Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 9 af 19. marts 1986 om sammensætning af lønningsrådet vedrørende Grønlands Hjemmestyres tjenestemænd i Danmark.

I medfør af landstingslov nr. 20 af 17. december 1985 om lønnings- og pensionsforhold m.v. for tjenestemænd ansat under Grønlands Hjemmestyre i Danmark, § 2, stk. 6, faststættes herved følgende bestemmelser om sammensætning af lønningsrådet:

 

§ 1. Lønningsrådet består af en formand, en næstformand, 2 medlemmer repræsenterende administrationen og en repræsentant for hver af de centralorganisationer, der er part i hovedaftalen med Grønlands Hjemmestyre, beskikket af landsstyremedlemmet for økonomiske anliggender, for organisationsrepræsentanternes vedkommende efter indstilling af centralorganisationerne.

§ 2. Grønlands Landsting vælger af sin midte mindst 4 og højst 9 medlemmer. Antallet af repræsentanter for landstinget fastsættes af landsstyret.

§ 3. For de i §§ 1 og 2 omtalte medlemmer beskikkes eller vælges et antal stedfortrædere.

§ 4. Formanden, næstformanden, medlemmerne og stedfortræderne beskikkes eller vælges for 4 år ad gangen. Dog afgår de af landstinget valgte medlemmer og stedfortrædere, såfremt de udtræder af landstinget,  og organisationsrepræsentanterne og deres stedfortrædere afgår, når ny indstilling fremkommer.

§ 5. Rådets beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft ved kundgørelsen.




Grønlands Hjemmestyre, den 19. marts 1986




Hans Pavia Rosing

/

Emil Abelsen