Almindelige bemærkninger.

 

1. Historisk redegørelse og nugældende ordning.

Igennem 1970´erne gjorde samfundsudviklingen i Grønland spørgsmålet om en egentlig lovgivning om planlægningen af arealanvendelsen aktuelt.

Den stærke udvikling indenfor industri, håndværk og boligbyggeri medførte et stigende behov for planlægning og kontrol med udnyttelsen af arealerne i byerne og ligeledes for en effektiv kontrol med, at bygninger og andre faste anlæg opførtes i overensstemmelse med de tekniske normer og standarder, der nødvendigvis måtte kræves af sikkerheds- og sundhedsmæssige grunde.

Også udbygningen af de trafikale forbindelser, den begyndende turisme og ikke mindst den forventede udvidede efterforskning og udnyttelse af mineralske forekomster gjorde en kontrol med udviklingen påkrævet.

Før 1977 fandtes ingen lov for Grønland om lands- og byplanlægning og ej heller nogen byggelovgivning.

I bekendtgørelsen af 21. marts 1953, som ændret ved bekendgørelse af 16. septemper 1963, om bebyggelse i de vestgrønlandske byer var bestemt, at bebyggelse eller benyttelse af arealer i de vestgrønlandske byer og bygder kun kunne ske med tilladelse af et lokalt udvalg, det såkaldte bebyggelsesudvalg. Denne bekendtgørelse var udstedt med hjemmel i administrativ praksis fra før grundloven af 1953. Den indeholdt ikke bestemmelser om udfærdigelse og stadfæstelse af byplaner.

Tilvejebringelse af planer for den fysiske udvikling af de grønlandske byer henhørte under Grønlands Tekniske Organisations arbejdsopgaver og gennemførtes af GTO i samarbejde med de respektive kommunalbestyrelser og Ministeriet for Grønland. Planerne, oftest benævnt dispositionsplaner, dannede herefter grundlaget for tildeling af areal til såvel offentlig som privat anlægsvirksomhed.

På landsplanniveau gennemførte de statslige myndigheder en udstrakt sektorplanlægning, medens en egentlig samlet planlægning i perioden fra 1964 til 1974 udøves af "Grønlandsrådet" og dettes sekretariat under Ministeriet for Grønland.

Som byggetekniske forskrifter anvendtes hovedsageligt reglerne fra det danske bygningsreglement af GTO og tillempede de grønlandske klimatiske og andre forudsætninger.

I bebyggelsesbekendtgørelsen af 1963 var bebyggelsesudvalgets kompetence begrænset til byer og større udsteder. Der var ikke fastsat regler om tildeling af areal udenfor bebyggelsesbekendtgørelsens område, men det var fast antaget, at det offentlige kunne betinge ibrugtagning af areal af en tilladelse.

Bekendtgørelse af 29. oktober 1962 om bygningsafstande i Grønland fastsatte regler for brandafstande mellem bygninger i byer og bygder.

Med lov nr. 248 af 8. juni 1977, lov for Grønland om arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse, blev savnet af en egentlig lovgivning afhjulpet.

Baggrunden for forslagets udarbejdelse var de af Landsrådet fremsatte ønsker om tilvejebringelse af en samlet lovgivning, der kunne give hjemmel til en styring af den kraftige udvikling, der i de senere år var sket i de grønlandske bysamfunds vækst, samt sikre en offentlig kontrol med udviklingen.

Loven opretholdt den hidtidige retstilstand, hvorefter der krævedes tilladelse til at tage areal i brug. Herudover tilsigtede loven at tilvejebringe lovhjemmel for landsplanlægningen og byplanlægningen samt en udfærdigelse af forskrifter for bygningers opførelse og konstruktion. Ved lovforslaget var overført væsentlige principper fra den danske byplanlovgivning, loven om lands og regionplankægning og loven om by- og landzoner i en for det grønlandske samfund egnet form, idet der var lagt vægt på, at man gennem lovens administration kunne varetage hensyn, som i særlig grad kunne sikre det lokale grønlandske samfunds udvikling og mulighed for at træffe beslutninger i egne anliggender.

Landsplanlægningen nævnt i loven var en nydannelse i Grønland. I den byplanlægning, der tidligere havde været gennemført, havde kommunen haft en vis rolle, og for at sikre den lokale indflydelse, også på landsplanlægningen blev nedsat et udvalg, Landsplanudvalget, der fik medansvar for udarbejdelsen og gennemførelsen af en landsomfattende planlægning samt for udarbejdelsen af byplaner.

Landsplanudvalget blev ankeinstans for kalger over kommunalbestyrelsernes afgørelser. Ankeinstans for udvalget var ministeren for Grønland. Udvalget fik hjemsted i Nuuk. Ministeren for Grønland var ansvarlig for, i samarbejde med Landsplanudvalget, at tilvejebringe en landsomfattende planlægning.

Loven fastlagde nærmere regler for arealanvendelse, idet kommunalbestyrelsen som hovedregel gav tilladelse til arealanvendelse indenfor byzone. Landsplanudvalget gav tilladelser til arealanvendelse uden for byzone samt til placering af anlæg med mere end lokal betydning indenfor byzone.

Loven indeholdt endvidere regler om byplanlægning indebærende, at kommunalbestyrelsen skulle tilvejebringe en byplan for enhver by og enhver anden samlet bebyggelse omfattende mere end 800 indbyggere. Byplanerne skulle godkendes af ministeren for Grønland efter indhentet udtalelse fra Landsplanudvalget.

Det var overladt til ministeren for Grønland at fastsætte bestemmelser om bygningsmyndigheden og om opførelse, konstruktion og indretning af bygningsværker, tekniske og andre anlæg.

Bygningsmyndigheden varetoges af GTO på grundlag af udarbejdet vejledning for projektering af bygnings- og anlægsarbejder i Grønland.

I tilslutning til lov for grønland om arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse udstedtes bekendtgørelse for Grønland om byplaners udformning og indhold med detaillerede regler for såvel by- som lokalplaner indeholdende procedurer for disses tilvejebringelse. Byplanbekendtgørelsen skulle ses som et supplement til arealanvendelseslovens kapitel 5 om byplanlægning, der ikke beskriver de forskellige faser i detaljer.

Nugældende lovgivning på området er landstingsforordning nr. 1 af 2. februar 1981 om arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse, der udstedes med hjemmel i lov for Grønland om arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse nr. 612 af 23. december 1980, bemyndigelsesloven, på baggrund af områdets overgang til Hjemmestyret pr. 1. januar 1981.

Med den nugældende landstingsforordning, der er næsten identisk med arealanvendelsesloven, overgik den kompetence, der tidligere var hos ministeren for Grønland, til Grønlands Hjemmestyre. det blev således Landstinget, der nedsatte Landsplanudvalget, og Grønlands Hjemmestyre, der fastsatte de nærmere regler for byplaners form og indhold. Hjemmestyret fastsatte regler om bygningsmyndigheden, og det bestemtes, at Landsplanudvalget skulle afgive en årlig redegørelse om landsplanarbejdet til Landstinget. Endvidere blev Landsplanudvalgets afgørelser i ankesager endelige.

Med hjemmel i nugældende landstingsforordning er udstedt Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 4 af 1. december 1982 om bygningsmyndigheden i Grønland.

Den fastslår, at Grønlands Hjemmestyre er bygningsmyndighed, og at den lokale bygningsmyndighed som hidtil varetages på Hjemmestyrets vegne af Grønlands Tekniske Organisation, lokalt repræsenteret af GTOs bygningstjeneste.

Bygningsmyndigheden varetages nu på grundlag af bestemmelser i Grønlands Bygningsreglement 1982 og i de i tilknytning til bygningsreglementet af Hjemmestyret udsendte forskrifter og anvisninger.

Samfundsudviklingen i Grønland og erfaringerne på centralt og lokalt plan med det hidtil gældende planlovsystem har nu gjort det påkrævet at ændre væsentligt ved den lovgivning, som stort set har været uforandret siden 1977.

II. Forordningsforslagets hovedindhold.

Målsætningen med forslaget er primært at tilvejebringe en fleksibel lovmæssig ramme for planlægningen, der giver mulighed for, gennem udstedelsen af uddybende bekendtgørelser, at sikre tidssvarende og simplificerede bestemmelser for den kommunale og centrale planlægning. Samtidigt er ønsket en rammelovgivning, der beskriver rammerne for den kommunale kompetence og rammerne for samvirket mellem de planlæggende hjemmestyremyndigheder, kommunerne som byplanmyndighed og de offentlige sektorplanlæggende myndigheder i øvrigt, ligesom befolkningens medindflydelse på planlægningen opretholdes som et væsentligt princip.

Med forordningsforslagets gennemførelse skabes samtidigt mulighed for en decentralisering i beslutningsprocessen, først og fremmest med det sigte etapevis at placere øget besluttende myndighed hos kommunalbestyrelserne. Som første etape i denne proces vil blive tilstræbt en øget kompetence til kommunerne vedrørende områdeplanlægningen.

Den proces vil blive tilstræbt fortsat for så vidt angår kommuneplanlægningen (byplanlægningen) i takt med, at der ved Landstingets beslutninger om målsætninger for den fysiske udvikling på landsplan skabes mulighed for at fastlægge de overordnede rammer for den kommunale planlægning.

Med forordningsforslagets gennemførelse skabes tillige mulighed for at opbygge et sammenhængende system for gennemførelsen af den centrale og kommunale planlægning.

Den mest finmaskede planlægning, områdeplanlægningen, fastlægger detaillerede, bindende retningslinjer for anvendelsen af de enkelte arealer i kommunen.

Den planlægning må ikke være i strid med kommuneplanlægningen. Heri angiver kommunalbestyrelsen på mere oversigtlig måde rammerne for den fremtidige arealanvendelse i kommunen.

Kommuneplanlægningen må ikke være i strid med landsplanlægningen, som i grovere træk bestemmer arealanvendelsen på landsplan og tillige indeholder hovedprincipper for den økonomiske planlægning. Der må således ikke fastlægges forhold i områdeplanlægningen, der strider mod kommuneplanlægningen, og heri må der ikke optages bestemmelser, der strider mod landsplanlægningen.

I øvrigt giver forordningsforslaget mulighed for at fastlægge krav til planlægningens form og indhold, der i øget grad er tilpasset de meget varierende vilkår og ressourcer i de enkelte kommuner.

Ifølge forslaget gives der Landstyret bemyndigelse til gennem bekendtgørelser m. v. at fastsætte bestemmelser, der tilgodeser de indeholdte målsætninger og formål.

Hermed er også forudsat en ændret beslutningsstruktur, idet Landsplanudvalget forestås nedlagt og den centrale besluttende og regelfastsættende myndighed tillagt Landstyret.

Der gennemføres herved en analogisering med de politiske og administrative områder, der i øvrigt varetages af Grønlands Hjemmestyre.

Forordningsforslaget opretholder i øvrigt den hidtidige retstilstand, hvorefter der kræves tilladelse til at tage arealer i brug. Det er hensigten på et senere tidspunkt at udarbejde en egentlig byggelovgivning for Grønland, og indtil dette er sket, opretholdes § 25 i landstingsforordning nr. 1 af 2. februar 1981 om arealanvendelse, lands- og byplanlægning og bebyggelse således, at Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 4 af 1. december 1982 om bygningsmyndigheden i Grønland samt bygningsreglement udsendt i henhold hertil fortsat er gældende.

Landstingsforordningsforslaget nævner ikke selv sit stedlige område. Det følger af almindelige regler, at lovgivningen i sit fravær af modstående bestemmelser gælder for såvel det grønlandske land- som søterritorium. Landstingsforordningen vil endvidere i medfør af kontinentalsokkellovens § 6 komme til at gælde for anlæg på den grønlandske del af kontinentalsoklen.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser.

Til kapitel 1.

Kapitlet angiver de generelle formål, forordningsforslaget skal sikre varetaget gennem planlægning og regulering af arealanvendelsen såvel i bebyggede områder (byer og bygder) som i det åbne land.

Indledningen til § 1 er identisk med hovedformålet i hidtil gældende landstingsforordning af 1981 om arealanvendelse, lands- og byplanlægning og bebyggelse og meddeler kravet om, at beslutninger om arealanvendelse skal træffes ud fra en samfundsmæssig helhedsvurdering.

Denne samfundsmæssige helhedsvurdering skal udøves ud fra de hensyn, der er nævnt under 1) til 5).

Store dele af det grønlandske samfund gennemgår i disse år en udvikling henimod øget industrialisering, og der er en stigende aktivitet rettet mod udnyttelsen af de ikke-levende ressourcer. Karakteren og omfanget af denne udvikling forudsættes besluttet under hensyn til en beskyttelse af naturen, der sikrer såvel dyre- og plantelivet som landskabelige og kulturelle værdier i øvrigt.

I denne sammenhæng er det væsentligt, at der gennemføres en hensigtsmæssig fordeling mellem arealer udlagte til by- eller bygdemæssig bebyggelser og andre menneskeskabte anlæg og landets øvrige territorium, der fortsat vil henligge som som grundlag for trqaitionel erhversudøvelse, rekreativ aktivitet, videnskabelig forskning og naturbevarelse.

Et væsentligt redskab til at sikre de nævnte hensyn er, at landets arealer udnyttes i overensstemmelse med gennemført planlægning. Denne planlægning skal udarbejdes under hensyn til behovet for at fremme den erhvervsmæssige udvikling, der er grundlaget for den materielle levestandard, og som, samtidigt, med sociale og miljømæssige hensyn varetages, skaber mulighederne for at udvikle et harmonisk samfund.

Disse begreber skal i denne sammenhæng forstås i videste forstand og omfatter således f. eks. også bevarelsen af bygningsmæssige kulturværdier.

I hidtil gældende planlovgivning i Grønland har det været et vigtigt element, at lokale myndigheder og befolkningen gives mulighed for medindflydelse på planlægningen af arealanvendelsen. At dette princip ønskes opretholdt og tilstræbt styrket understreges ved, at hensynet til lokal medindflydelse nu formuleres i forordningsforslagets formålsparagraf.

En forudsætning for virkeliggørelsen af omfattende dele af resultaterne af den fysiske planlægning er, at de fornødne økonomiske ressourcer er til stede eller anses at kunne tilvejebringes. Det er derfor et nødvendigt hensyn, at dispositioner vedrørende arealanvendelsen træffes indenfor rammerne af den koordinerede fysiske og økonomiske planlægning.

Til kapitel 2.

Den ansvarlige myndighed.

Den centrale myndighed har hidtil været tillagt et af Landstinget nedsat Landsplanudvalg bestående af repræsentanter for Landstinget, staten og kommunerne.

Denne struktur foreslås nu ændret således, at ansvaret for opfyldelsen af landstingsforordningen politiske målsætninger og dens administration pålægges Landstinget analogt med, hvad der er gennemført indenfor andre samfundsområder, hvor den styring forvaltes af Grønlands Hjemmestyre.

Det anses ikke, at der herved vil ske en svækkelse af de kommunale myndigheders mulighed for at øve indflydelse på planlægningen. Tværtimod giver forordningsforslaget mulighed for et udvidet samvirke med en centrale myndighed og en så væsentlig udvidelse af den kommunale beslutningskompetence, at den kommunalpolitiske indflydelse vil være øget herved.

Med decentraliseringen af beslutningerne vedrørende område- og senere kommuneplanlægningen til kommunerne lægges der op til en relativ stor grad af kommunalt autonomi indenfor rammerne af landsplanmæssige beslutninger.

Der er en forudsætning, at kommunerne inddrages i samarbejde med de centrale myndigheder ved fastsættelsen af de overordnede målsætninger. Hovedpointen ved den foreslåede rammelovgivning er netop, at kommunerne skal overdrages et planlægningsmæssigt mandat , d. v. s. et mandat til at prioritere centralt fordelte ressourcer i overensstemmelse med lokale målsætninger.

Med den forventede udvikling hvorved et stigende antal områder overdrages til Hjemmestyret og de grønlandske kommuner, findes det rigtigt at placere Staten i systemet som en sektorplanlæggende myndighed. Dette vil sikre, at Statens ønsker og synspunkter både på lokalt og centralt plan indgår i planlægninggen på linie med de andre sektorplanlæggende myndigheders.

Til kapitel 3.

Arealanvendelse.

§ 4 bibeholder den hidtidige retstilstand, at man ikke uden tilladelse kan tage et areal i brug ti bebyggelse, andre faste installationer eller i øvrigt på en måde, hvorved det unddrages almenhedens almindelige benyttelse. Denne formulering omfatter også inddragelse af jord til dyrkning.

Stk. 2. Det slås fast, at ændret benyttelse også kræver tilladelse.

Lovens ordning er således den, at enhver, der ønsker at sikre sig et bestemt areal til en eller anden brug, i alle tilfælde skal have tilladelse hertil af en offentlig myndighed. Dette gælder, hvad enten det ønskede areal ligger i et område, der er omfattet af en vedtaget plan, er omfattet af landsplanlægningen eller er uden for sådanne plandækkende områder. Således må nedlagte bebyggelser som hidtil ikke uden tilladelse tages i anvendelse.

I den hidtil gældende lovgivning har det været bestemt, at opførelsen af "sædvanlige fangsthytter og lignende af midlertidig karakter i forbindelse med jagt, fåreavl, fangst og fiskeri" har kunnet ske uden tilladelse fra de arealtildelende myndigheder.

Erfaringen har vist, at det ofte er umuligt at skelne mellem ovennævnte hytter og andre "fritidshuse, jagthytter og lignende", der hidtil har krævet tilladelse.

Dette har medført administrative besværligheder og urimeligheder i øvrigt.

Det foreslås derfor, at al opførelse af hytter i principper kræver tilladelse, men det er hensigten, efter forhandling med kommunerne, at tilvejebringe hensigtsmæssige regler for afgrænsningen mellem disse kategorier af bebyggelse og at fastlægge rammer for en kommunal bemyndigelse til at meddele de fornødne tilladelser.

Landsstyrets hjemmel hertil er optaget i § 5, stk. 4.

§ 5 fastlægger hvilke myndigheder, der skal tilladelserne.

Stk. 1 vedrører de områder, hvor kommunalbestyrelsen har kompetence til at meddele tilladelse til arealanvendelse. Det drejer sig om områder med organiseret bebyggelse: byer og bygder, samt områder, der på en naturlig måde knytter sig hertil. Dette vil sige områder, hvor der jan forventes en udbygning eller områder, der på en anden måde kan få betydning for de egentlige bebyggede arealer.

Den stedlige kompetence for kommunalbestyrelsens arealtildelingsmyndighed er således sammenfaldende med de områder, kommunalbestyrelsen i henhold til § 14 skal tilvejebringe planer for.

Stk. 2 fastslår, at uden for de i stk.1 omhandlende områder er det Landsstyret, der har kompetencen. Kommunalbestyrelsen skal høres i sådanne sager.

Stk. 3. Når der er tale om ansøgninger om arealtildeling til anlæg, der er af landsdækkende betydning, og som ikke er omfattet af godkendt planlægning, kan tilladelse til arealanvendelsen kun meddeles af kommunalbestyrelsen, når der forinden er indhentet godkendelse fra Landsstyret.

Når der eksempelvis er tale om lokalisering af større erhvervsvirksomheder, skal kommunalbestyrelsen sikre sig – forinden der meddeles tilladelse til arealanvendelse – at der er overensstemmelse med den overordnede landsplanlægnings hovedretningslinier for fordelingen af byarealer til placering af større anlæg og offentlige institutioner.

Når en sådan placering herefter er fastlagt afgør den pågældende kommunalbestyrelse, hvor i kommunen anlægget kan indpasses i overensstemmelse med gældende planer.

Stk. 4 vedrører de områder, hvor kompetencen til arealtildeling er placeret under Landsstyret, jf. stk. 2.

Når der er tale om ansøgninger i disse områder, vil det kunne være praktisk, at der er mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan meddele tilladelse. Landsstyret kan i så fald delegere sin kompetence til kommunalbestyrelsen.

§ 6 indeholder regler for hvilke forhold, der kan knyttes til tilladelser til arealanvendelse.

Bestemmelsens stk. 1 fastslår, at der kan knyttes betingelser og vilkår til tilladelserne til arealanvendelse i overensstemmelse med forordningsforslagets formål. Bestemmelsens 2. pkt. fastslår endvidere, at de fastsatte betingelser og vilkår skal være i overensstemmelse med de i henhold til § 14 tilvejebragte planer (jf. kapitel 5), hvilket ikke er til hinder for, at de fastsatte betingelser og vilkår i en tilladelse til arealanvendelse kan uddybe disse planers mindre detaillerede bestemmelser. Som eksempler kan nævnes krav i forbindelse med virksomheders anlæg og drift og eventuelle ophør, som det skønnes nødvendigt at stille for eksempel for at sikre, at arealet udnyttes indenfor rimelig tid og ikke blot reserveres og derved spærres for andres udnyttelse. Anlægget af virksomheden kan nødvendiggøre udbygningen af trafikanlæg, kloak- og rensningsanlæg.

Det kan som vilkår bestemmes , at virksomheden bidrager til de hermed forbundne udgifter for det offentlige.

Ofte vil de betingelser og vilkår, der overvejes fastsatte, dog være af en sådan generel karakter og have en sådan betydning for offentligheden, at denne skal gives lejlighed til at gøre sig bekendt med og vurdere betimeligheden af de betingelser og vilkår, der overvejes gjort gældende. I sådanne tilfælde kan de pågældende betingelser og vilkår først fastsættes, når en områdeplan er til vejebragt i henhold til forordningsforslagets kapitel 6.

Stk. 2 giver hjemmel til at tidsbegrænse tilladelse til arealudnyttelse således, at myndighederne ikke ved beslutninger fastlåser en situation og dermed hindrer, at andre hensyn kan få højere prioritering, hvis udviklingen gør det ønskeligt.

Stk. 3 fastslår, at en brugsret kan bortfalde, såfremt forudsætningerne for brugsretten ikke længere er tilstede; for eksempel kan en brugsret bortfalde, såfremt en ejendoms faktiske anvendelse har ændret karakter eller helt er ophørt.

Kapitel 4.

Landsplanlægning.

Med bestemmelserne i kapitel 4 foreskrives der en kontinuerlig landsomfattende planlægningsvirksomhed. Denne landsplanlægning har dels til formål at muliggøre en sammenfattende fysisk og økonomisk planlægning og dels at tilvejebringe det nødvendige planlægningsmæssige grundlag for en decentralisering af beføjelser i relation til den kommunale planlægningsvirksomhed.

Sideløbende med den fysiske arealplanlægning finder der en planlægning sted for forskellige samfundsaktiviteter, en såkaldt sektorplanlægning. Det bliver i denne forbindelse en af landsplanlægningens opgaver at vurdere sektorplanlægningens konsekvenser i relation til arealanvendelsen på landsplan.

Landskabsplanlægningen skal – sammen med planlægningen i de enkelte kommuner - skabe grundlaget for, at de forskellige samfundshensyn bedre kan koordineres og samordnes, og kommunerne skal i højere grad end hidtil løbende inddrages i denne planlægningsvirksomhed. Det er ligeledes af stor betydning, at offentligheden inddrages gennem iværksættelse af en oplysningsvirksomhed om landsplanlægningens målsætning og nærmere indhold.

§ 7 angiver, at ansvaret for selve forberedelsen og udarbejdelsen af enlandsomfattende planlægning placeres hos Landsstyret.

§ 8 fastslår, at offentlige myndigheder, herunder de sektorplanlæggende institutioner under Stat, Hjemmestyre og kommuner, samt enkeltvirksomheder skal give Landsstyret oplysninger vedrørende initiativer, der har betydning for landsplanlægningsarbejdet.

Disse oplysninger skal indgå i landsplanlægningen som et forudsætningsmateriale til brug for den senere udarbejdelse af mål for den fremtidige sektorudbygning i Stat, Hjemmestyre og kommuner.

§ 9 angiver, an landsplanarbejdet skaltilrettelægges i tilknytning til den planlægning, der udføres i kommunerne, og at det skal koordineres med sektorplanlægningen i Stat, Hjemmestyre og kommuner. Landsplanarbejdet skal således gennemføres under kommunernes medvirken og endvidere med offentlighedens inddragelse.

Denne del af planlægningsarbejdet er af afgørende betydning, fordi den giver borgerne mulighed for, inden de endelige beslutninger er taget, at give deres meninger tilkende og medvirke til afgørelser, der vil præge borgernes levevilkår.

§ § 10 og 11 fastslår, at det løbende arbejde med landsplanlægningen skal fremlægges i form af en årlig redegørelse til Landstinget.

Landsplanlægningen vil indeholde retningslinier for arealanvendelsen på landsplan og beskrive en række overordnede udviklingsmål især vedrørende produktionsanlæg – råstofudnyttelse og anden erhvervsvirksomhed – trafikal og teknisk forsyning – befolkningsforhold – byggeri – uddannelse – social- og sundhedsmæssig service samt miljøbeskyttelse og fredning. Disse landsplanmæssige hovedretningslinier skal herefter godkendes af Landstinget.

Sektor- og landsplanlægning skal opfattes som en integreret og kontinuerlig proces (jvf. også bemærkningen til § 11 stk. 2).

I de tilfælde hvor de landsplanmæssige hovedretningslinier (samordnede sektorplaner) enten ikke foreligger godkendte af Landstinget, eller, som følge af igangværende sektorplanlægning, ønskes fraveget på væsentlige punkter, skal sektorplaner godkendes af Landstinget.

I § 11 stk. 2 anføres det, at de godkendte landsplanmæssige hovedretningslinier skal optages til revision i den udstrækning, en justering eller ændring bliver nødvendig.

Det er vigtigt, at disse retningslinier stadigt tilpasses ændrede forudsætninger og nye mål. Landsplanlægningen skal opfattes som en kontinuerlig proces, hvor den vigtigste opgave vil blive at tilvejebringe det nødvendige grundlag for de politiske beslutninger, der skal ligge til grund for den fysiske planlægning i kommunerne.

§ 12 fastlægger landsplanlægningens retsvirkninger således, at de offentlige myndigheder, hvad enten disse varetager sektorinteresser eller har arealtildelingskompetence, bindes til at handle i overensstemmelse med landsplanlægningens anvisninger.

Sektorinteresser kan også tænkes varetaget af eventuelle offentligt styrede private selskaber, der er pålagt samfundsmæssige opgaver.

Til kapitel 5.

Kommuneplanlægning.

Med landsplanlægningen lægges der op til, at der i samarbejde med den økonomiske langtidsplanlægning, planlægningen indenfor de enkelte sektorområder og den kommunal planlægning løbende tilvejebringes et sæt hovedretningslinier, som ud fra landspolitiske helhedshensyn skal angive overordnede rammer for den fysiske planlægning på kommunalt niveau.

Det er således kommuneplanlægningens opgave at bidrage til en konkretisering af de landsplanmæssige hovedretningslinier, jvf. § 11.

§ 13 fastslår, at det er kommunalbestyrelsens opgave at medvirke til landsplanlægningens ved at gennemføre en planlægning, der fastlægger retningslinier for kommunens fysiske udvikling. En sådan planlægning må foregå i nær sammenhæng med økonomiske vurderinger og andre overvejelser om anvendelse af kommunens ressourcer, herunder samspillet mellem offentlige og private investeringer.

Målene for befolknings- og erhvervsudviklingen indgår som forudsætninger for kommunens fysiske planlægning. I konsekvens heraf er målene for befolknings- og erhvervsudviklingen nævnt som et af de væsentligste elementer, der skal indgå i den samlede vurdering, der ligger til grund for de i § 14 nævnte planer.

Ved udtrykket "den offentlige sektorplanlægning" sigtes til serviceniveauet indenfor de enkelte sektorer. Den offentlige sektorplanlægning, der tilvejebringes såvel centralt (Stat og Hjemmestyre) som lokalt (kommunernes forvaltninger), må på lignende måde som den økonomiske planlægning udføres i sammenhæng med den fysiske planlægning, bl. andet fordi sektorplanlægningen indebærer konsekvenser for arealanvendelsen f.eks. ved placering af institutioner, veje, tekniske forsyningsanlæg m. v.

§ 14. De planer, kommunalbestyrelsen skal udarbejde på grundlag af et løbende planlægningsarbejde, er oversigtlige fysiske planer, d. v. s. planer, der først og fremmest fastlægger arealanvendelsen og bebyggelsesforholdene i kommunens byer og bygder.

Udviklingsområder, d. v. s. områder, der rummer den fremtidige byudvikling, samt områder forbeholdt rekreative formål udenfor byernes og bygdernes egentlige grænser skal ligeledes omfattes af oversigtlige fysiske planer.

§ 15. Med bestemmelserne i § 13 og § 14 udvides kommunernes planlægningspligt i forhold til arealanvendelsesforordning nr. 1 af 2. februar 1981 om arealanvendelse, lands- og byplanlægning og bebyggelsetil at omfatte alle byer og bygder.

Det findes imidlertid ikke hensigtsmæssigt allerede ved nærværende forordnings ikrafttræden at forpligte kommunerne til at iværksætte en planlægning udover den hidtil lovbestemte. Bestemmelsen tillægger derfor Landsstyret mulighed for, efter forhandling med kommunalbestyrelsen, at fastsætte tidsfrister for gennemførelsen af den udvidede planlægningspligt.

Til kapitel 6.

Områdeplanlægning.

Detailleret regulering af arealanvendelsen kan i henhold til forordningsforslagets § 6 finde sted ved, at der knyttes betingelser og vilkår til en tilladelse til arealanvendelse.

Denne regulering finder i regelen mere hensigtsmæssigt sted ved fastsættelsen af   bestemmelser for større sammenhængende områder. Kapitlet omhandler den detaillerede regulering af arealanvendelsen ved tilvejebringelse af sådanne områdeplaner.

Den hidtil kendte detailplantype, lokalplanen, omfattes af begrebet "områdeplanlægning", idet nærværende forordningsforslag med introduktionen af dette begreb lægger op til en forenkling. Således er det hensigten, at den detaillerede planlægning fremover tillige vil kunne gennemføres på anden måde end ved tilvejebringelse af en lokalplan. En nærmere præcisering af, hvorledes områdeplaner kan og skal tilvejebringes og med hvilke indhold, vil blive fastlagt ved bekendtgørelse.

§ 16. Bestemmelsen indeholder regler om kommunalbestyrelsens ret og pligt til at tilvejebringe detaillerede planer som redskab til at sikre kommuneplanlægningens virkeliggørelse i by- og bygdemæssig bebyggelse.

Bestemmelsens stk. 1 omhandler kommunalbestyrelsens detailplanlægningsret.

I medfør af denne bestemmelse kan en kommunalbestyrelse når som helst tage initiativ til at søge en områdeplan tilvejebragt, og det følger heraf, at en kommunalbestyrelse som hovedregel selv beslutter, hvornår en områdeplan skal udarbejdes.

Bestemmelsens stk. 2 er en central bestemmelse, hvis baggrund er ønsket om at give offentligheden medindflydelse på den detaillerede regulering af arealanvendelsen. Bestemmelsen er analog med den hidtil gældende bestemmelse i § 6 stk. 5 i byplanbekendtgørelsen og skal ses i sammenhæng med de regler om områdeplaners tilvejebringelse, der vil fremgå af udfyldende bekendtgørelser, hvor bl.a. vil blive fastsat nærmere regler for offentlighedens inddragelse i planlægningen.

Bestemmelsens stk. 3 fastslår, at områdeplaner skal give at indhold, der er i overensstemmelse med kommuneplanlægningens idegrundlag (§ 13) og med indholdet af de i henhold til § 14 tilvejebragte planer. Tilvejebringelse af en områdeplan, hvis indhold strider imod komuneplanlægningen, udløser derfor pligt til at tilvejebringe et tillæg til planer udarbejdede i henhold til § 14.

§ 17. Bestemmelsen omhandler Landdstyrets adgang til at påbyde en områdeplan tilvejebragt eller selv tilvejebringe en områdeplan.

Den rammestyring af områdeplanlægningen, der fastsættes med bestemmelserne om landsplanlægningen og kommuneplanlægningen, begrænser sig til, at der ikke kan gennemføres områdeplanlægning i strid med den overordnede planlægning. Med nærværende bestemmelse sikres Landstyret tillige mulighed for at tilvejebringe det nødvendige detaillerede planlægningsgrundlag for, at et større bygge- eller anlægsarbejde kan påbegyndes.

Således kan Landsstyret – i særlige tilfælde – pålægge kommunalbestyrelsen at tilvejebringe en områdeplan med et af Landsstyrets nærmere angivet indhold eller – hvis dette i det konkrete tilfælde findes mere hensigtsmæssigt – selv tilvejebringe en områdeplan under udøvelsen af de beføjelser, der ellers tilkommer kommunalbestyrelsen.

§ 18. Bestemmelsen omhandler midlertidige, tidsbegrænsede forbud mod iøvrigt lovlige dispositioner, som kan hindres ved en områdeplan. Bestemmelsen er i princippet analog med arealanvendelsesforordningens § 22, dog således at  hjemlen til at nedlægge forbuddet fremover ligger hos kommunalbestyrelsen.

§ 19. Bestemmelsen stk. 1 fastslår den umiddelbart bindende virkning af en områdeplan i den forstand, at fremtidige dispositioner ikke må stride mod planen. En områdeplan kan ikke i sig selv foranledige indgreb i bestående forhold (ingen handlepligt) for derved at fremkalde overensstemmelse mod planen.

Stk. 2 omhandler dispensationer fra områdeplaner. Kommunalbestyrelsens dispensationskompetence efter denne bestemmelse (der er indeholdt i den nugældende forordning) omfatter også lokalplaner, der hidtil er godkendt af Landsplanudvalget.

§ 20. Bestemmelsen er en henvisning til ekspropriationsloven, der indeholder den fornødne hjemmel for ekspropriation til realisering af planlægningen. I visse situationer kan planernes gennemførelse betyde indgreb i bestående rettigheder. Gennem reglerne om offentlig bekendtgørelse og debat af planforslagene søger man at opnå, at konkrete interessekonflikter og erstatningsønsker tidligt kommer frem og får mulighed for at blive taget i betragtning inden planernes endelige udformning.

Til kapitel 7.

Fælles bestemmelser.

I henhold til den nugældende ordning, hvor de kommunale planers godkendes af Landsplanudvalget, og hvor udvalget samtidig er ankeinstans for kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende forhold omfattet af forodningen, er samme instans, som tager afgørelsen, også ankeinstans.

Med den foreslåede ændrede struktur, hvor kompetencen til at prioritere i overensstemmelse med lokale målsætninger tillægges kommunalbestyrelsen, er det fundet hensigtsmæssigt, at ankesager afgøres af Landsstyret. Med denne konstruktion vil der være mulighed for at påse, at kommunalbestyrelsen ikke i ankesager træffer afgørelser i modstrid med den af Landsstyret tilvejebragte og af Landstinget godkendte landsplanlægning.

Med den vejledningsvirksomhed på planlægningsområdet, der skal udgå fra den centrale myndighed, må det i øvrigt forventes, at antallet af ankesager vil mindskes noget.

§ 22 giver offentlige myndigheder ret til at betræde privat ejendom, bl. a. som  led i forarbejde til kommune- og områdeplanlægning.

§ 23. Bestemmelsen angår pligten til at berigtige et ulovligt forhold. Overtrædelse af bestemmelsen vil navnlig bestå i bebyggelse uden tilladelse, herunder overtrædelse af et midlertidigt forbud, og ikke-overholdelse af forskellige individuelle vilkår, der er stillet i forbindelse med en tilladelse. Sanktionerne er bøde. Der kan tillige stilles krav om at berigtige et ulovligt forhold under tvang af fortløbende bøder, tvangsbøder. Sidstnævnte må ses som et nødvendigt tvangsmiddel når henses til, at det meget vel kan tænkes, at der er betydelige økonomiske interesser i at opretholde en bestående tilstand, selvom den er kendt ulovlig. Bøderne kan være daglige, ugentlige eller månedlige. Retsgrundlaget for sanktionerne er en dom. Efterkommes dommen ikke, kan kommunalbestyrelsen berigtige forholdt på ejerens bekostning.

§ 24 angår sanktionerne for overtrædelse af bestemmelser i landstingsforordningen og forskrifter udstedt med hjemmel heri.

Til kapitel 8.

Ikrafttrædelsesbestemmelser.

§ 25 ophæver landstingsforordning nr. 1 af 2. februar 1981 om arealanvendelse, lands- og byplanlægning og bebyggelse dog bortset fra § 25 og § 29 stk. 2.

§ 25 er sålydende: "Hjemmestyret fastsætter bestemmelser om bygningsmyndigheden og om opførelse, konstruktion og indretning af bygningsværker og andre anlæg." Denne bestemmelse opretholdes, indtil særskilt byggelovgivning er udstedt.

Endvidere opretholdes § 29 stk. 2 landstingsforordning nr. 1 af 2. februar 1981 om arealanvendelse, lands- og byplanlægning og bebyggelse om, at bygningsmyndigheden uden retskendelse kan forlange adgang til privat ejendom for at undersøge, om der er sket overtrædelse af forordningen eller forskrifter udstedt i medfør af denne.

Bekendtgørelse nr. 4 af 1. december 1982 om bygningsmyndigheden i Grønland er stadig gældende tillige med de i henhold til denne udstedte forskrifter.

Bekendtgørelse nr. 471 af 26. november 1979 om byplaners udformning og indhold opretholdes indtil ny bekendtgørelse udstedt i h. t. nærværende landstingsforslag træder i kraft.

Bekendtgørelse om arealtildeling til fåreavl i Grønland og den hertil knyttede landstingsvedtægt om fårehold udstedt med hjemmel i lov nr. 248 af 8. juni 1977 for Grønland om arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse, vil være gældende, indtil nye regler herom udstedes.