Bemærkninger til forslag om ændring af landstingsforordning nr. 7 af 28. oktober 1982 om aldersrente og ældreinstitutioner.

Generelle bemærkninger:

På baggrund af principdebatten i landstinget på efterårssamlingen 1986 er der udarbejdet forslag til ændringer i landstingsforordningen om aldersrente og ældreinstitutioner.

Forslaget indeholder bestemmelser om ændring af betingelserne for modtagelse af aldersrenten således at der for personer, som har indkomster af en vis størrelsesorden udover aldersrenten, sker en nedsættelse af grundbeløbet. Forslaget medfører en væsentlig forhøjelse af lommepengebeløbet og en regulering efter lønudviklingen i stedet for efter pristallet. Videre har forslaget medtaget en bestemmelse om forbud mod udlæg og anden retsforfølgning i kravet på aldersrente på baggrund af den bemyndigelse, der er givet Hjemmestyret i folketingslov nr. 580 af 29. november 1978 for Grønland om Arbejds- og Socialvæsenet, § 2, stk. 2.

De øvrige ændringsforslag er udelukkende af redaktionel karakter.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser:

ad § 1. ad a) Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse til at landsstyret kan fastsætte nærmere bestemmelser om, hvornår en kommunes socialudvalg kan tildele førtidig aldersrente og er alene en præcisering af de hidtidige cirkulærefastsatte retningslinier, som disse er beskrevet i Socialdirektoratets cirkulære nr. 153 af 16. december 1982 om aldersrente og erhvervsudygtighedsrente.

ad b) Bestemmelsens § 2, stk. 1 indeholder en forhøjelse af aldersrentens grundbeløb på ca. 24 % for 1/1 grundbeløb. Grundbeløbene reguleres pr. hver 1. april, jfr. nærmere § 16.

Bestemmelsen i § 2, stk. 2 er ny og fastslår, at aldersrentens grundbeløb skal nedsættes til 3/4, når den skattepligtige indkomst for 1986 er mellem kr. 50.000 og kr. 69.999. For indkomståret 1987 og efterfølgende år  skal nedsættelsen til 3/4 grundbeløb ske, når den skattepligtige indkomst er mellem kr. 86.000 og kr. 105.999.

Grundbeløbet nedsættes til 1/2, når den skattepligtige indkomst for 1986 er på kr. 70.000 og derover. For indkomståret 1987 og efterfølgende år skal nedsættelsen til 1/2 grundbeløb ske, når den skattepligtige indkomst er på kr. 106.000 og derover.

Nedsættelserne skal ske med virkning fra 1. april og gælder for 1 år af gangen. Indkomstgrænserne reguleres, jfr. nærmere § 16.Indkomstgrænserne er de samme for enlige, ægtepar og fast samlevende par, idet de gældende skattefradragsregler giver dobbelt fradrag for ægtepar og fast samlevende.

Indkomstreguleringen foreslås at skulle gælde for et år ad gangen, idet de skattepligtige indkomster for det forudgående år kendes omkring september-oktober måned og således kan danne grundlag for en eventuel nedsættelse med virkning fra 1. april det følgende år.

Bestemmelsen i § 2, stk. 4 er ny. Den er indsat med henblik på at socialudvalget får mulighed for at bruge de aktuelle indkomstforhold som grundlag for tildeling af højere grundbeløb, såfremt der er tale om væsentlige ændringer i forhold til den indkomstopgørelse, som i henhold til § 2, stk. 2 skal lægges til grund. Bestemmelsen forudsættes anvendt i tilfælde af, at en væsentlig lønindtægt bortfalder, i tilfælde af at en ægtefælle eller samlever er afgået ved døden eller samlivet ophæves af anden grund, hvorefter aldersrenten bliver den væsentligste del af indkomsten. Nærmere retningslinier udsendes ved bekendtgørelse fra landsstyret.

ad c) Bestemmelsen er foreslået indsat med henblik på at landsstyret gennem bekendtgørelse kan fastlægge nærmere retningslinier for ret til personligt tillæg med henblik på en ensartet behandling af aldersrentemodtagere, som er i samme situation, uanset at de bor i forskellige kommuner. Sådanne retningslinier er allerede beskrevet i Socialdirektoratets cirkulære nr. 153 af 16. december 1982 om aldersrente og erhvervsudygtighedsrente, og sigtet med den foreslåede bestemmelse er alene ønsket om at udsende retningslinier i en bekendtgørelse.

ad d) Bestemmelsen fastslår, at lommepengebeløbet skal udgøre 13.200 kr. årligt, svarende til 1.100 kr. månedligt og betyder i forhold til gældende regler en   forhøjelse af lommepengebeløbet på ca. 70 %. Beløbet kommer herved på omtrent samme niveau som lommepenge for uddannelsessøgende. Beløbet reguleres efter lønudviklingen.

ad e) Ny bestemmelse, som skal sikre aldersrentemodtageren mod udlæg og anden retsforfølgning i den løbende udbetaling af grundbeløb og eventuelle tillæg. Bestemmelsen medfører alene, at der ikke kan trækkes for restancer. Det er således stadig muligt at træffe aftaler om løbende træk for aktuelle udgifter til husleje, el, varme m.v., som vedrører den periode, aldersrenten udbetales for.

ad f) Redaktionel ændring, som fastslår, at personer, som er bosiddende uden for den kommunale inddeling, skal indgive ansøgning om aldersrente til Socialdirektoratet. Dette er allerede en konsekvens af, at direktoratet fungerer som "socialudvalg" og socialforvaltning for disse områder, jfr. landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation.

ad g) Redaktionel ændring som fastslår det allerede gældende hvorefter også Socialdirektoratets beslutninger kan indankes efter de gældende ankeregler, jfr. landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation.

ad h) Bestemmelsen ændret, således at der fremover reguleres med udgangspunkt i den for en ufaglært efter gældende overenskomst mellem SIK og Det offentlige Aftalenævn gældende bruttotimeløn, for tiden kr. 48,50. Arbejdsmarkedets parter har aftalt, at der kan ske regulering af lønnen pr. 1. april visse år i overenskomstperioden. Når en sådan regulering er aftalt, vil dette således få afsmittende virkning for aldersrentens størrelse.

Imidlertid er det erfaringen, at sådanne lønaftaler først vil være endeligt forhandlede længe efter det tidspunkt, hvorfra de skal gælde. Det er fundet uhensigtsmæssigt at skulle regulere aldersrentens grundbeløb med tilbagevirkende kraft, både af hensyn til modtagerne og kommunerne. Derfor bestemmer nærværende forslag, at reguleringer skal have virkning for aldersrenten pr. 1. april året efter ændringen er sket på arbejdsmarkedet, og de foreslåede grundbeløbs størrelse er fastsat på baggrund heraf.

ad i) Bestemmelsen i § 17, stk. 1 udgår, da den ikke vil være aktuel efter 1. januar 1988.

Grundbeløbene i § 17, stk. 2, der bliver § 17, er fastfrosset på det nu foreslåede niveau. Denne bestemmelse har alene betydning for personer, som var fyldt 60 år d. 1. april 1975, da landsrådsvedtægten af 25. marts 1975 trådte i kraft, idet det herefter ikke længere har været muligt at få tillægsydelse ved at udsætte begæringen om aldersrente.

ad § 2. Landstingsforordningen foreslås sat i kraft med virkning fra 1. april 1988.