Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 11 af 11. maj 1988 om undervisning af ikke-grønlandsksprogede elever.
I medfør af § 12 stk. 3 i Landstingsforordning nr. 6 af 16. oktober 1979 om folkeskolen med senere ændring fastsættes herved nærmere bestemmelser om undervisning af ikke-grønlandsksprogede elever.
§ 1. Ved ikke-grønlandsksprogede elever forstås i denne bekendtgørelse elever, der ikke behersker grønlandsk i en sådan grad, at de kan følge en grønlandsksproget undervisning.
Stk. 2. I tilfælde, hvor der måtte være begrundet tvivl om, hvorvidt en elev i denne forbindelse må betegnes som ikke-grønlandsksproget, skal forældrenes ønske om undervisning efter denne bekendtgørelse imødekommes, når det udtrykkes skriftligt over for skolens leder på grundlag af en udførlig vejledning fra denne.§ 2. Der skal tilbydes undervisning i grønlandsk som fremmedsprog på 4. - 12. klassetrin.
Stk. 2. Der kan tilbydes undervisning i grønlandsk som fremmedsprog på 2. - 3. klassetrin.
Stk. 3. Kun såfremt der ikke findes undervisere, som det vil være pædagogisk forsvarligt at pålægge undervisning i henhold til stk. 1 og 2, kan tilbuddet om grønlandsk som fremmedsprog undlades.§ 3. I det omfang, det er pædagogisk forsvarligt, skal undervisningen af ikke-grønlandsksprogede elever gives sammen med grønlandsksprogede elever med henblik på udbygning af det sociale fælleskab mellem de to elevgrupper.
§ 4. Der skal tilrettelægges en undervisning, som i rimelig grad giver de danske elever mulighed for til enhver tid at kunne fortsætte skolegangen på tilsvarende alderstrin i Danmark.
§ 5. For elever, der hverken behersker grønlandsk eller dansk, kan der efter omstændighederne tilrettelægges modersmålsundervisning.
§ 6. Til en ikke-grønlandsksproget, årgangsdelt klasse med 18 elever eller derover kan anvendes vedlagte timefordeling. For årgangsdelte klasser med under 18 elever kan timetallet nedsættes jf. de for grønlandsksprogede klasser fastsatte bestemmelser.
Stk. 2. Ikke-årgangsdelte klasser med 12 elever eller derover kan efter omstændighederne tildeles et forhøjet ugentligt timetal.
Stk. 3. For ikke-grønlandsksprogede hold på 11 elever eller derunder nedsættes det ugentlige timetal tilsvarende. For hold med 1 - 3 elever anvendes dog mindst 5 timer pr. elev.§ 7. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. august 1988 og erstatter Kultur- og undervisningsdirektoratets cirkulære 6/84.
Grønlands Hjememstyre, den 11. maj 1988
Jens Lyberth/
Aqigssiaq Møller
Timeplaner (pdf-format)