Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 10 af 9. april 1987 om fredning af rensdyr.

I medfør af § 4 i landstingslov nr. 12 af 22. november 1984 om erhvervsmæssig fangst og jagt fastsættes:

 

§ 1. Rensdyrjagt er kun tilladt i tiden mellem 1. august og 25. september.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan landsstyremedlemmet for fiskeri og industri tillade rensdyrjagt i Kangaatsiaq kommune i tiden mellem 1. marts og 15. marts efter indstilling herom fra kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan landsstyremedlemmet under ganske særlige omstændigheder, såsom længere tids misfangst eller isproblemer for fiskeriet, tillade en begrænset rensdyrjagt i enkelte kommuner i tiden mellem 1. marts og 15. marts for personer, der er i besiddelse af et bevis med angivelse af, at de driver fangst og jagt som hovederhverv. Meddelelse om tilladelse samt vilkårene herfor gives i radio og presse. For de områder, der er nævnt i § 5, stk. 1, kan vedkommende kommunalbestyrelse træffe en tilsvarende beslutning.
Stk. 4. I jagttiden medregnes begyndelses- og slutdagen.

§ 2. Personer, der er i besiddelse af et bevis med angivelse af, at de driver fangst og jagt som hovederhverv, har ret til i den i § 1, stk. 1 nævnte periode frit at drive rensdyrjagt.
Stk. 2. Personer, der er i besiddelse af et bevis med angivelse af, at de driver fangst og jagt som bierhverv, har ret til i den i § 1, stk. 1 nævnte periode at skyde indtil 8 rensdyr pr. husstand.
Stk. 3. Personer, der er i besiddelse af et bevis med angivelse af, at de driver fangst og jagt som hobby, samt danske statsborgere med fast bopæl i Grønland har ret til i den i § 1, stk. 1 nævnte periode at skyde indtil 3 rensdyr pr. husstand.
Stk. 4. For personer, der er pligtige at løse jagttegn efter reglerne i bekendtgørelse nr. 543 af 11. november 1976 om jagt- og fiskeritegn, gælder de i bekendtgørelsen fastsatte regler.

§ 3. Brug af salonrifler, haglgeværer samt hel- eller halvautomatiske rifler er ikke tilladt til rensdyrjagt.
Stk. 2. Anskudte rensdyr skal i videst muligt omfang straks opsøges og aflives.
Stk. 3. Hunde må ikke medtages til jagtområderne i de perioder, hvor rensdyrjagt er tilladt.
Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 3 er det, i tilfælde, hvor der meddeles tilladelse til rensdyrjagt i tiden mellem 1. marts og 15. marts i henhold til § 1, stk. 2 og 3, tilladt at anvende hunde som trækdyr. Det er ikke tilladt at lade løse hunde medfølge på turene.
Stk. 5. Fly, helikopter og motordrevne landbefordringsmidler må ikke anvendes under forberedelse af jagt på rensdyr, under jagt på rensdyr eller som transportmiddel i forbindelse med jagt på rensdyr.

§ 4. I de kommuner, hvor der findes rensdyr, fredes mindst en femtedel af indlandet som renreservat. På således fredede områder må rensdyr ikke jages på noget tidspunkt af året.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kundgør, hvilke områder der herefter skal anses for renreservater. Områderne afmærkes på landkort, der tilsendes landsstyremedlemmet.

§ 5. I områderne Qeqertarsuaq kommune, Nuussuaq-halvøen, Tasiilaq kommune, Storøen og Bjørneøen i Nuuk kommune, samt i Avanersuaq kommune må der hvert år kun fanges et antal rensdyr, som fastsættes af vedkommende kommunalbestyrelse. Det samme gælder i perioden mellem 1. marts og 15. marts, hvis kommunalbestyrelsen har tilladt vinterjagt i området.
Stk. 2. For Nuussuaq-halvøen træffes beslutningen i henhold til stk. 1 efter aftale mellem kommunalbestyrelserne i Ilulissat og Uummannaq.
Stk. 3. Vedkommende kommunalbestyrelse meddeler landsstyremedlemmet, hvilke beslutninger der er truffet i henhold til stk. 1. Meddelelsen skal gives hvert år inden den 15. februar, henholdsvis 15. juli.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fordeler, efter indstilling fra den stedlige fisker- og fangerforening, retten til jagt på det i henhold til stk. 1 fastsatte antal rensdyr, fortrinsvis blandt personer, der er i besiddelse af et bevis med angivelse af, at de driver fangst og jagt som hovederhverv.

§ 6. Indsamling af rensdyrgevirer er kun tilladt i jagttiden.

§ 7. Alt kød og skind fra nedlagte rensdyr skal anvendes på stedet eller medtages derfra.

§ 8. Det er forbudt at købe eller på anden måde modtage ulovligt nedlagte rensdyr eller dele af sådanne.

§ 9. Overtrædelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen kan medføre bøde. Sager herom behandles løvrigt efter reglerne i Landstingslov om erhvervsmæssig fangst og jagt.

§ 10. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 15. juli 1987.
Stk. 2. Samtidig ophæves hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 3 af 26. februar 1986 om fredning af rensdyr som ændret ved Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 26 af 12. august 1986 og Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 30 af 5. september 1986. Endvidere ophæves landsrådsvedtægt af den 23. juli 1969 om totalfredning af rensdyr på Diskoøen, i Jakobshavn kommune og på Nugssuaqhalvøen som ændret ved landsrådsvedtægter af den 17. december 1973 og af den 8. august 1978 samt ved landstingsvedtægt af den 25. april 1980.




Grønlands Hjemmestyre, den 9. april 1987




Moses Olsen

/

Einar Lemche