Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 29 af 4. december 1987 om licens til rejefiskeri i 1988.
I henhold til § 8, stk. 2 og 3, samt §§ 10, 12 og 14 i landstingslov nr. 11 af 21. november 1984 om erhvervsmæssigt fiskeri fastsættes:
§ 1. Bekendtgørelsen gælder for erhvervsmæssigt fiskeri efter rejer som drives på Grønlands fiskeriterritorrium af personer og selskaber med grønlandsk fartøj, jfr. landstingslov om erhvervsmæssigt fiskeri § 3.
Stk. 2. Fartøjsstørrelser er i bekendtgørelsen angivet dels efter de målemetoder, som er fastsat i medfør af lov nr. 203 af 18. maj 1977 om skibsmåling, dels efter de tidligere gældende regler.§ 2. Fiskeri efter rejer med ethvert fartøj er betinget af licens.
Stk. 2. Licens søges og gives for højst et kalenderår ad gangen. Ansøgningsfristen bestemmes af landsstyremedlemmet. Ansøgningen skal udfærdiges på et ansøgningsskema, som udleveres af Erhvervsdirektoratet.
Stk. 3. For de fartøjer, der har tilladelse til produktion om bord kan licensen gøres betinget af, at en bestemt del af fangsten bringes til forarbejdning på landanlæg.
Stk. 4. Licensen kan indeholde vilkår, hvorefter indhandling skal ske til bestemte anlæg.
Stk. 5. Indtil særlig bekendtgørelse om bemanding af grønlandske fiskerfartøjer træder i kraft gælder, at licensen er betinget af, at minimum 70% af fartøjets besætning består af personer, der har, og til stadighed har haft, fast bopæl i Grønland i de sidste to år og har fast tilknytning til det grønlandske samfund, og som er i besiddelse af et bevis for, at de driver fiskeri som hovederhverv. For såvidt angår fartøjer som har bådkvote, skal dokumentation for at kravet er opfyldt fremsendes til Grønlands Fiskerilicenskontrol ved hver afgang fra havn i form af udfyldt bemandingsliste hvorpå der også anføres fiskeribevisnumre.
Stk. 6. Landsstyremedlemmet kan under særlige omstændigheder fravige betingelserne i stk. 5.§ 3. For fartøjer på eller over 80 BRT (efter fartøjets målebrev eller måleattest) angives i licensen hvilken mængde det pågældende fartøj og/eller den pågældende indehaver må fiske.
Stk. 2. For fartøjer under 80 BRT men på eller over BT 80 (efter fartøjets målebrev eller måleattest) kan det i licensen angives, hvilken nængde det pågældende fartøj og/eller den pågældende indehaver må fiske.
Stk. 3. Der kan i licensen ske en opdeling af fangstmængder tidsmæssigt og på områder, ligesom licensen kan gøres betinget af at fiskeriet sker i bestemte perioder.
Stk. 4. Den i stk. 1 - 3 nævnte fastsættelse af betingelser for udstedelse af licens sker på grundlag af en vurdering af de disponible fangstmængder, fartøjernes kapacitet og hensynet til en hensigtmæssig geografisk udvikling af fiskerierhvervet.
Stk. 5. Landsstyremedlemmet kan regulere størrelsen af de fangstmængder, der er fastsat efter stk. 1 eller 2, såfremt fastsættelsen af de totale fangstmængder efter landsstyremedlemmets skøn nødvendiggør en regulering. En sådan regulering kan eventuelt finde sted for nærmere angivne tidsrum og områder. Landsstyremedlemmet kan endvidere regulere de vilkår med hensyn til perioder og områder, som er fastsat efter stk. 3.
Stk. 6. Fiskeriet skal ophøre,
a) når de fangstmængder, der er fastsat efter stk. 1 henholdsvis 2 er opnået,
b) når dette følger af de foranstaltninger, der er fastsat efter stk. 3 eller
c) når den samlede tilladte fangstmængde (TAC) er opfisket.
Fiskeriet skal dog senest ophøre, når landsstyremedlemmet giver meddelelse herom i radio eller presse. En så-
dan meddelelse kan eventuelt kun vedrøre nærmere angivne tidsrum og områder.
Stk. 7. Licensen skal opbevares ombord, hvis fartøjet efter sit målebrev er på 80 BRT, henholdsvis BT 80, eller derover.§ 4. Licensen kan ikke overdrages.
Stk. 2. I tilfælde
a) en licenshavende persons død,
b) et licenshavende selskabs opløsning,
c) at der erhverves licens til fiskeri i et andet lands farvand, eller
d) at det licenshavende fartøj sælges eller lider totalforlis, bortfalder licensen.
Den kan dog tages op til fornyet overvejelse med henblik på konstatering af, hvorvidt de oprindelige betingelser iøvrigt for fornyelse af licensen fortsat er opfyldt.
Stk. 3. Ændringer i forudsætningerne hvorpå licensudstedelsen er sket, herunder ændringer i ejerkredsen, skal forelægges landsstyremedlemmet til godkendelse.§ 5. Overtrædelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen kan medføre bøde og/eller fratagelse af licens. Sager herom behandles iøvrigt efter reglerne i landstingslov om erhvervsmæssigt fiskeri.
§ 6. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 1988 og gælder indtil udløbet af 1988.
Stk. 2. Samtidig ophæves hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 35 af 29. december 1986 om licens til rejefiskeri i 1987.
Grønlands Hjemmestyre, den 4. december 1987
Emil Abelsen/
Einar Lemche