Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 2 af 19. januar 1988 om de decentrale grundlæggende erhvervsuddannelser.

I medfør af Landstingsforordning nr. 2 af 16. november 1984 for Grønland om erhvervsmæssige uddannelser, uddannelsesstøtte og erhvervsvejledning, fastsættes følgende, generelle bestemmelser om de grundlæggende erhvervsuddannelser, Siamasissumik Tunngaviusumik Illinniartitaaneq, herefter kaldet STI.

 

Kapitel 1.
Almindelige bestemmelser

§ 1. STI omfatter hovederhvervsområderne Bygge og Anlæg, Jern og Metal, Handel og Kontor, Levnedsmiddel, Fiskeindustri og Socialområdet.
Stk. 2. STI faguddanner arbejdskraft til de i stk. 1 nævnte hovederhvervsområder. Uddannelsernes indhold skal sikre opnåelse af faglig erhvervskompetence.

§ 2. STI tilrettelægges indholdsmæssigt i forlængelse af folkeskolens 11. klasse.
Stk. 2. Uddannelserne skal være tilpasset til også at kunne optage uddannelsessøgende, der ikke kommer direkte fra folkeskolen.

§ 3. STI består af en første del og en anden del.
Stk. 2. Første del har en varighed af to år og gennemføres som en kombination af praktisk oplæring i en eller flere virksomheder og undervisning i almene og brancherettede fag i en lokal erhvervsskole det første år. I andet år indgår et ophold på en landsdækkende brancheskole.
Stk. 3. Anden del har, afhængig af uddannelsesretnining, en længde på et til to år. Den gennemføres som en kombination af praktik i en eller flere virksomheder og ophold på en brancheskole.

§ 4. Landsstyremedlemmet for Erhvervsuddannelsen fastsætter de nærmere regler for uddannelsernes indhold og opbygning inden for de enkelte hovederhvervsområder i særskilte bekendtgørelser.

 

Kapitel 2.
Første del

§ 5. Formålet med første del af uddannelsen er:
1) at give den enkelte elev forudsætninger for og kompetence til at udføre de grundlæggende arbejdsfunktioner indenfor den valgte branche gennem en bred branchearbejderuddannelse,
2) at give den enkelte elev et grundigt kendskab til og forståelse for erhvervslivets og samfundets almene krav, og
3) at gøre den enkelte elev i stand til senere at fortsætte uddannelsen.
Stk. 2. Uddannelserne skal foregå i tæt samspil mellem elev, praktiksted, lokale erhvervsskoler og brancheskoler.

§ 6. Den lokale erhvervsskole ledes af en erhvervsuddannelsesleder.
Stk. 2. Direktøren for erhvervsuddannelsen, herefter kaldet direktøren, udsteder funktionsbeskrivelse for erhvervsuddannelseslederen i henhold til de i bekendtgørelsen fastsatte principper.

§ 7. Blandt skolens elever nedsættes et elevråd, hvis sammensætning og opgaver godkendes af direktøren.

§ 8. Der nedsættes et lokalt erhvervsuddannelsesudvalg. Landstyremedlemmet for Erhvervsuddannelsen fastsætter de nærmere retningslinier for udvalgets arbejdsopgaver, konstituering og forretningsorden i særskilt bekendtgørelse.
Stk. 2. Den lokale erhvervsuddannelsesleder er sekretær for udvalget.

§ 9. Uddannelsens første del består af praktikuddannelse i en eller flere lokale virksomheder og undervisning på en lokal erhvervsskole og landsdækkende brancheskole.
Stk. 2. Den teoretiske undervisning på den lokale erhvervsskole har en varighed af ialt 20 uger.
Stk. 3. Uddannelsen indledes med en introduktion, hvor eleverne gøres bekendt med uddannelsens indhold og forløb.
Stk. 4. I uddannelsens første år gives et eller flere lokale erhvervsskoleophold af en samlet varighed af 14 uger.
Stk. 5. Den resterende del af de 20 ugers undervisning i den lokale erhvervsskole gives som praktikantmøder, jævnt fordelt over praktikperioderne i første del af uddannelsen. Der udarbejdes praktikplaner for eleverne i samarbejde med praktikstederne i løbet af det første halvår.
Stk. 6. Der gives eleverne rådgivning og vejledning om studium og praktikophold samt personlige forhold.
Stk. 7. Det andet år består af et ophold på en brancheskole og fortsat praktikuddannelse lokalt.

§ 10. STI opbygges således, at uddannelsen kan forlades med erhvervskompetence på branchearbejderniveau efter første del og således, at uddannelsesforløbet senere kan fortsættes.
Stk. 2. På fiskeindustriområdet opnås faglært status efter gennemført første del. På de øvrige områder fortsættes uddannelsen i henhold til bekendtgørelser om de enkelte hovederhvervsområder.

§ 11. Den ugentlige undervisningstid på en lokal erhvervsskole fastsættes i gennemsnit til 35 timer, svarende til 7 lektioner pr. dag.

§ 12. Brancheskolerne udarbejder læreplaner og undervisningsvejledninger for den teoretiske undervisning. Disse godkendes af direktøren.
Stk. 2. De i læreplanerne nævnte timetal kan suppleres med timer i valgfrie fag efter den enkelte elevs behov og ønsker efter reglerne i Landstingsforordning om fritidsundervisning i Grønland.

§ 13. Udgifter i forbindelse med etablering og drift af de lokale erhvervsuddannelser fordeles mellem kommuner og Hjemmestyret i henhold til aftaler indgået mellem De grønlandske kommuners Landsforening og Hjemmestyret.

 

Kapitel 3.
Anden del

§ 14. Formål med anden del af uddannelsen er at kvalificere eleverne til faguddannet arbejdskraft inden for hovederhvervsområderne.

§ 15. Uddannelsernes indhold og opbygning fastsættes i særskilte bekendtgørelser for de enkelte hovederhvervsområder.

 

Kapitel 4.
Elevindtag
(første og anden del)

§ 16. Landsstyremedlemmet for Erhvervsuddannelsen fastsætter efter indstilling fra det lokale erhvervsuddannelsesudvalg bestemmelser om det antal elever, der hvert skoleår kan optages til første del af uddannelsen.
Stk. 2. Der fastsættes ligeledes bestemmelser om optagelse på anden del efter indstilling fra brancheskolerne.

§ 17. Iværksættelse og gennemførelse af undervisning indenfor de enkelte uddannelsesretninger på anden del forudsætter et passende antal elever. Antallet fastsættes af landsstyremedlemmet for Erhvervsuddannelsen.

 

Kapitel 5.
Praktikophold.
(første og anden del)

§ 18. Praktikopholdet under første del af uddannelsen foregår på et eller flere af det lokale erhvervsuddannelsesudvalg godkendte praktiksteder.
Stk. 2. Direktøren fastsætter generelle retningslinier for godkendelse af praktiksteder til første del.

§ 19. Praktikopholdet under anden del af uddannelsen foregår på et eller flere af brancheudvalgene godkendte praktiksteder efter indstilling fra det lokale erhvervsuddannelsesudvalg.

§ 20. Mellem eleven og praktikstedet/-stederne indgås en aftale om praktikuddannelsens første og anden del. Aftalen underskrives af praktikstedet/-stederne, eleven og den lokale erhvervsuddannelsesleder samt tillige af forældremyndighedsindehaveren, såfremt eleven er under 18 år ved aftalens oprettelse.
Stk. 2. Aftalen skal indeholde oplysninger om eleven, praktikstedet, uddannelsesområdet, opsigelighed, uddannelsestiden og uddannelsens omfang, herunder varighed og fordeling af obligatoriske kurser for uddannelsen.
Stk. 3. Aftalen iøvrigt er omfattet i Landstingslov om retsforhold mellem elever og praktikvirksomheder med tilhørende bekendtgørelse.

§ 21. Formidlingen af praktikpladser sker gennem den lokale erhvervsskole, som varetager kontakten til de enkelte praktiksteder og eleverne.

§ 22. De nærmere bestemmelser om praktikaftalens registrering og om indkaldelse til anden dels skoleophold fastsættes af direktøren.

§ 23. I det første uddannelsesår modtager eleverne praktikstøtte både under skole- og praktikophold.
Stk. 2. I de følgende uddannelsesår oppebæres under praktikophold praktikløn i henhold til gældende overenskomst.
Stk. 3. Under brancheskoleophold modtager eleverne uddannelsesvederlag i henhold til gældende bestemmelser herom.

§ 24. Praktikstedet er forpligtet til at beskæftige eleven i henhold til de for uddannelsen fastsatte retningslinier. Eleven er forpligtet til at deltage i de af praktikstedet pålagte opgaver i overensstemmelse med ovennævnte retningslinier for beskæftigelse. Aftaleforholdet omfattes af de almindeligt gældende ordensregler for praktikstedets øvrige personale.

§ 25. Praktikstederne er forpligtet til at forsikre eleverne i henhold til reglerne om arbejdsskadeforsikring.

 

Kapitel 6.
Optagelsesbetingelser
(første og anden del)

§ 26. For at blive optaget skal en ansøger normalt have gennemgået folkeskolens 11. klasse og have tilfredsstillende udtalelser fra folkeskolen om forudsætninger for at kunne indgå i STI.
Stk. 2. Ansøgere, der gennem erhvervsarbejde, anden uddannelse, erhvervsintroducerende kurser, deltagelse i samfundstjeneste eller lignende har opnået de tilstrækkelige forudsætninger, vil kunne indstilles til optagelse i uddannelsen.

§ 27. Direktoratet for Erhvervsuddannelsen iværksætter i perioden før ansøgningsfristens udløb den første februar den nødvendige information om fremgangsmåden ved ansøgning om optagelse til uddannelsen det pågældende år.

§ 28. Det lokale erhvervsuddannelsesudvalg tager stilling til optagelse efter de af landstyremedlemmet for Erhvervsuddannelsen fastsatte retningslinier inden udgangen af april måned.
Stk. 2. Såfremt en ansøger ikke optages på uddannelsen, skal afslaget begrundes, og den pågældende skal henvises til vejledning på arbejdsmarkedskontoret i kommunen.
Stk. 3. Afslag begrundet i faglige forhold kan indankes for brancheudvalg.

§ 29. Såfremt ansøgeren opfylder betingelserne for optagelse og får afslag på grund af mangel på pladser, kan eleven henvises til en uddannelse eller praktikplads i en anden by.
Stk. 2. Rækkefølgen af uddannelsesønskerne har betydning for, i hvilke rækkefølge eleverne optages de enkelte steder. Nærmere regler om optagelse fastsættes af direktøren.

§ 30. Optagelse på anden del af uddannelsen forudsætter, at eleven har gennemgået uddannelsens første del.
Stk. 2. Brancheudvalget kan undtagelsesvis dispensere for første del eller dele heraf efter individuel ansøgning med baggrund i dokumenteret relevant erhvervsarbejde eller anden uddannelse.
Stk. 3. Optagelse til anden dels uddannelser, som kræver særlige kundskaber, kan gøres betinget af gennemgang af et eller flere efter brancheskolens vurdering relevant supplerende kurser.

 

Kapitel 7.
Uddannelsens afslutning
(første og anden del)

§ 31. Til elever, der har gennemgået første del af uddannelsen, udstedes et uddannelsesbevis.
Stk. 2. Efter gennemført anden del af uddannelsen, udsteder brancheskolen og brancheudvalget et uddannelsesbevis på grundlag af skoleforløb samt erklæringer fra den lokale erhvervsskole og praktikstedet om den gennemførte uddannelse.
Stk. 3. Hvis uddannelsen ikke gennemføres, har eleven ret til dokumentation for det gennemgåede uddannelsesforløb.
Stk. 4. Direktøren fastsætter regler for uddannelsesbevisernes udformning.

§ 32. Efter indstilling fra brancheudvalget kan landsstyremedlemmet for Erhvervsuddannelsen fastsætte bestemmelser om tilrettelæggelse af erhvervs- og studiekompetencegivende bedømmelser, prøver eller lignende.

 

Kapitel 8.
Særlige bestemmelser

§ 33. Hvor der ikke er oprettet en lokal erhvervsskole varetager en af direktøren bemyndiget institution eller person de opgaver, som denne bekendtgørelse har tillagt de lokale erhvervsskoler og erhvervsuddannelsesudvalg.

§ 34. Direktøren kan efter indstilling fra brancheudvalget og det lokale erhvervsuddannelsesudvalg tillade midlertidige afvigelser fra denne bekendtgørelse, som led i et fortsat udviklingsarbejde.

§ 35. Nærværende bekendtgørelse, der træder i kraft den 1. august 1988, skal optages til revision senest den 1. januar 1991.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelser nr. 7 af 3. april 1981 om Jern- og metalområdet, nr. 8 af 3. april 1981 om Bygge- og anlægsområdet, nr. 9 af 3. april 1981 om Handels- og kontorområdet. De finder dog fortsat anvendelse for de elever, der inden 1. januar 1988 er startet på en erhvervsfaglige grunduddannelse indenfor disse områder.




Grønlands Hjemmestyre, den 19. januar 1988




Jens Lyberth

/

Ejvind Christoffersen