Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 9 af 6. marts 1987 om brandfarlige væsker.
I medfør af landstingsforordning nr. 9 af 19. december 1986 om forebyggelse og bekæmpelse af ildebrand fastsættes herved.
Kapitel 1.
Definitioner§ 1. Ved anvendelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse skal følgende definitioner lægges til grund:
Væske: Stof, som er flydende ved almindelig temperatur og tryk.
Flammepunkt: Den laveste temperatur, ved hvilken en væske ved en barometerstand på 1013 millibar afgiver antændelige dampe (Abel Pensky, "closed cup").
Brandfarlig væske: Væske med flammepunkt på højst 100° C.
Til klasse I henregnes brandfarlige væsker med flammepunkt under 21° C.Til klasse II henregnes brandfarlige væsker med flammepunkt mellem 21° C og 55° C. (Begge grænseværdier medregnet).
Til klasse III henregnes brandfarlige væsker med flammepunkt over 550 C.
Alle tre klasser inddeles i en underklasse 1 for væsker, som ikke er vandblandbare i ethvert forhold, og en underklasse 2 for væsker, som er vandblandbare i ethvert forhold.
I tvivlstilfælde afgør Grønlands Hjemmestyre til hvilken klasse en væske henregnes, ligesom Grønlands Hjemmestyre kan bestemme, at væsker skal oplagres og transporteres efter reglerne for en anden klasse end fastlagt i foranstående.
Som typiske eksempler på de enkelte klasser kan nævnes:
Klasse I-1 Benzin
Klasse II-1 Petroleum
Klasse III-1 Gasolie
Klasse I-2 Sprit
Klasse II-2 Spiritus
Klasse III-2 Specialvæsker (kemisk industri)Produktionsafsnit: Bygning eller rum eller areal i det fri med produktionsanlæg og/eller arbejdssteder med erhvervsmæssig anvendelse af brandfarlige væsker.
Aftapninqsafsnit: Bygning eller rum eller areal i det fri, hvor der sker aftapning af brandfarlige væsker til emballage fra tanke eller produktionsanlæg.
Pakkeafsnit: Bygning eller rum, der anvendes til pakning o.lign. af færdigvarer.
Virksomheder af kategori 30: Produktionsafsnit og/eller aftapningsafsnit og/eller pakkeafsnit, når de brandfarlige væsker har flammepunkt under 30° c, eller når de brandfarlige væsker har højere flammepunkt og opvarmes til en temperatur, der er mindre end 10° C under flammepunktet.
Virksomheder af kategori 55: Produktionsafsnit og/eller aftapningsafsnit og/eller pakkeafsnit, når de brandfarlige væsker har flammepunkt mellem 30° C og 55° C (begge grænseværdier medregnet) og ikke opvarmes til en temperatur, der er mindre end 10° C under flammepunktet.
(Benævnelserne kategori 30 og 55 er identiske med de i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 521 af 17. oktober 1978 anvendte kategori A og B. Når disse ikke anvendes i denne bekendtgørelse, skyldes det, at benævnelserne A og B anvendes i Grønlands Bygningsreglement i anden betydning).
Emballage: Transportable beholdere, hvis rumindhold ikke overstiger 250 liter.
Tanke: Transportable beholdere, hvis rumindhold overstiger 250 liter, samt stationære beholdere uanset rumindhold.
Tankanlæg: En eller flere indendørs og/eller overjordiske og/eller nedgravede tanke med tilbehør (herunder påfyldningsstudse, pumpeaggregater, udluftningsrør m.v.).
Salgs- og forbrugstankanlæg: Tankanlæg, der er forsynet med stander eller anden pumpe for udlevering af brandfarlige væsker til brændstofbeholdere på motordrevne køretøjer m.v., hvad enten der er tale om salg eller blot udlevering.
Tankvogn: Køretøj med en eller flere tanke, der er fastbygget på eller udgør en del af køretøjets chassisramme eller andre bærende elementer.
Tankcontainer: Transportindretning med en kapacitet på over 0,45 m3, der er beregnet til gentagen anvendelse og konstrueret til flydende, luftformige, pulverformige og kornede stoffer, således at den kan løftes fra ét transportmiddel til et andet i fyldt stand.
Oplagsenhed: 1 liter af klasse I eller 5 liter af klasse II eller 50 liter af klasse III. Et oplags størrelse angives i oplagsenheder og bestemmes som summen af det antal oplagsenheder, som beholderne kan rumme. Tømt emballage og ikke flygtigt tørstof i beholderne medregnes ikke.
Kapitel 2.
Generelle bestemmelser§ 2. Virksomheder af kategori 30 og 55 samt oplag af brandfarlige væsker skal placeres, indrettes og benyttes på en sådan måde, at risikoen for at brande opstår, at brande breder sig, at personskade finder sted, og at store værdier ødelægges, formindskes mest muligt, samt således at der i tilfælde af brand bliver gode muligheder for effektivt rednings- og slukningsarbejde fra brandvæsenets side.
§ 3. Der skal ved enhver form for anvendelse, oplagring, påfyldning, omhældning og aftapning af brandfarlige væsker udvises tilbørlig forsigtighed.
Stk. 2. Påfyldning og aftapning af brandfarlige væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 (f.eks. benzin, sprit og petroleum) direkte mellem tankskibe og tankvogne eller tankskibe og transportable beholdere må kun finde sted med tilladelse fra den stedlige brandmyndighed.
Stk. 3. Brandstofbeholdere på motorkøretøjer og benzindrevne motorbåde må ikke påfyldes, når motoren er i gang.§ 4. Beholdere med brandfarlige væsker af klasse I-1, I-2, II-1 og III-1 (f.eks. benzin, sprit, petroleum og gasolie) må ikke anbringes i bygningers flugtveje (gange, trapper o.lign.). Det tillades dog at henstille fyringspetroleum i dunke med et maksimalt indhold på 10 liter midlertidigt, når den samlede mængde ikke overstiger 10 oplagsenheder (d.v.s. 50 liter petroleum).
Stk. 2. Beholdere med brandfarlige væsker af klasse I-1, I-2, II-1 og III-1 i mængder på over 25 oplagsenheder (f.eks. 25 liter benzin eller sprit, 125 liter petroleum eller 1.250 liter gasolie) må ikke anbringes i nærheden af:
a) Større mængder brandbare stoffer.
b) Syrer eller andre stoffer, der kan angribe beholderne.
c) Stoffer, som vil kunne forårsage antændelse eller være til særlig fare ved brand.§ 5. Nedgravede tanke skal overdækkes på en sådan måde, at der skabes sikkerhed mod beskadigelse ved belastning, herunder ved overkørsel. Overdækningen skal altid have en tykkelse på mindst 0,5 m.
Stk. 2. Nedgravede tanke, som har været ude af brug i mere end 2 år, skal fjernes eller fyldes med sand eller på den måde udskadeliggøres.§ 6. Grønlands Hjemmestyre udsender "Tekniske forskrifter for brandfarlige væsker", indeholdende regler om placering, indretning og benyttelse af virksomheder af kategori 30 og 55 samt oplag af brandfarlige væsker og regler om udførelse af emballage og tanke med tilbehør.
§ 7. Trucks o.lign., der anvendes i virksomheder af kategori 30 og på oplagssteder for brandfarlige væsker med flammepunkt under 30° C, skal være typegodkendt af Statens brandinspektion.
§ 8. De virksomheder og oplag, der er omtalt i §§ 13, 16 og 17, skal mindst en gang om året efterses af den stedlige brandmyndighed jvf. bestemmelserne i § 4, stk. 8 i landstingsforordning om forbyggelse og bekæmpelse af ildebrand.
§ 9. Overdækning af arealer ved salgs- og forbrugstankanlæg skal være i overensstemmelse med de i § 6 nævnte tekniske forskrifter eller godkendt af Grønlands Hjemmestyre.
§ 10. Denne bekendtgørelse omfatter ikke militære anlæg.
Kapitel 3.
Beholdere§ 11. Emballage og tanke (med tilhørende fylde- og af tapningsindretninger og andet tilbehør) til brandfarlige væsker skal være i overensstemmelse med de i § 6 nævnte tekniske forskrifter eller typegodkendt af Statens brandinspektion.
§ 12. Beholdere, som påfyldes en brandfarlig væske, skal forinden være renset i et sådant omfang, at en eventuel tilbageværende rest af beholdernes tidligere indhold ikke kan bringe påfyldt væske op i en farligere klasse.
Stk. 2. Beholdere skal fyldes under tilbørlig hensyntagen til den udvidelse og trykstigning, som forårsages af en eventuel temperaturstigning, og som kan medføre væskespild eller sprængning af beholdere.
Stk. 3. Beholdere med brandfarlige væsker af klasse I-1, I-2, II-1 og III-1 (f.eks. benzin, sprit, petroleum og gasolie) og tømte beholdere, som har indeholdt væsker af klasse I-1 og I-2 (f.eks. benzin og sprit), skal være forsvarligt lukket.
Kapitel 4.
Virksomheder af kategori 30 og 55§ 13. Virksomheder af kategori 30 og 55 må kun oprettes med den stedlige brandmyndigheds tilladelse. Bygninger og arealer i det fri, der anvendes til sådanne virksomheder, skal enten være i overensstemmelse med de tekniske forskrifter, der er omtalt i § 6, eller være placeret, indrettet og benyttet efter den stedlige brandmyndigheds anvisninger, der i samme grad tilgodeser formålet med de krav, der fremgår af disse forskrifter.
§ 14. Undtaget fra bestemmelserne i § 10 er virksomheder af kategori 55 i én eller flere 1-etages bygninger på indtil 600 m2. To eller flere 1-etages bygninger på indtil 600 m2 på samme driftsareal betragtes i denne henseende som én bygning, hvis bygningerne ikke er indbyrdes adskilt ved en brandsektionering i overensstemmelse med reglerne i de tekniske forskrifter, der er omtalt i § 6, eller er fritliggende i overensstemmelse med afstandsreglerne i samme forskrifter.
Kapitel 5.
Oplagring§ 15. 0plag på indtil 800 oplagsenheder af væsker af klasse I-1, I-2, II-1 og III-1 (f.eks. benzin, sprit, petroleum og gasolie) i emballage skal enten være i overensstemmelse med reglerne i de tekniske forskrifter, der er omtalt i § 6, eller være placeret, indrettet og benyttet efter den stedlige brandmyndigheds anvisninger, der i samme grad tilgodeser formålet med de krav, der fremgår af disse forskrifter.
§ 16. Følgende oplag må kun oprettes med den stedlige brandmyndigheds tilladelse:
a) Oplag på indtil 800 oplagsenheder af væsker af klasse I-1, I-2, II-1 og III-1 (f.eks. benzin, sprit, petroleum og gasolie) i emballage, som oprettes ved de virksomheder, der er omtalt i § 13.
b) Oplag på indtil 5.000 oplagsenheder af væsker af klasse 11-2 (f.eks. spiritus) i emballage samt i indendørs og i overjordiske tanke, når oplagene oprettes ved de virksomheder, der er omtalt i § 13.
c) Oplag på over 800 og indtil 5.000 oplagsenheder af væsker af klasse I-1, I-2, II-1 og III-1 (f.eks. benzin, sprit, petroleum og gasolie) i emballage.
d) Oplag på over 120 og indtil 5.000 oplagsenheder af væsker af klasse III-1 (f.eks. gasolie) i indendørs og i overjordiske tanke.
e) Oplag på indtil 5.000 oplagsenheder af væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 (f.eks. benzin, sprit og petroleum) i indendørs og i overjordiske tanke.
f) Oplag af væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 (f.eks. benzin, sprit og petroleum) i nedgravede tanke. Oplagene skal enten være i overensstemmelse med reglerne i de tekniske forskrifter, der er omtalt i § 6, eller være placeret, indrettet og benyttet efter den lokale brandmyndigheds anvisninger, der i samme grad tilgodeser formålet med de krav, der fremgår af disse forskrifter.§ 17. Oplag på over 5.000 oplagsenheder må kun etableres i overensstemmelse med de krav, som Grønlands Hjemmestyre efter ansøgning i hvert enkelt tilfælde vil stille.
§ 18. Undtaget fra bestemmelserne i §§ 15 og 16 er følgende oplag:
a) Oplag af væsker af klasse II-2, III-1 og III-2 (f.eks. spiritus, gasolie og diverse specialvæsker) i nedgravede tanke.
b) Oplag af væsker af klasse II-2 og III-2 (f.eks. spiritus og diverse specialvæsker) i emballage samt i indendørs og i overjordiske tanke, når væskerne ikke oplagres sammen med væsker af klasse I-1, I-2, II-1 og III-1 (f.eks. benzin, sprit, petroleum og gasolie). Oplag af væsker af klasse 11-2, (f.eks. spiritus), som oprettes ved de virksomheder, der er omtalt i §13, er dog omfattet af bestemmelserne i § 16.
c) Oplag på indtil 25 oplagsenheder af væsker af klasse I-1, I-2, II-1 og III-1 (f.eks. benzin, sprit, petroleum og gasolie) jvf. dog punkterne d-f.
d) Oplag på indtil 100 oplagsenheder af væsker af klasse I-1, I-2, II-1 og III-1 (f.eks. benzin, sprit, petroleum og gasolie) i emballage i såvel butikkers salgslokaler som butikkers lagerrum, når der anvendes emballage med et rumindhold på højst 1 liter til væsker af klasse I-1 og I-2 (f.eks. benzin og sprit), og højst 5 liter til væsker af klasse II-1 (f.eks. petroleum), og når det samlede op lag i glasemballage og plastemballage ikke overstiger 75 liter i hverken salgslokaler eller lagerrum. Påfyldning, omhældning og aftapning må ikke finde sted i butikkens salgslokaler eller lagerrum.
e) Oplag på indtil 120 oplagsenheder i emballage, når oplaget udelukkende omfatter væske af klasse III-1 (f.eks. oplag på indtil 6000 liter gasolie i emballage).
f) Oplag på indtil 120 oplagsenheder af væske af klasse III-1 (f.eks. oplag på indtil 6000 liter gasolie) i indendørs og i overjordiske tanke, når indendørs tanke med et rumindhold på over 40 liter anbringes i kælder eller stueetage.§ 19. Oplag i tilknytning af oliefyringsanlæg skal udover §§ 15, 16, 17 og 18 opfylde bestemmelserne i Grønlands bygningsreglement pkt. 10.1 stk. 8. Følgende mængder gasolie, petroleum og benzin kan således opbevares uden den stedlige brandmyndigheds godkendelse, idet dog anden myndighedsbehandling skal ske efter gældende bestemmelser herom:
Gasolie
Oplag i nedgravede tanke, der højst rummer 250.000 liter. I butikkers salgslokaler og lagerrum må højst opbevares 6.000 liter i emballage, når oplaget udelukkende omfatter gasolie. Hvis der samtidig opbevares andre brandfarlige væsker, reduceres mængden af gasolie, således at der maksimalt oplagres i alt 100 oplagsenheder. Oplag på højst 6.000 liter i emballage samt i indendørs eller overjordiske tanke, idet indendørs tanke med et rumindhold på over 40 liter kun må anbringes i kælder eller stueetage.Petroleum
Oplag på højst 125 liter, hvis der ikke samtidig opbevares andre brandfarlige væsker. I butikkers salgslokaler og lagerrum må højst opbevares 500 liter i emballage med et maksimalt indhold på 5 liter. Højst 75 liter må opbevares i glas- eller plast emballage. Hvis der samtidig opbevares andre brandfarlige væsker reduceres mængden af petroleum således, at der maksimalt oplagres ialt 100 oplagsenheder.Benzin
Oplag på højst 25 liter, hvis der ikke samtidig opbevares andre brandfarlige væsker. I butikkers salgslokaler og lagerrum må højst opbevares 100 liter i emballage med et maksimalt indhold på 1 liter. Højst 75 liter må opbevares i glas- eller plastemballage. Hvis der samtidig opbevares andre brandfarlige væsker, reduceres mængden af benzin således, at der maksimalt oplagres ialt 100 oplagsenheder.
Kapitel 6.
Transport§ 20. For vejtransport af brandfarlige væsker i emballage gælder følgende:
a) Beholdere skal læsses således, at de ikke kan beskadiges eller falde af under kørsel. Såvel under kørsel som ved af- og pålæsning skal der udvises fornøden forsigtighed.
b) Beholdere må ikke anbringes i passagerrum, førerrum eller på steder, som har direkte forbindelse til passagerrum eller førerrum. I personbiler må der transporteres højst 20 oplagsenheder (f.eks. 20 liter benzin, 100 liter petroleum eller 1.000 liter
gasolie). (Se § 22.b).
c) Der må ikke transporteres radioaktive eller eksplosive stoffer på køretøjet.
d) Køretøjer, som transporterer over 600 oplagsenheder (f.eks. 600 liter benzin, 3.000 liter petroleum eller 30.000 liter gasolie), må ikke uden den stedlige brandmyndigheds tilladelse efterlades uden opsyn på steder, som benyttes til almindelig færdsel, ud over den tid som beholdernes aflevering m.v. nødvendiggør.
e) Køretøjer, som transporterer over 600 oplagsenheder (f.eks. 600 liter benzin, 3.000 liter petroleum eller 30.000 liter gasolie), skal være udstyret med mindst 1 håndildslukker efter DS 2120 (klasse 13 A, 89 B). Håndildslukkeren skal være anbragt på et for føreren let tilgængeligt sted.
f) Køretøjer må ikke transportere over 14.000 liter brandfarlige væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 (f.eks. benzin, sprit og petroleum).
g) Køretøjets fører skal være instrueret om den forsigtighed, der er nødvendig ved beholdernes transport og behandling, herunder om, at tobaksrygning og anden anvendelse af ild ikke må finde sted under af- og pålæsning af beholdere med væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 (f.eks. benzin, sprit og petroleum), og om brugen af håndildslukkere.§ 21. For vejtransport af brandfarlige væsker i tankvogne (herunder slamsugere til opsugning, transport og aftømning af brandfarlige væsker), aftagelige tanke og tankcontainere gælder følgende:
a) Tankvogn skal trækkes af dieselmotor eller på anden af Statens brandinspektion godkendt måde. Tilsvarende gælder for køretøjer med aftagelige tanke eller tankcontainere med et rumindhold på over 1.000 liter. På tankvogn og køretøj med sådanne aftagelige tanke og tankcontainere må der ikke transporteres tromler med brandfarlige væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 (f.eks. benzin, sprit og petroleum).
b) Tankvogne til transport af væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 (f.eks. benzin, sprit og petroleum) skal være typegodkendt af Statens brandinspektion, og anvendelsen skal ske i overensstemmelse med en af brandinspektionen godkendt instruks. Tilsvarende gælder for aftagelige tanke og tankcontainere, når disse anvendes til væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 (f.eks. benzin, sprit og petroleum).
c) Transport af indtil 14.000 liter i aftagelige tanke og tankcontainere med et rumindhold på højst 1.000 liter, hvorfra der ikke foretages aftapning, medens de er anbragt på køretøjer eller vogntog, skal ske under iagttagelse af bestemmelserne i § 20.
d) Alle tankvogne samt køretøjer med aftagelige tanke med et rumindhold på 400 liter og derover skal godkendes af Politimesteren i Grønland. Ved fremstillingen for Politimesteren skal der forevises godkendelsesskrivelse med tegninger eller bekræftet afskrift heraf fra Statens brandinspektion for så vidt angår de i punkt b) nævnte tankvogne af aftagelige tanke til væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 (f.eks. benzin, sprit og petroleum). Tankene skal være udført i overensstemmelse hermed og være forsynet med indhugget typenummer, hvortil der henvises i godkendelsesskrivelsen. Tanken skal være anbragt på fuldt betryggende måde på køretøjet, som i øvrigt skal opfylde de fornødne sikkerhedsmæssige krav.
e) Tankvogn og køretøj med aftagelige tanke eller tankcontainere med et rumindhold på 1.000 - 6.000 liter til væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 (f.eks. benzin, sprit og petroleum) skal være udstyret med mindst 1 håndildslukker efter DS 2120 (klasse 13 A, 89 B). Vogne med et rumindhold på over 6.000 liter til væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 skal være udstyret med mindst 1 håndildslukker på hver side af køretøjet. Håndildslukkere skal være anbragt i opretstilling på hensigtsmæssige steder, som er let
tilgængelige for føreren.§ 22. Undtaget fra §§ 20 og 21 er følgende:
a) Vejtransport af brandfarlige væsker af klasse II-2 og III-2 (f.eks. spiritus og diverse specialvæsker).
b) Vejtransport af indtil 20 oplagsenheder af klasse I-1, II-1 og III-1 (f.eks. benzin, petroleum og gasolie) i emballage. (Følgende mængder gasolie, petroleum og benzin kan transporteres på veje uden brandmyndighedens godkendelse:
Gasolie : Højst 1.000 liter i emballage.
Petroleum : Højst 100 liter i emballage
Benzin : Højst 20 liter i emballage.§ 23. Tankvogne og aftagelige tanke (fyldte og tømte) til væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 (f.eks. benzin, sprit og petroleum) og tankvogne og aftagelige tanke med væsker af klasse III-1 (gasolie) samt køretøjer med over 600 oplagsenheder af klasse I-1, I-2 og II-1 (f.eks. benzin, sprit og petroleum) i emballage må ikke uden tilladelse fra den stedlige brandmyndighed henstilles i garager og andre bygninger.
§ 24. Sø- og lufttransport samt forsendelse af brandfarlige væsker pr. post skal ske i overensstemmelse med de af Ministeriet for offentlige arbejder og Handelsministeriet fastsatte bestemmelser.
Stk. 2. Transport af brandfarlige væsker af klasse I-1, I-2, II-1 og III-1 (f.eks. benzin, sprit, petroleum og gasolie) i rørledninger på offentligt areal må kun ske med den stedlige brandmyndigheds tilladelse på de vilkår, som foreskrives af denne.
Kapitel 7.
Ansøgninger, tilladelser og godkendelser.§ 25. Ansøgning om tilladelser og godkendelser i henhold til denne bekendtgørelse skal være vedlagt fornødent tegningsmateriale og beskrivelse. Den stedlige brandmyndighed kan forlange, at der indsendes attest om flammepunkter for de brandfarlige væsker, som anvendes eller oplagres.
§ 26. Tilladelser og godkendelser kan senere tilbagekaldes, hvis dette af sikkerhedsmæssige hensyn viser sig påkrævet.
Stk. 2. Tilladelser, som ikke benyttes inden 1 år, anses for bortfaldet.
Kapitel 8.
Om overtrædelse og ikrafttræden m.v.§ 27. For overtrædelse af denne bekendtgørelse og for overtrædelse af de i henhold til bekendtgørelsen fastsatte regler eller i øvrigt for fastsatte vilkår kan idømmes bøde jfr. § 26 stk. 2 i landstingsforordning om forebyggelse og bekæmpelse af ildebrand.
§ 28. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 1987.
Stk. 2. Virksomheder og oplag, der er i brug ved bekendtgørelsens ikrafttræden, og som i henhold til de hidtil gældende bestemmelser er lovlige, er kun omfattet af bekendtgørelsens bestemmelser og reglerne i de tekniske forskrifter, hvis disse anlæg udvides, omlægges eller benyttes på ny måde, og hvis disse ændringer er væsentlige i forhold til bestemmelserne i bekendtgørelsen og de tekniske forskrifter.
Stk. 3. Tidligere meddelte system- og typegodkendelser er fortsat gyldige.§ 29. De beføjelser, der i henhold til denne bekendtgørelse tillægges Grønlands Hjemmestyre udøves indtil videre af Grønlands tekniske Organisation.
§ 30. Denne bekendtgørelse erstatter følgende forskrifter:
- Forslag til bekendtgørelse om brandfarlige væsker i Grønland, udarbejdet af GTO, revideret juni 1969.
- GTO's "Regler for salgs- og forbrugstankanlæg i Grønland for brandfarlige væsker af fareklasse I, II og III af juni 1969".
- Retningslinier for minimale afstandskrav i meter til brug ved skitseprojektering af tankanlæg i Grønland, godkendt af GTO.
Grønlands Hjemmestyre, den 6. marts 1987
Jonathan Motzfeldt/
John E. Jensen