Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 1 af 19. januar 1988 om det lokale erhvervsuddannelsesudvalg.

I medfør af Landstingsforordning nr. 2 af 16. november 1984 for Grønland om erhvervsmæssige uddannelser, uddannelsesstøtte og erhvervsvejledning, fastsættes følgende generelle bestemmelser om lokale erhvervsuddannelsesudvalg.

 

Kapitel 1.
Opgaver

§ 1. For at sikre samordning af arbejdsmarkeds- og uddannelsesplanlægning nedsættes ved den lokale erhvervsuddannelse et erhvervsuddannelsesudvalg. Under iagttagelse af de overordnede mål og retningslinier for de grundlæggende erhvervsuddannelser STI har det lokale erhvervsuddannelsesudvalg følgende hovedopgaver:
1) at medvirke ved tilvejebringelse af praktiksteder,
2) at godkende praktikpladser under første del af uddannelsen, dog undergivet brancheudvalgenes vetoret,
3) at indstille til brancheudvalgene om godkendelse af praktiksteder under anden del af uddannelsen,
4) at medvirke til fremskaffelse af de nødvendige ressourcer, herunder lokaler og kollegiekapacitet,
5) at indstille til landstyremedlemmet det antal elever, der hvert skoleår kan optages til første del af uddannelsen,
6) at optage elever på den lokale erhvervsskole efter indstilling fra erhvervsuddannelseslederen i overensstemmelse med den planlagte uddannelseskapacitet,
7) at indstille til brancheskolerne hvilke elever, der er egnede til optagelse på anden del af uddannelsen,
8) at sikre planlægning og tilrettelæggelse af de lokale erhvervsuddannelser,
9) at sikre uddannelsens faglige niveau efter principperne i bekendtgørelsen om de grundlæggende erhvervsuddannelser STI, og
10) at føre tilsyn med uddannelsen på praktikstederne.

§ 2. Det lokale erhvervsuddannelsesudvalg skal løbende informere arbejdsmarkedsudvalg, vejlederudvalg og andre kommunale udvalg samt offentligheden om de grundlæggende erhvervsuddannelser STI.

§ 3. Det lokale erhvervsuddannelsesudvalg behandler elevsager, herunder bortvisning af elever efter indstilling fra den lokale erhvervsuddannelsesleder.

§ 4. Der ydes mødediæter til de af interesseorganisationerne udpegede medlemmer efter reglerne i den kommunale styrelseslov.
Stk. 2. Eventuelle mødediæter til det af blandt kommunalbestyrelsen udpegede medlem afholdes af kommunen.
Stk. 3. Til ansatte under Hjemmestyret og kommunen, som er udpeget til udvalget i embeds medfør samt repræsentanten fra elevrådet ydes ikke mødediæter.

 

Kapitel 2.
Sammensætning

§ 5. Det lokale erhvervsuddannelsesudvalg nedsættes af landstyremedlemmet for Erhvervsuddannelsen og det består af:
1) en repræsentant udpeget blandt kommunalbestyrelsens medlemmer,
2) en repræsentant fra Sulinermik Inuutissarsiuteqartut Peqatigiiffiat, S.I.P,
3) en repræsentant fra elevråd for STI-eleverne,
4) en repræsentant udpeget af de organiserede private arbejdsgivere i fællesskab,
5) en repræsentant udpeget af de offentlige arbejdsgivere i fællesskab,
6) en arbejdsmarkedskonsulent,
7) en erhvervskonsulent, og
8) en repræsentant fra Kultur- og undervisningsforvaltningen.
9) en repræsentant udpeget af den lokale fisker- og fangerforening.
Stk. 2. Det i stk. l, nr. 6 nævnte medlem er ledende arbejdsmarkedskonsulent, de steder, hvor funktionen findes. Ellers er det arbejdsmarkedskonsulenten, der er medlem i udvalget.
Stk. 3. Der kan tillige udpeges suppleanter til de i stk. l nævnte medlemmer, såfremt det lokale erhvervsuddannelsesudvalg finder det nødvendigt.

§ 6. Den lokale erhvervsuddannelsesleder er sekretær for udvalget.

§ 7. Udvalget konstituerer sig selv med formand og næstformand.

§ 8. Det lokale erhvervsuddannelsesudvalg kan indkalde personer efter udvalgets ønske og behov til belysning af særlige forhold.

§ 9. Udvalgets formand og næstformand samt den lokale erhvervsuddannelsesleder danner et forretningsudvalg.

 

Kapitel 3.
Forretningsorden

§ 10. Udvalgets arbejde ledes af formanden. I dennes fravær ledes arbejdet af næstformanden.

§ 11. Den lokale erhvervsuddannelsesleder har som sekretær for udvalget følgende opgaver:
1) at udarbejde dagsorden, mødeoplæg og referater, herunder udsendelse af disse,
2) at indkalde på formandens vegne til møde med mindst 7 dages varsel,
3) at afgive indstillinger til udvalget, og tilvejebringe de nødvendige oplysninger for udvalgets sagsbehandling, og
4) at informere kommunale organer og offentligheden efter forudgående beslutning i udvalget.


§ 12. Det lokale erhvervsuddannelsesudvalg holder møde så ofte der er behov for det.

§ 13. Sager, der indkommer efter mødeindkaldelsen kan dog behandles på mødet, hvis udvalget kan godkende dette.

§ 14. Kan et medlems forfald forudses ved mødeindkaldelsen, indkaldes medlemmets suppleant, hvis en sådan er udpeget.

§ 15. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Stk. 2. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Stk. 3. Udvalget er beslutningsdygtigt, når mindst fem medlemmer er til stede.

§ 16. Medlemmerne i udvalget er omfattet af den tavshedspligt, der gælder for udøvelse af offentligt hverv.

§ 17. Nærværende bekendtgørelse, der træder i kraft den 15. januar 1988, skal optages til revision senest den 1. januar 1991.




Grønlands Hjemmestyre, den 19. januar 1988




Jens Lyberth

/

Ejvind Christoffersen