Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 17 af 17. juni 1988 vedrørende navigatøruddannelser i Grønland.
I medfør af landstingsforordning nr. 2 af 16. november 1984 for Grønland om erhvervsmæssige uddannelser, uddannelsesstøtte og erhvervsvejledning § l, stk. 2 fastsættes følgende for uddannelse af navigatører i Grønland:
Kapitel 1.
Almindelige bestemmelser§ 1. Navigatøruddannelserne har til formål at uddanne nagivatører og fiskeskippere til handels- og fiskeflåden i Grønland. Uddannelserne skal sikre mulighed for erhvervelse af de i Sønæringslov nr. 240 af 6. juni 1985 krævede eksaminer for navigatører.
Stk. 2. Uddannelsernes faglige indhold samt indstilling og afholdelse af eksaminer tilrettelægges i henhold til den danske lov om søfartsuddannelse, jvf. lovbekendtgørelse nr. 518 af 4. december 1985, samt de af industriministeren givne bestemmelser og retningslinier i tilslutning hertil vedrørende uddannelse af navigatører.
Stk. 3. Til uddannelserne optages elever, der opfylder de i medfør af den danske lov om søfartsuddannelse givne betingelser herfor.§ 2. Uddannelserne gennemføres på en i Grønland af Landsstyret godkendt navigations- og skipperskole.
Stk. 2. Skolen drives af Grønlands Hjemmestyre, og Direktoratet for Erhvervsuddannelsen fører tilsyn hermed.
Stk. 3. Skolen kan oprette afdelinger efter godkendelse af Landsstyret på baggrund af indstilling fra Direktoratet for Erhvervsuddannelsen i Grønland, for hvilke skolen er ansvarlig i henhold til bestemmelserne i nærværende bekendtgørelse.
Stk. 4. Landsstyremedlemmet for Erhvervsuddannelserne kan overlade til Søfartsstyrelsen samt Eksamenskommissionen at tilrettelægge og føre tilsyn med uddannelser og eksaminer i henhold til nærværende bekendtgørelse.§ 3. Skolen ledes af en forstander. Der oprettes et lærerråd, hvis sammensætning og opgaver godkendes af landsstyremedlemmet efter indstilling fra Direktoratet for Erhvervsuddannelsen i Grønland.
Stk. 2. Blandt skolens elever nedsættes elevråd, hvis sammensætning og opgaver godkendes af landsstyremedlemmet efter indstilling fra Direktoratet for Erhvervsuddannelsen i Grønland.
Kapitel 2.
Elevindtag§ 4. Direktoratet for Erhvervsuddannelsen i Grønland træffer efter indstilling fra skolen bestemmelse om det antal elever, der hvert år kan optages på navigatøruddannelserne.
Stk. 2. Iværksættelse og gennemførelse af undervisning indenfor de enkelte uddannelsesretninger forudsætter et passende antal elever, der fastsættes af Direktoratet for Erhvervsuddannelsen i Grønland efter indstilling fra skolen.
Kapitel 3.
Uddannelsernes afslutning§ 5. Elever, der har bestået eksaminer i tilknytning til de i denne bekendtgørelse omhandlede navigatøruddannelser, modtager et af direktøren for Søfartsstyrelsen udstedt eksamensbevis.
Kapitel 4.
Særlige bestemmelser§ 6. Klager og anker over afgørelser truffet i medfør af denne bekendtgørelse kan indgives til landsstyremedlemmet indenfor en frist af højest 4 uger.
§ 7. Direktøren for Erhvervsuddannelsen i Grønland kan efter indstilling fra skolen optage forhandling med direktøren for Søfartsstyrelsen for tilladelse til midlertidige afvigelser fra denne bekendtgørelse og de i relation hertil gældende danske bekendtgørelser.
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1988.
Stk. 2. Bestemmelserne i lov nr. 70 af 15. marts 1967 om søfartsuddannelse, som ændret ved lov nr. 339 af 26. juni 1975 om uddannelse af navigatører bortfalder for Grønlands vedkommende.
Grønlands Hjemmestyre, den 17. juni 1988
Jens Lyberth/
Ejvind Christoffersen