et point henstår til næste regulering. De herved fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 12 delelige beløb i hele kroner.
Stk. 2. For hver fulde points udsving i det for juli måned offentliggjorte reguleringspristal for Grønland (basis juli 1990 = 100), vil indkomstgrænsen i § 8, stk. 2, litra l være at forhøje eller nedsætte med 1.400 kr. og i § 8, stk. 2, litra 2 med 2.100 kr.. Eventuelle overskydende dele af et point henstår til næste regulering. De herved fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 1.000 delelige beløb.
Kapitel 6.
Børnetillæg§ 12. Til pensionister, der har forsørgelsespligt overfor børn under 18 år, udbetales for hvert barn et børnetillæg. Tillægget udbetales, uanset om forsørgelsespligten opfyldes gennem direkte forsørgelse eller ved betaling af underholdsbidrag.
§ 13. Børnetillægget bortfalder når
1) barnet er anbragt uden for hjemmet efter landstingsforordningen om hjælp til børn og unge eller iøvrigt fuldt ud forsørges af det offentlige,
2) barnet modtager uddannelsesstøtte, herunder praktikstøtte efter reglerne herom,
3) barnet har arbejdsindkomster, som svarer til 3 gange børnetillægget eller mere eller,
4) barnet selv får forsørgerforpligtelse over for ægtefælle eller barn.§ 14. Børnetillægget udgør for hvert barn samme beløb som det til enhver tid gældende normalbidrag i Grønland. Tillægget udbetales normalt månedsvis forud sammen med grundbeløbet. Når børnetillægget skal opfylde en bidragsforpligtelse, udbetales det dog halvårsvis forud til den bidragsberettigede.
Kapitel 7.
Personlige tillæg§ 15. Det sociale udvalg kan efter ansøgning eller på eget initiativ yde personlige tillæg til pensionen efter en individuel vurdering af behovet.
Stk. 2. Personlige tillæg bevilges enten som en løbende ydelse, der fastsættes for højst eet år ad gangen, eller som engangshjælp til dækning af særlige behov.
Stk. 3. Personlige tillæg kan ikke ydes mod tilbagebetaling.§ 16. Landsstyret fastsætter regler om personlige tillæg
Kapitel 8.
Sociale pensioners udbetaling§ 17. Sociale pensioner og eventuelle tillæg udbetales normalt med et kontant beløb månedsvis forud.
§ 18. Når det sociale udvalg bliver opmærksom på, at en pensionist ikke kan varetage sin økonomi, kan udvalget træffe beslutning om administration.
§ 19. Når betingelserne for udbetaling af pension ikke længere er opfyldt, stoppes udbetalingen ved udgangen af den efterfølgende måned. Ved flytning fra Grønland stoppes udbetalingen dog ved udgangen af flytningsmåneden.
Stk. 2. Pensionsudbetalingen fortsætter uændret ved ferieophold uden for Grønland i indtil 3 måneder årligt. Det sociale udvalg kan godkende udbetaling udover 3 måneder, når særlige forhold taler herfor.
Kapitel 9.
Udlæg m.v. i pensionsydelser§ 20. Krav på social pension kan ikke gøres til genstand for udlæg eller andre former for retsforfølgning. Aftaler om sådanne krav er ugyldige.
Stk. 2. Socialudvalget kan dog modregne for meget udbetalt pension, når der er tale om væsentlige beløb og merudbetalingen er sket på baggrund af urigtige oplysninger fra pensionisten. Landsstyret fastsætter regler herfor.
Kapitel 10.
Etablering af ældreinstitutioner m.v.§ 21. Kommunalbestyrelsen skal påse, at der findes det fornødne antal pladser i ældreinstitutioner og ved aktivitetsforanstaltninger for pensionister. Sådanne institutioner oprettes og drives af kommunen.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter regler for institutionernes oprettelse, indretning, ledelse og drift, herunder betalingsregler,§ 22. Kommunalbestyrelsen kan træffe aftale med sundhedsvæsenet om, at der stilles et antal plejepladser til rådighed på det lokale sygehus for personer med særligt plejebehov.
Stk. 2. Sundhedsvæsenet opkræver en takstbetaling pr. døgn for ophold i plejeafdeling. Taksten, der beregnes på baggrund af plejeafdelingernes årlige driftsbudget, fastsættes, for et år ad gangen efter forhandling mellem Sundhedsministeriet, Landsstyreområdet for Sociale anliggender og De Grønlandske Kommuners Landsforening.
Stk. 3. Retningslinier for indretning og drift af plejeafdelinger under sundhedsvæsenet fastsættes ved forhandling mellem Sundhedsministeriet, Landsstyreområdet for Sociale anliggender og De Grønlandske kommuners Landsforening.
Kapitel 11.
Betingelser for indflytning og ophold i ældreinstitutioner m. v.§ 23. Pensionister, der ikke kan klare sig i eget hjem, kan søge om flytning til kommunal ældreinstitution.
Stk. 2. Plejekrævende pensionister, der ikke har behov for vedvarende lægelig bistand, men som alligevel har behov for særlig pleje og omsorg i et omfang, som normalt ikke kan tilgodeses ved flytning til en kommunal ældreinstitution, kan søge om flytning
til plejeafdeling under sundhedsvæsenet.
Stk. 3. Forinden socialudvalget træffer beslutning om flytning til kommunal ældreinstitution eller plejeafdeling under sundhedsvæsenet, skal sagen behandles i et tværfagligt sammensat visitationsudvalg.§ 24. Når særlige forhold gør sig gældende kan socialudvalget bestemme, at den hidtidige bolig skal opretholdes i en periode på normalt indtil 3 måneder efter flytningen til alderdomshjem eller plejeafdeling, selv om pensionisten ikke har forsørgerforplig-
telser over for en ægtefælle eller børn. Udgifterne til boligens opretholdelse afholdes som personligt tillæg, når pensionisten overgår til reduceret pension.§ 25. Landsstyret fastsætter regler for flytning til kommunal ældreinstitution og plejeafdeling under sundhedsvæsenet, herunder bestemmelser om visitationsudvalgets sammensætning.
Kapitel 12.
Administration og finansiering§ 26. Ansøgning om social pension og om flytning til kommunal ældreinstitution eller plejeafdeling indgives til det sociale udvalg i hjemkommunen. Personer, der er bosat uden for den kommunale inddeling, skal indgive ansøgning t:.l Socialdirektoratet.
§ 27. Udgifter efter denne landstingsforordning til personer, der er bosiddende uden for den kommunale inddeling afholdes af landskassen. Øvrige udgifter afholdes af kommunen.
§ 28. Landskassen kan yde tilskud til anlæg af kommunale ældreinstitutioner.
Kapitel 13.
Klageadgang§ 29. Det sociale udvalgs og Socialdirektoratets afgørelser kan påklages efter bestemmelserne herom i Landstingsforordningen om Socialvæsenets styrelse og organisation.
Kapitel 14.
Sanktionsbestemmelser§ 30. Enhver, der deltager i administrationen af denne landstingsforordning, er ansvarlig efter kriminallovens regler om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv, selvom hvervet hviler på offentlige valg.
Kapitel 15.
Ikrafttræden og overgangsbestemmelser§ 31. Denne landstingsforordning træder i kraft den 1. januar 1991. Samtidig ophæves Landsrådsvedtægt af 19. februar 1975 om takstbetaling for ældre og handicappedes ophold på sundhedsvæsenets plejehjem, plejeafdelinger m.v., landstingsforordning rir. 7 af 28. oktober 1982 med senere ændringer om aldersrente og ældreinstitutioner og landstingsforordning nr. 8 af 28. oktober 1982 med senere ændringer om erhvervsudygtighedsrente.
§ 32. Personer, derved denne Landstingsforordnings ikrafttræden oppebærer tillægsydelse, fordi de har opsat begæringen om aldersrente til det fyldte 65. år, bevarer retten til tillægsydelsen. Tillægsydelsen, der ikke pristalsreguleres, udbetales sammen med alderspensionens grundbeløb og andrager følgende årlige beløb:
1) Til enlige samt til ægtepar, når kun den ene af ægtefællerne opfylder betingelsen: kr. 8.760.
2) Til ægtepar, når begge opfylder betingelsen: kr. 13.128.§ 33. Personer, der er tilkendt erhvervsudygtighedsrente eller førtidig aldersrente ved denne landstingsforordnings ikrafttræden, overgår automatisk til social førtidspension.
Stk. 2. Personer, der er tilkendt tidsbegrænset erhvervsudygtighedsrente, overgår til social førtidspension i resten af bevillingsperioden.
Grønlands Hjemmestyre, den 2.oktober 1990
Jonathan Motzfeldt/
Moses Olsen