Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 19 af 24. juni 1988 om retsstilling for elever under erhvervsmæssige uddannelser.

I medfør af landstingslov nr. 4 af 23. april 1988 om retsforhold mellem elever under erhvervsmæssige uddannelser og praktikvirksomheder i Grønland og landstingsforordning nr. 2 af 16. november 1984 om erhvervsmæssige uddannelser, uddannelsesstøtte og erhvervsvejledning fastsættes følgende regler:

 

Kapitel 1.
Optagelse

§ 1. Optagelse på de decentrale grundlæggende erhvervsuddannelser finder sted i henhold til Hjemmestyrets bekendtgørelse om de decentrale grundlæggende erhvervsuddannelser, Siamasissumik Tunngaviusumik Ilinniartitaaneq, herefter kaldet STI, udfærdiget i henhold til landstingsforordning nr. 2 af 16. november 1984.

§ 2. Optagelse på de øvrige erhvervsuddannelser finder sted i henhold til bekendtgørelser om de enkelte hovederhvervsområder, udfærdiget i henhold til landstingsforordning nr. 2 af 16. november 1984.

 

Kapitel 2.
Undervisning

§ 3. Erhvervsuddannelsesinstitutionerne skal til byde undervisning for de optagne elever i henhold til de i § 1 og og § 2 nævnte bekendtgørelser.
Stk. 2. Brancheudvalget for hvert hovedområde skal sikre at eleverne modtager undervisning på et fagligt forsvarligt niveau, der kan kvalificere eleverne som faguddannede.
Stk. 3. Det lokale erhvervsuddannelsesudvalg skal sikre planlægning og tilrettelæggelse af de lokale erhvervsuddannelser i overensstemmelse med bekendtgørelsen om STI.

§ 4. Eleverne har mødepligt til den fastlagte undervisning. Mødepligten gælder for samtlige erhvervsmæssige uddannelser, såvel på brancheskoler som på lokale erhvervsskoler.
Stk. 2. Overholder en elev i væsentligt omfang ikke mødepligten, kan uddannelsesforløb afbrydes efter indstilling fra skolen. Før indstilling om ophør skal eleven have modtaget l mundtlig og 2 skriftlige advarsler.
Stk. 3. Fraværet vurderes totalt og for hvert enkelt skoleophold samt for de enkelte fag. Dog skal der foretages en individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Stk. 4. Praktik-/studievejlederen er forpligtet til at følge elevernes fremmøde og skal gøre eleverne bekendt med konsekvenserne ved fravær.
Stk. 5. Brancheskolerne og de lokale erhvervsskoler udarbejder procedure for fraværsregistrering.
Stk. 6. Afbrydes uddannelsesforløbet, bortfalder retten til uddannelsesstøtte i henhold til Hjemmestyrets bekendtgørelse om uddannelsesstøtte.

§ 5. Overtrædelse af skolens ordensreglement, som kan medføre fare for elevens eller andres liv og helbred eller kan være til så alvorlig gene for undervisningen, at denne ikke kan gennemføres efter indstilling fra skolen udelukkes fra undervisningen.
Stk. 2. Elever, som af skolen skønnes uegnede til at fortsætte undervisningen på grund af manglende kvalifikationer, kan efter indstilling fra skolen udelukkes fra undervisningen.

§ 6. Afgørelser i medfør af § 4 og § 5 skal træffes af brancheudvalget eller det lokale erhvervsuddannelsesudvalg.
Stk. 2. Afgørelser truffet af det lokale erhvervsuddannelsesudvalg kan indankes for brancheudvalget både for så vidt angår faglige og disciplinære spørgsmål.

 

Kapitel 3.
Praktikaftaler

§ 7. Mellem elev og praktiksted indgås en aftale, jf. § 2, stk. l i landstingslov om retsforholdet mellem elever under erhvervsmæssige uddannelser og praktikvirksomheder i Grønland. Aftalen omfatter praktikuddannelsens første og anden del.
Stk. 2. Aftalen skal indeholde oplysninger om eleven, praktikstedet, uddannelsesområdet, opsigelighed, uddannelsestiden og uddannelsesomfang, herunder varighed og fordeling af obligatoriske kurser for uddannelsen.

§ 8. Aftaler om praktikforhold skal være skriftlige, og der benyttes en af Landsstyret godkendt aftaleformular i henhold til landstingslov om retsforholdet mellem elever under erhvervsmæssige uddannelser og praktikvirksomheder i Grønland.
Stk. 2. Det første år under STI ydes i stedet for praktikløn en praktikstøtte svarende til den almene uddannelsesstøtte, jf. § 2, stk. 3 i landstingslov om retsforholdet mellem elever under erhvervsmæssig uddannelse og praktikvirksomheder i Grønland.
Stk. 3. Lønnen i de efterfølgende uddannelsesår fastsættes gennem kollektive overenskomster mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne. Findes der ikke sådanne kollektive overenskomster, fastsætter Landsstyret de nærmere retningslinier for, hvorledes beregningen skal ske.
Stk. 4. I løbet af det andet uddannelsesår under STI fritages eleverne fra arbejde til deltagelse i praktikantmøder med fuld løn i et omfang af op til 105 timer svarende til 15 dage i løbet af året.

§ 9. Praktikstedet har det fulde ansvar for eleven under praktikopholdet.
Stk. 2. Praktikstederne er forpligtet til at forsikre eleverne efter reglerne om arbejdsskadeforsikring.

§ 10. Ændringer i eller tilføjelser til praktikaftalen kan kun ske efter godkendelse idet lokale erhvervsuddannelsesudvalg for 1. del af uddannelserne og for 2. del af uddannelserne i det pågældende fagområdes brancheudvalg.
Stk. 2. Praktikstedet har pligt til at udtale sig om elevens praktikophold efter retningslinier fastsat af Direktoratet for Erhvervsuddannelsen.

§ 11. Efter indstilling fra brancheskolen eller den lokale erhvervsskole kan brancheudvalget eller det lokale erhvervsuddannelsesudvalg forlænge praktikperioden, såfremt udtalelser om praktikopholdet giver anledning hertil. Indstilling til brancheudvalget eller det lokale erhvervsuddannelsesudvalg herom skal afgives senest en måned inden praktikperiodens normale udløb.
Stk. 2. I forbindelse med graviditet har en elev ret til midlertidig afbrydelse af praktikperioden. Afbrydelsen modsvares da af en tilsvarende forlængelse af praktikperioden.
Stk. 3. Såfremt eleven på grund af sygdom forsømmer mere end ialt 120 dage, kan såvel eleven som praktikstedet forlange praktiktiden forlænget med et af brancheudvalget eller det lokale erhvervsuddannelsesudvalg godkendt tidsrum.
Stk. 4. Brancheudvalget eller det lokale erhvervsuddannelsesudvalg kan godkende midlertidige afbrydelser af praktikuddannelsen af andre årsager efter indhentet udtalelse fra praktikstedet og den lokale erhvervsskoles praktikvejleder.

§ 12. Eleverne må i praktikperioden ikke deltage i overenskomstmæssige strejker eller arbejdskonflikter.

 

Kapitel 4.
Praktikaftalers ophævelse

§ 13. Praktikaftaler kan ophæves, såfremt praktikstedets mulighed for gennemførelse bortfalder grundet:
a) ejers dødsfald, eller
b) virksomhedens ophævelse, konkurs eller anden årsag, der varer længere tidsrum end to måneder. Strejke eller lock-out kan ikke være en anden årsag.
Stk. 2. Brancheudvalget eller det lokale erhvervsuddannelsesudvalg kan efter konstatering af, at praktikstedet ikke længere opfylder betingelserne for godkendelse, ophæve praktikaftalen, hvorefter det påhviler den lokale erhvervsskole at skaffe en ny praktikplads i samarbejde med brancheskolen.

§ 14. De første tre måneder betragtes som gensidig prøvetid. Opsigelse kan da ske med en uges varsel.

§ 15. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem praktikstedet og eleven om uddannelsesaftalens opfyldelse, skal det lokale erhvervsuddannelsesudvalg eller brancheudvalg underrettes og tage initiativ til at forlige uoverensstemmelserne, jf. § 3, stk. l i landstingslov om retsforholdet mellem elever under erhvervsmæssige uddannelser og praktikvirksomheder i Grønland.
Stk. 2. Såfremt de i stk. l nævnte uoverensstemmelser ikke forliges med det lokale erhvervsuddannelsesudvalgs eller brancheudvalgets medvirken, kan eleven eller praktikstedet indbringe tvistigheden til afgørelse ved voldgift efter reglerne i overenskomsten mellem SIK, Sulinermik Inuutissarsiuteqartut Kattuffiat og DOA, Det offentlige Aftalenævn om behandling af faglig strid. Ved voldgiftens afgørelse kan uddannelsesaftalen ophæves, ligesom der kan tilkendes den skadelidte part erstatning. Er eleven under 18 år, skal den gældende praksis om forældres eller værges medvirken anvendes.
Stk. 3. Afgørelser truffet i henhold til stk. 2 kan ikke indbringes for domstolene.

 

Kapitel 5.
Forskellige bestemmelser

§ 16. Elever, der har gennemført uddannelsen, modtager uddannelsesbevis efter reglerne i Hjemmestyrets bekendtgørelser om de enkelte hovederhvervsområder.

§ 17. I det første uddannelsesår under STI-uddannelsen modtager eleven praktikstøtte både under skole- og praktikophold, jf. Hjemmestyrets bekendtgørelse om STI.
Stk. 2. Under brancheskoleophold modtager eleven uddannelsesstøtte i henhold til reglerne herom. Vederlagets størrelse fastsættes efter forhandling med de uddannelsessøgendes sammenslutninger.

 

Kapitel 6.
Ikrafttræden

§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1988.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 18 af 22. maj 1985 om retsstilling for elever under erhvervsfaglige grunduddannelser.




Grønlands Hjemmestyre, den 24. juni 1988




Jens Lyberth

/

Ejvind Christoffersen