Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 30 af 28. december 1988 om begrænsning af hvalfangst.

I henhold til landstingslov nr. 12 af 22. november 1984 om erhvervsmæssig fangst og jagt § 4 fastsættes:

§ 1. Bekendtgørelsen gælder fangst af hvaler, der er større end vågehvaler, på fiskeriterritoriet ved Grønland og i andre farvande omkring Grønland.
Stk. 2. Den i stk. 1 omhandlede fangst må kun drives af personer, der har bopæl i Grønland og har fast tilknytning til det grønlandske samfund, samt er i besiddelse af et bevis, udstedt af kommunalbestyrelsen i bopælskommunen, for at de driver fangst og jagt som hovederhverv.

§ 2. Bekendtgørelsens bestemmelser om fangst gælder enhver form for fangst eller forsøg på fangst af de hvaler, der er nævnt i § 1.
Stk. 2. Beskydning af disse hvaler med andet formål end fangst er ikke tilladt.

§ 3. Når hunhvaler ledsages af unger, må hverken hunhvalerne eller ungerne fanges.

§ 4. Grønlandshvaler og andre rethvaler må ikke fanges.

§ 5. Blåhvaler må ikke fanges.

§ 6. Pukkelhvaler må ikke fanges

§ 7. Kaskelothvaler må ikke fanges.

§ 8. Sejhvaler må ikke fanges.

§ 9. Fangst må kun ske med anvendelse af harpunkanoner med en kaliber på 50 mm eller derover.

§ 10. Der må højst fanges 23 finhvaler ved Vest-grønland i et kalenderår.
Stk. 2. Fangsten af den årlige kvote på finhvaler fordeles blandt kommunerne således:

Nanortalik 0
Qaqortoq 2
Narsaq 0
Paamiut 3
Nuuk 5
Maniitsoq 2
Sisimiut 2
Kangaatsiaq 1
Aasiaat 1
Qasigiannguit 1
Ilulissat 2
Qeqertarsuaq 1
Uummannaq 0
Upernavik 0

Stk. 3. Der afsættes af den samlede kvote en reservekvote på 3 finhvaler. Fordelingen af reservekvoten vil tidligst ske den 1. oktober 1989 af Erhvervsdirektoratet i samråd med KNAPK og KANUKOKA.
Stk. 4. Hvis de kvoter, der er nævnt i stk. 1,2 og 3 overskrides i et kalenderår, nedsættes de tilsvarende det næste kalenderår.
Stk. 5. Der må kun fanges finhvaler som er større end 15,2 m.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen i hver af ovennævnte kommuner fordeler kommunens kvote blandt fartøjer med harpunkanon, således at minimum 2 fartøjer deles om hver finhval.
Stk. 7. I de kommuner som har fået tildelt mere end 1 finhval må Kommunalbestyrelsen kun give tilladelse til fangst af 1 finhval ad gangen.
Stk. 8. Det er forbudt at fange finhvaler i perioden fra d. 1. juni til og med d. 31. august.

§ 11. Meddelelse om, at kvoterne for finhvaler er nået, kan gives af landsstyremedlemmet i radio og presse.
Stk. 2. Når landsstyremedlemmet har givet en sådan meddelelse, må der ikke fanges flere finhvaler i det pågældende kalenderår.

§ 12. Indberetning af fangst af hvaler skal straks af fangerne sendes til kommunen og herfra straks videresendes til Landsstyreområdet for Fiskeri og Industri, telex nr. 90613, jfr. bekendtgørelse om rapportering ved fangst og anskydning af hvaler.

§ 13. 0vertrædelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen kan medføre bøde. Sager herom behandles iøvrigt efter reglerne i landstingslov om erhvervsmæssig fangst og jagt.

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 1989.
Stk. 2. Samtidig ophæves hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 18 af 24. juni 1987 om begrænsning af hvalfangst.




Grønlands Hjemmestyre, den 28. december 1988




Kaj Egede

/

Jørn Graversen