Landstingslov nr. 16 af 24. november 1988 om ændring af landstingslov om erhvervsmæssigt fiskeri.
§ 1.
I landstingslov nr. 11 af 21. november 1984 om erhvervsmæssigt fiskeri foretages følgende ændringer:
1) § 3 affattes således:
"§ 3. Erhvervsmæssigt fiskeri på Grønlands fiskeriterritorium må kun udøves med fartøjer, der i kraft af ejerforhold er hjemmehørende i Grønland. Et fartøj med fast indenbords motor må kun udøve sådant fiskeri, hvis det ejes af:
a) enten en enkeltperson, eller enkeltpersoner i fællesskab, som hæfter personligt, solidarisk og direkte, og som opfylder betingelserne i stk. 2,
b) eller et selskab, som opfylder betingelserne i stk. 3,
c) eller en offentlig myndighed i Grønland, et offentligt ejet selskab i Grønland, eller et selskab med deltagelse af hjemmestyret.
Stk. 2. Hvis fartøjet, jfr. stk. l, a), ejes af enkeltpersoner skal følgende betingelser være opfyldt:
a) alle nævnte personer skal have fast tilknytning til det grønlandske samfund,
b) alle nævnte personer skal have folkeregisteradresse i Grønland, og have haft folkeregisteradresse i Grønland i de forudgående to år,
c) alle nævnte personer skal være fuldt skattepligtige i Grønland, og have været fuldt skattepligtige i Grønland i de forudgående to kaldenderår,
d) alle nævnte personer skal i de forudgående to kaldenderår have været beskæftiget med erhvervs fiskeri, og mindst 2/3 af deres bruttoindkomst ved personlig virksomhed skal i de forudgående to kalenderår stamme fra erhvervsfiskeri. Med virksomhed som erhvervsfisker sidestilles virksomhed som fanger, fåreholder, renavler og lignende.
Stk. 3. Hvis fartøjet, jfr. stk. 1, b), ejes af et selskab, skal følgende betingelser være opfyldt:
a) selskabet skal være enten et aktieselskab, et anpartsselskab, et andelsselskab eller et partrederi,
b) mindst 2/3 af de enkeltpersoner, som direkte eller indirekte ejer selskabets kapital, skal være erhvervsfiskere, som opfylder betingelserne i stk. 2, a) - d),
c) mindst 2/3 af selskabets kapital (ved rejefiskeri: hele selskabets kapital) skal ejes direkte eller indirekte af enkeltpersoner, som opfylder betingelserne i stk. 2, a) - c),
d) mindst 2/3 af selskabets kapital skal ejes direkte eller indirekte af erhvervsfiskere, som opfylder betingelserne i stk. 2, a) - d),
e) mindst 2/3 af en eventuel bestyrelse eller ledelse skal være erhvervsfiskere, som opfylder betingelserne i stk. 2, a) - d). Resten af bestyrelsen eller ledelsen må ikke gives uigenkaldelig kompetence til på egen hånd at træffe afgørende beslutninger i selskabet.
Stk. 4. Landsstyret kan meddele dispensation:
a) fra betingelserne i stk. 2, b) og c), når vedkommende midlertidigt inden for de nævnte perioder har opholdt sig udenfor Grønland i uddannelsesøjemed eller lignende,
b) fra betingelserne i stk. 2, d), når vedkommende inden for den nævnte periode har uddannet sig som fisker på et uddannelsessted eller i praksis,
c) fra betingelserne i stk. 2, d), når det kan godtgøres, at der har foreligget særlige omstændigheder, som har bevirket at kravet om indtægtsandel ikke har kunnet opfyldes.
Stk. 5. Landsstyret kan under ganske særlige omstændigheder midlertidigt dispensere fra betingelserne i stk. 1-3, når dette skønnes af betydning for det grønlandske fiskerierhverv eller forarbejdningsindustrien i Grønland.
Stk. 6. Landsstyret kan kræve dokumentation for, at betingelserne i stk. 1-3 er opfyldt."2) Kapitel 7 affattes således:
"Kapitel 7.
Fiskeribiologiske undersøgelser, forsøgsfiskeri og fi skeri i uddannelsesøjemed.§ 15. Fiskeribiologiske undersøgelser samt forsøgsfiskeri kan, uanset gældende begrænsninger for erhvervsmæssigt fiskeri, udføres af Grønlands Fiskeriundersøgelser og Grønlands Miljøundersøgelser eller af andre med tilladelse fra landsstyret. Landsstyret kan fastsætte betingelser for forsøgsfiskeri efter indhentet udtalelse fra Grønlands Fiskeriundersøgelser.
Stk. 2. Fiskeri i uddannelsesøjemed kan, uanset gældende begrænsninger for erhvervsmæssigt fiskeri, udføres med tilladelse fra Landsstyret. Landsstyret kan fastsætte betingelser for sådant fiskeri."3) I § 23, stk. 1, a), ændres "§ 3, stk. 1 og 2," til "§ 3, stk. 1-3,".
4) Overalt i loven ændres "landsstyremedlemmet" til "landsstyret".
§ 2.
Loven træder i kraft den 1. juli 1991. Ændringen til kapitel 7 træder dog i kraft den 1. januar 1989.
Stk. 2. For selskaber, der i 1988 havde licens med bådkvote til fiskeri efter rejer gælder den særlige bestemmelse om rejefiskeri i § 3, stk. 3, c), først fra den 1. januar 1993.
Stk. 3. Den 1. juli 1991 ophæves, for så vidt angår fiskeri, hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 1 af 19. januar 1981 om udstedelse af fiskeri- og fangstbeviser.
Grønlands Hjemmestyre, den 24. november 1988
Jonathan Motzfeldt/
Kaj Egede