Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 5 af 30. juni 1983 om den erhvervsfaglige videreuddannelse for Handels- og kontorområdet.
I medfør af landstingsforordning nr. 5 af 24. oktober 1980 fastsættes følgende bestemmelser for Handels- og kontorområdet.
Kapitel 1
Almindelige bestemmelser§ 1. Formålet med den erhvervsfaglige videreuddannelse er:
at den skal være en bred, videregående EDB- samt handels- og kontoruddannelse med hovedvægt lagt på områderne EDB, organisation og økonomi,
at eleven skal kunne varetage administrative opgaver i såvel institutioner som handels- og produktionsvirksomheder,
at eleven skal kunne fungere som kvalificeret beslutningstager på mellemlederniveau inden for EDB-mæssige og organisatoriske områder,
at eleven er i stand til at løse specielle problemstillinger inden for EDB-mæssige eller organisatoriske områder,
at give eleven videreuddannelseskompetence til handelshøjskolen, universitetet og til højere erhvervsuddannelser som evt. måtte komme i Grønland.
Stk. 2. Den erhvervsfaglige videreuddannelse tilrettelægges i forlængelse af EFG-HK uddannelsen.§ 2. Uddannelsen placeres på Niuernermik Ilinniarfik.
§ 3. Blandt eleverne vælges repræsentation fra hver klasse til skolens elevråd efter gældende regler.
§ 4. Uddannelsen består af 2 undervisningsår hvert løbende fra august til juni måned samt 6 måneders praktikperiode.
Kapitel 2
Elevantallet§ 5. Uddannelsesinspektøren træffer efter indstilling fra brancheudvalget bestemmelser om det antal elever, der hvert skoleår kan optages til uddannelsen.
Stk. 2. Iværksættelse af undervisningen forudsætter et tilstrækkeligt antal elever, der fastsættes af uddannelsesinspektøren efter indstilling fra brancheudvalget.
Kapitel 3
Uddannelsens opbygning§ 6. Det 2-årige skoleopholds indhold består i det væsentlige af faglige fag. De faglige fag suppleres med praktiske opgaver i såvel institutioner som handels- og produktionsvirksomheder.
Stk. 2. Praktikperiodens 6 måneder består af et projekt, hvor eleven skal benytte det faglige stof fra skoleopholdet.§ 7. Undervisningen opbygges af 5 forskellige undervisningsformer:
1) Skemalagt klasseundervisning.
2) Undervisningsblokke med samlede emner.
3) Frivillige ajourføringskurser.
4) Korte praktikophold i virksomheder og offentlige kontorer.
5) Projekter på fuld tid.
Kapitel 4
Undervisningstid§ 8. Den ugentlige undervisningstid fastsættes til minimum 36 undervisningstimer.
Stk. 2. De i undervisningsmeddelelserne nævnte timetal kan suppleres med timer i valgfrie fag efter den enkelte elevs behov og ønsker, idet der kan oprettes hold efter gældende regler.
Kapitel 5
Optagelsesbetingelser§ 9. Ansøgere til optagelse skal normalt enten have gennemgået en EFG-HK uddannelse med tilvalgsfag i matematik og engelsk III med et resultat ved de interne prøver, der opfylder en af uddannelsesinspektøren nærmere fastsat minimumskarakter eller
Stk. 2. - have gennemgået en HF-uddannelse med et j eksamensresultat, der opfylder en af uddannelsesinspektøren nærmere fastsat minimumskarakter samt have bestået et regnskabskursus på Niuernermik Ilinniarfik eller
Stk. 3. - have anden relevant baggrund, herunder mindst 2 års praktisk beskæftigelse. Optagelsen betinges af, at der foreligger dokumentation for tidligere relevante uddannelser, kurser og beskæftigelse samt i øvrigt personlige oplysninger og udtalelser fra arbejdsgiver vedrørende arbejdets art.
Stk. 4. Ansøgere skal være dobbeltsprogede.§ 10. Uddannelsesinspektoratet bekendtgør senest 1. februar betingelser for og fremgangsmåde ved ansøgning om optagelse til EVU det pågældende år. Dette bekendtgøres i videst muligt omfang i den landsdækkende grønlandske presse samt lokalpressen.
Stk. 2. Brancheskolen tager stilling til optagelse efter de af Uddannelsesinspektoratet fastsatte retningslinier inden udgangen af april måned.
Stk. 3. Såfremt en ansøger ikke optages på skolen, skal afslaget begrundes, og den pågældende henvises til erhvervsvejledning i hjemkommunen. De af skolen meddelte afslag kan indankes for Uddannelsesinspektoratet.
Stk. 4. Den, der allerede har gennemgået et eller flere moduler af den erhvervsfaglige videreuddannelse, kan optages i undervisningen på næstfølgende modul, hvis der er plads. Såfremt det eller de tidligere moduler ligger mere end 2 år tilbage eller der skiftes uddannelsesretning, kan optagelse på et modul betinges af gennemgang af en efter skolens vurdering relevant supplerende uddannelse.
Kapitel 6
Uddannelsens afslutning§ 11. Til elever, der har gennemført de to års skoleforløb, udstedes der en skoleerklæring, såfremt de har opnået et eksamensresultat, der opfylder Uddannelsesinspektoratets minimumskarakter for bestået eksamen samt har afleveret og fået godkendt de af skolen stillede opgaver.
Stk. 2. Har eleven været i EVU-praktik i 6 måneder med tilfredsstillende resultat, udstedes der endvidere uddannelsesbevis.
Stk. 3. Har eleven ikke i forvejen HK-status, opnåes denne efter yderligere 6 måneders praktik.
Stk. 4. Hvis uddannelsen ikke gennemføres, har eleven ret til dokumentation, der beskriver den gennemgåede uddannelse.
Stk. 5. Uddannelsesinspektøren fastsætter efter indstilling fra brancheudvalget regler for uddannelsesbevisernes og eksamensbevisernes udformning, for bevisets udstedelse samt dokumentation i medfør af stk. 4.
Kapitel 7
Særlige bestemmelser§ 12. Uddannelsesinspektøren kan efter indstilling fra brancheudvalget tillade midlertidige afvigelser fra denne bekendtgørelse som et led i et fortsat udviklingsarbejde.
§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. august 1983 og skal optages til revision senest 1. januar 1985.
Grønlands Hjemmestyre, den 30. juni 1983
Lars Emil Johansen/
Carl Ivar Carlin