Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 8 af 3. december 1984 om licens til torskefiskeri.

I henhold til §§ 8, stk. 2 og 3, 9, 10, 12 og 14 i landstingslov nr. 14 af 21. november 1984 om erhvervsmæssigt fiskeri fastsættes:

 

§ 1. Bekendtgørelsen gælder for erhvervsmæssigt fiskeri efter torsk som drives på Grønlands fiskeriterritorium af personer og selskaber med grønlandsk fiskeribevis jvf. landstingslov nr. 14 af 21. december 1984 § 3.
Stk. 2. Fartøjstørrelser er i bekendtgørelsen angivet dels efter de målemetoder, som er fastsat i medfør af lov nr. 203 af 18. maj 1977 om skibsmåling, dels efter de tidligere gældende regler. Fartøjets målebrev er afgørende for, hvilken tonnagegrænse i bekendtgørelsen der anvendes for det pågældende fartøj.

§ 2. Fiskeri efter torsk med fartøjer på 80 BRT eller BT 80 og derover er betinget af licens.
Stk. 2. Licens udstedes fortrinsvis til fartøjer, som har licens i ansøgningsåret.
Stk. 3. Licens søges for et kalenderår. Ansøgningen skal sammen med de i stk. 4 nævnte oplysninger være landsstyremedlemmet i hænde senest den 5. december i det foregående kalenderår. Landsstyremedlemmet kan i enkelttilfælde fravige denne frist, når særlige omstændigheder taler derfor.
Stk. 4. Ansøgningen skal udformes på det ansøgningsskema, der fremgår af bilaget til nærværende bekendtgørelse.
Stk. 5. Licensen er betinget af, at minimum 70 % af fartøjets besætning består af personer, der har, og til stadighed har, haft fast bopæl i Grønland i de sidste to år og har fast tilknytning til det grønlandske samfund, og som er i besiddelse af et bevis for, at de driver fiskeri som hovederhverv. Dokumentation for at kravet er opfyldt tilstilles Grønlands Fiskerilicenskontrol efter afslutning af hver fangstrejse i form af en udfyldt bemandingsliste, hvorpå der også anføres fiskeribevisets nummer.
Stk. 6. Licens er betinget af, at en bestemt del af fangsten bringes til forarbejdning på landanlæg. Licens kan endvidere betinges af, at indhandling sker til bestemte landanlæg.
Stk. 7. Landsstyremedlemmet kan under ganske særlige omstændigheder fravige betingelser i stk. 5 og 6.

§ 3. I tilfælde af en licenshavende persons død, et licenshavende selskabs opløsning eller i tilfælde af, at det licenshavende fartøj sælges eller lider totalforlis, bortfalder licensen, men kan tages op til fornyet overvejelse med henblik på konstatering af, hvorvidt de oprindelige betingelser i øvrigt for en fornyelse af licensen fortsat er opfyldt.
Stk. 2. Licensen skal opbevares ombord.

§ 4. I licensen fastsættes den maksimalt tilladte fangstmængde, og der kan ske en opdeling af fangstmængder tidsmæssigt og på områder. Dette sker på baggrund af en vurdering af de disponible fangstmængder, fartøjernes kapacitet og hensynet til en hensigstsmæssig geografisk udvikling af fiskerierhvervet.
Stk. 2. Landsstyremedlemmet kan regulere størrelsen af de fangstmængder, der er fastsat efter stk. 1, såfremt fastsættelsen af de totale fangstmængder, eller hensynet til opfiskning af de totale fangstmængder efter landsstyremedlemmets skøn nødvendiggør en regulering. En sådan regulering kan ligeledes finde sted for nærmere angivne tidsrum og områder.
Stk. 3. Fiskeriet skal ophøre, når de fangstmængder, der er fastsat efter stk. 1 og 2, er opnået, eller når dette følger af de foranstaltninger, der er fastsat efter stk. 1 og 2. Fiskeriet skal dog senest ophøre, når landsstyremedlemmmet giver meddelelse herom i radio eller presse. En sådan meddelelse kan eventuelt kun vedrøre nærmere angivne tidsrum og områder.

§ 5. Overtrædelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen kan medføre bøde og/eller fratagelse af licens. Sager herom behandles iøvrigt efter regler i landstingslov om erhvervsmæssigt fiskeri.

§ 6. Denne bekendtgørelse træder i kraft 1. januar 1985.
Stk. 2. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 11 af 3. november 1983 om licens til torskefiskeri ophæves den 1. januar 1985.




Grønlands Hjemmestyre, den 3. december 1984




Stephen Heilmann

/

Emil Abelsen

Rettelsesblad


Bilag - ejerforhold (pdf-format)

Bilag - ansøgningsskema (pdf-format)