Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 6 af 1. juni 1983 om fåreholderuddannelsen.

I medfør af landstingsforordning nr. 5 af 24. oktober 1980 fastsættes følgende bestemmelser for fåreholderuddannelsen:

 

Kapitel 1.
Almindelige bestemmelser

§ 1. Fåreholderuddannelsen har til formål at uddanne unge kommende fåreholdere, således at de bibringes en grundig viden og praktisk færdighed indenfor fåreholdererhvervet gennem en praktisk/teoretisk uddannelse på Den selvejende institution Upernaviarsuk samt en veltilrettelagt og styret praktisk uddannelse hos dygtige fåreholdere.
Stk. 2. Uddannelsen indeholder 4 faser - begyndende med en forpraktik trin I, en grunduddannelse trin II og praktikuddannelse trin III og IV. Trin IV foregår normalt på Island, men kan også tilrettelægges i Grønland.

§ 2. Grunduddannelse i trin II gennemføres på Den selvejende institution Upernaviarsuk ved Qaqortoq.

§ 3. Daglig leder af fåreholderuddannelsen er den til enhver tid ansatte bestyrer for Den selvejende institution Upernaviarsuk. Et nedsat brancheudvalg fører tilsyn med uddannelsen og dens forløb i henhold til gældende bekendtgørelse herom.
Stk. 2. Der oprettes personaleråd, hvis sammensætning og opgaver godkendes af landsstyremedlemmet for erhvervsmæssige anliggender efter indstilling fra uddannelsesinspektøren.
Stk. 3. Blandt eleverne nedsættes et elevråd, hvis sammensætning og opgaver godkendes af landsstyremedlemmet for erhvervsmæssige anliggender efter indstilling fra uddannelsesinspektøren.

 

Kapitel II

§ 4. Landstyremedlemmet for erhvervsmæssige anliggender træffer efter indstilling fra brancheudvalget bestemmelser om det antal elever, der hvert skoleår kan optages til uddannelsen.

 

Kapitel III
Uddannelsens opbygning

§ 5. I uddannelsen indgår foruden faglig undervisning også undervisning i almene fag.
Stk. 2. Der gives eleverne rådgivning/vejledning om praktikophold og erhverv samt personlige forhold.

§ 6. Uddannelsen indledes i trin I med en forpraktik, som foregår hos fåreholdere. Forpraktikken har en varighed på 3 måneder. Eleven introduceres i erhvervet ved at følge alle arbejdsfunktioner, som forefindes på praktikstedet. Forpraktikken betragtes som en prøvetid, hvorunder uddannelsesforløbet kan ophæves af såvel elev som uddannelsesleder. Herefter kan et uddannelsesforløb kun ophæves efter forudgående accept af brancheudvalget.

§ 7. Grunduddannelsen. Selve grunduddannelsen foregår i Upernaviarsuk. Grunduddannelsen har en varighed på mindst l år.
Stk. 2. Formålet med grunduddannelsen er:
1) At give den enkelte elev en grundig teoretisk viden og praktisk færdighed og dermed give den enkelte elev de bedste forudsætninger for senere at virke som selvstændig fåreholder.
2) At give eleverne en faglig praktisk indlæring, således at eleverne er bekendt med erhvervets arbejdsmetoder (-indhold), når de møder til praktikophold hos en grønlandsk fåreholder.
Stk. 3. At give eleverne forståelse for fåreholderuddannelsens samfundsmæssige sammenhæng og relevans.
Stk. 4. Ved hjælp af almen undervisning at give eleven forudsætninger for at forstå sin egen placering, og det grønlandske erhvervslivs placering i forhold til det øvrige samfund.

§ 8. Uddannelsens trin III er en praktisk uddannelse, der foregår hos en fåreholder i Grønland. Eleven følger alle arbejdsfunktioner, som forefindes på praktikstedet. Trin III har en varighed af 9 måneder.

§ 9. Uddannelsens trin IV er en supplerende praktisk uddannelse, der normalt foregår på Island hos en fåreholder. Den supplerende praktiske uddannelse kan dog foregå i Grønland hos en fåreholder. Uddannelsens trin IV har en varighed af 1 år.

 

Kapitel IV
Undervisningens omfang og indhold

§ 10. Den ugentlige undervisningstid i uddannelsens trin II fastsættes til min. 40 timer. Heraf skal minimum 20% være forbeholdt almenundervisning.
Stk. 2. Uddannelsens trin II er fordelt med 60% praktisk arbejde og ca. 40 teoretisk undervisning.
Stk. 3. Det forventes, at eleverne medvirker ved driften af stationen - dog under hensyntagen til, at den planlagte undervisning gennemføres.
Stk. 4. Beskrivelse af undervisningens mål, indhold og forløb udsendes som cirkulærer.

 

Kapitel V
Praktikuddannelserne

§ 11. Praktikuddannelserne foregår på de af brancheudvalget godkendte praktiksteder for elever, der af skolen skønnes egnet til at fortsætte uddannelsens trin III og IV.
Stk. 2. Aftale med en elev om praktikuddannelse i Uddannelsens trin III og IV indgåes ved benyttelse af en formular, der godkendes af brancheudvalget efter indstilling fra uddannelseslederen. Aftalen underskrives af praktikstedet og eleven. Af aftalen skal det fremgå, hvilke gensidige forpligtelser praktikstedet og eleven har. Uddannelsesstøtteforhold/løn skal ligeledes fremgå heraf.
Stk. 3. Formidlingen af praktikpladser sker gennem uddannelseslederen, som varetager kontakten til de enkelte fåreholdersteder.
Stk. 4. Fåreavlskonsulenten og/eller personalet ved skolen medvirker ved tilsynet med de i regionen værende praktikpladser for fåreholderelever og disses gennemførelse af praktikopholdene.

§ 12. Praktikstedet er forpligtet til at beskæftige eleven i henhold til de for uddannelsen fastsatte retningslinier. Kun undtagelsesvis kan beskæftigelse omfatte arbejde, som ikke er anført i disse retningslinier. Eleven forpligter sig til deltagelse i de af praktikstedet pålagte opgaver i henhold til nævnte retningslinier.

 

Kapitel VI
Optagelsesbetingelser

§ 13. Ansøgere til optagelse skal være fyldt 18 år inden udgangen af det første uddannelsesår. Pågældende skal kunne modtage undervisning på grønlandsk. Pågældende skal normalt have gennemgået mindst 9 års skolegang og have forudgående kendskab til fåreholdererhvervet.
Stk. 2. Ansøgere med andre forudsætninger, f.eks. erhvervet gennem relevant erhvervsarbejde, anden uddannelse, relevante erhvervsintroducerende kurser, deltagelse i samfundstjeneste m.v., vil kunne indstilles til optagelse i uddannelsen.
Stk. 3. Såfremt en ansøger ikke optages i fåreholderuddannelsen, skal afslaget begrundes, og pågældende henvises til erhvervsvejledning i hjemkommunen. De af skolen begrundede meddelte afslag kan indankes for Uddannelsesinspektoratet.

 

Kapitel VII
Uddannelsens afslutning.

§ 14. Til elever, der har gennemført den 3-årige fåreholderuddannelse i overensstemmelse med uddannelsesplanen, udsteder skolen et uddannelsesbevis.
Stk. 2. Hvis uddannelsen ikke gennemføres, har eleven ret til dokumentation, der beskriver den gennemgåede uddannelse.

 

Kapitel VIII
Særlige bestemmelser

§ 15. Uddannelsesinspektøren kan efter indstilling fra brancheudvalget tillade midlertidige afvigelser fra denne bekendtgørelse som et led i et fortsat udviklingsarbejde.

§ 16. Bekendtgørelsen, der træder i kraft den 1. juni 1983, skal optages til revision senest den 1. januar 1985.




Grønlands Hjemmestyre, den 1. juni 1983




Moses Olsen

/

Carl Iver Carlin