Landstingsforordning nr. 4 af 28. april 1988 om ændring af landstingsforordning nr. 12 af 1. november 1982 om hjælp til børn og unge.

 

§ 1.

I medfør af § 2 i lov nr. 580 af 29. november 1978 om Arbejds- og Socialvæsenet, jfr. Bekendtgørelse nr. 417 af 27. november 1979 fastsættes følgende:

I landstingsforordning nr. 12 af 1. november 1982 om hjælp til børn og unge foretages følgende ændringer:

a) Kapitel 2 får følgende overskrift:
Undersøgelser, oplysninger og værgebeskikkelser.

b) Ny § 5a udformes således:
Den myndighed, der behandler en sag efter denne landstingsforordning, kan pålægge den, der søger hjælp, at medvirke til sagens oplysning. Den, der modtager hjælpen har pligt til at underrette det sociale udvalg om forandringer, der kan medføre, at hjælpen skal ændres.

c) § 13, stk. 2 udformes således:
Direktøren for Socialdirektoratet kan give pålæg om iværksættelse af de i stk. l nævnte foreløbige foranstaltninger. Sagen skal, jfr. stk. l, snarest muligt forelægges det sociale udvalg til afgørelse.

d) § 15, stk. 3 udformes således:
Enhver form for anbringelse uden for Grønland skal forelægges Socialdirektoratet til godkendelse, forinden anbringelse kan finde sted. Socialdirektoratets beslutning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

e) § 20, stk. 3 udformes således:
Forinden der træffes beslutning om udskrivelse fra institution af børn og unge, der er anbragt på døgninstitution i Grønland, skal der indhentes en  udtalelse fra institutionen. Såfremt der er uenighed mellem det sociale udvalg og institutionen om udskrivelsen, forelægges spørgsmålet Socialdirektoratet til afgørelse. Denne forelæggelse har opsættende virkning.

f) Kapitel 10 får følgende overskrift:
Daginstitutioner.

g) § 23 udformes således:
Kommunalbestyrelsen påser tilstedeværelsen af det fornødne antal pladser på daginstitutioner og ved socialpædagogiske fritidsforanstaltninger, herunder også foranstaltninger af forebyggende karakter, som ikke dækker egentlige pasningsbehov.

h) Ny § 24, stk. 2 udformes således:
Daginstitutioner, der modtager 6 eller flere børn, kan oprettes og drives som selvejende institutioner, med hvilke kommunalbestyrelsen indgår overenskomst.

i) Nuværende § 24, stk. 2 bliver nyt stk. 3.

j) Ny § 34, stk. 2 udformes således:
Landsstyremedlemmet for sociale anliggender kan fastsætte regler for optagelse på institutioner med særlige formål.

k) § 35 udformes således:
Døgninstitutioner, omfattet af denne landstingsforordning, er forpligtet til at modtage børn eller unge, der af det sociale udvalg ønskes anbragt i institutionen, for så vidt der er plads, og anbringelsen er i overensstemmelse med institutionens formål. Såfremt der er uenighed mellem det sociale udvalg og institutionen om optagelse, forelægges spørgsmålet Socialdirektoratet til afgørelse.

l) Ny § 41, stk. 2 udformes således:
Landsstyremedlemmet for sociale anliggender kan efter indstilling fra kommunalbestyrelsen tillade, at der for en forsøgsperiode etableres foranstaltninger, herunder socialpædagogiske tilbud, for børn og unge, som ikke i forvejen er omfattet af denne landstingsforordning.

m) Nuværende § 41, stk. 2 bliver nyt stk. 3.

n) § 42 udformes således:
Beslutninger truffet efter denne landstingsforordning kan ankes efter de almindelige regler herom i landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation, jfr. dog § 13, stk. 3 og § 15, stk. 3.

 

§ 2.

Denne landstingsforordning træder i kraft den 1. august 1988.




Grønlands Hjemmestyre, den 28. april 1988




Jonathan Motzfeldt

/

Aqqaluk Lynge