Landstingsforordning nr. 3 af 20. oktober 1983 om hjælp til personer med vidtgående fysisk og/eller psykisk handicap.

 

Kapitel 1.
Almindelige betingelser

§ 1. Personer med fast bopæl i Grønland har ret til hjælp efter reglerne i denne forordning, såfremt de har et særligt behov for omsorg og støtteforanstaltninger på grund af et vidtgående fysisk og/eller psykisk handicap.
Stk. 2. Formålet med hjælpen skal stedse være at sikre de pågældende en tilværelse så nær det normale som muligt under hensyn til handicappets art og omfang.
Stk. 3. Den personkreds, der har ret til hjælp efter reglerne i denne forordning, omfatter
1) intelligensretarderede
2) epileptikere
3) fysisk handicappede
4) talelidende
5) blinde og svagsynede
6) døve og tunghøre
7) personer med psykiatriske lidelser.
Stk. 4. Personer, der er fyldt 60 år, er ikke omfattet af forordningen.

 

Kapitel 2.
Kontrolundersøgelser og tilbagebetaling m.v.

§ 2. Den myndighed, der behandler en sag efter denne forordning, kan pålægge den, der søger hjælp, at medvirke til sagens oplysning, herunder ved at lade sig undersøge af en læge eller indlægge til observation og behandling. Vedkommende myndighed kan endvidere afkræve andre, der har kendskab til forholdene, oplysninger, som må anses for nødvendige til sagens behanuling.

§ 3. Den, der modtager hjælp efter denne forordning, har pligt til at underrette Socialdirektoratet eller det sociale udvalg om forandringer i sine forhold, der kan medføre, at hjælpen indskrænkes eller ophører.

§ 4. Socialdirektoratet træffer beslutning om tilbagebetaling, når en person ved at undlade at give oplysninger som krævet i § 3 eller iøvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne forordning.

 

Kapitel 3.
Hjælpeforanstaltninger

§ 5. Hjælp efter denne forordning kan ydes som løbende hjælp og/eller engangshjælp.
Stk. 2. Endvidere kan afholdes udgifter til oplæring m.v. af pårørende og andre, som derigennem sættes i stand til at lette og forbedre den handicappedes daglige tilværelse.
Stk. 3. Afgørelse om bistandens art og omfang træffes af Socialdirektoratet efter regler, der fastsættes af landsstyret.

 

Kapitel 4.
Administration

§ 6. Afgørelser efter denne forordning træffes af Socialdirektoratet. Direktoratet rådfører sig i fornødent omfang med Landslægeembedet og Kultur- og Undervisningsdirektoratet.

§ 7. Det påhviler kommunernes sociale udvalg at bistå Socialdirektoratet med undersøgelse af, hvilke foranstaltninger, der bør tages i anvendelse overfor personer, der omfattet af denne forordning. Det pålægges de sociale udvalg løbende at føre tilsyn med henblik på en eventuel ændring eller ophør af iværksatte foranstaltninger. Det påhviler videre kommunerne at sørge for nødvendige supplerende foranstaltninger, f.eks. efter reglerne om hjælp fra det offentlige, om hjælp til børn og unge eller om er-
hvervsudygtighedsrente.

§ 8. Det påhviler Socialdirektoratet at oplyse og vejlede om mulighederne for hjælp efter denne forordning, herunder at stille sagkyndig bistand til rådighed for såvel de handicappede som for kommunernes sociale udvalg.

 

Kapitel 5.
Finansiering

§ 9. Udgifterne efter denne forordning afholdes af Grønlands Landsting.

 

Kapitel 6.
Klageadgang

§ 10. Socialdirektoratets afgørelser kan indenfor en frist af 4 uger påklages til Det sociale Ankenævn, jfr. § 8 i Landstingsforordning nr. 8 af 10. oktober 1979 om socialvæsenet styrelse og organisation med senere ændringer.

 

Kapitel 7.
Straffebestemmelser

§ 11. Enhver, der deltager i administrationen af denne forordning, er ansvarlig efter kriminallovens regler om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv, selv om hvervet hviler på offentligt valg.

 

Kapitel 8.
Overgangsbestemmelser

§ 12. Personer, der ved denne forordnings ikrafttræden er registreret som vidtgående handicappede efter Landstingsforordning nr. 9 af 15. oktober 1979 om forsorg for personer med vidtgående fysisk eller psykisk handicap, er uanset bestemmelsen i § 1 berettiget til hjælp efter reglerne i denne forordning.

 

Kapitel 9.
Ikrafttræden

§ 13. Denne forordning, der er udfærdiget med hjemmel i lov nr. 580 af 29. november 1978 for Grønland om arbejds- og socialvæsenet, træder i kraft den 1. januar 1984.
Stk. 2. Fra samme dato ophæves Landstingsforordning nr. 9 af 15. oktober 1979 om forsorg for personer med vidtgående fysisk eller psykisk handicap.




Grønlands Hjemmestyre, den 20. oktober 1983




Jonathan Motzfeldt

/

Agnethe Davidsen