Selvstyrets bekendtgørelse om fiskeri efter stenbider
I medfør af § 10 a, § 10 b, § 13, stk. 2, § 23, stk. 1, § 33, stk. 2, og § 34, stk. 3, i landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri, som senest ændret ved Inatsisartutslov nr. 28 af 28. november 2016, fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse ved fiskeri efter stenbider på Grønlands fiskeriterritorium i området mellem kysten og en linje, der ligger 3 sømil uden for basislinjen.
Forvaltningsområder
§ 2. Forvaltningsområderne for fiskeri efter stenbider fastsættes i bilag 1.
Definitioner
§ 3. I denne bekendtgørelser forstås ved:
1) Fiskeperiode: 60 sammenhængende fiskedage.
2) Omladning: enhver overførsel af fangst eller produkter deraf, der er ombord på et fartøj eller jolle, til et andet fartøj eller jolle, uanset om den overførte mængde udgør hele lasten eller en del af lasten.
3) Nye aktører: fiskere der ikke har haft tilsvarende stenbiderlicens til det ansøgte stenbiderfiskeri i det forudgående kvoteår.
Licens
§ 4. Erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbider er betinget af en licens, der efter ansøgning udstedes af Departementet for Fiskeri og Fangst. Ansøgere skal anvende det ansøgningsskema, som kan findes på www.sullissivik.gl.
Stk. 2. Der kan ansøges om licens til to forvaltningsområde per kvoteår. Det forvaltningsområde hvor ansøgeren har bopæl samt et tilstødende forvaltningsområde.
Stk. 3. En licens er tidsbegrænset, og der er ikke tilknyttet en højst tilladt fangstmængde.
Stk. 4. Der udstedes kun licens til erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbider med fartøjer, hvis ansøgeren ejer det fartøj, der skal anvendes til fiskeriet.
Kvoter og fiskeriperiode
§ 5. Naalakkersuisut fastsætter hvert år kvoterne for stenbider i henhold til de fastsatte forvaltningsområder i bilag 1.
§ 6. Det er ikke tilladt at udøve erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbiderhunner i perioden 16. juli-1. april.
Stk. 2. Erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbiderhunner er ikke tilladt uden for den fiskeriperiode, der fastsættes efter § 8, stk. 1.
§ 7. Erhvervsmæssigt og ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbiderhanner er ikke tilladt i perioden 16. juli-31. januar.
§ 8. For hvert enkelt forvaltningsområde, jf. bilag 1, aftaler lokale repræsentanter for henholdsvis indhandlings- og fiskeriorganisationer, hvornår fiskeriperioderne for erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbiderhunner påbegyndes.
Stk. 2. Aftalte fiskeriperioder skal meddeles Departementet for Fiskeri og Fangst senest 1 uge inden fiskeri efter stenbider i det pågældende forvaltningsområde påbegyndes.
§ 9. Meddelelser vedrørende fiskeriperioderne og kvote for hvert enkelt forvaltningsområde, meddeles af Departementet for Fiskeri og Fangst gennem pressen og på Naalakkersuisuts hjemmeside. Ligeledes meddeles når den samlede kvote er opbrugt.
Stk. 2. Departementet for Fiskeri og Fangst kan efter fiskeriperiodens ophør i et forvaltningsområde overføre uopfisket kvote til et andet forvaltningsområde.
Omladning
§ 10. Tilladelse til omladning mellem en licenshavers egen jolle og eget fartøj udstedes af Departementet for Fiskeri og Fangst, hvis licenshaverens fartøj er godkendt til erhvervsmæssigt fiskeri. Tilladelsen vil fremgå på den udstedte licens. Omladning er undtaget rapporteringspligt.
Ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbider
§ 11. Ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbider til privat forbrug er tilladt for alle danske statsborgere med fast bopæl i Grønland.
Stk. 2. Statsborgere fra andre lande end Danmark, som har fast bopæl i Grønland, og har haft det i 2 sammenhængende år umiddelbart forinden denne bekendtgørelses ikrafttrædelse, sidestilles med danske statsborgere.
Stk. 3. Der må højest anvendes 2 garn i forbindelse med ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbider.
§ 12. Ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbiderhunner skal ske i samme fiskeriperiode som den, der er fastsat for erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbiderhunner, jf. § 8, stk. 1.
Redskaber og bjergning af efterladte garn
§ 13. Når fiskeriet stoppes, skal egne redskaber straks optages.
Stk. 2. Redskaber der ikke optages kan bjerges for ejers regning, hvis denne kan identificeres.
§ 14. Fiskegarn der ikke er blevet optaget 7 dage efter et stenbider fiskeris afslutning, må bjerges og beholdes, hvis ejeren af de efterladte garn ikke kan identificeres.
Foranstaltninger
§ 15. Overtrædelse af § 4, stk. 1, §§ 6, 7, og 10, § 11, stk. 3, og §§ 12-14, kan medføre foranstaltninger i form af bøde og konfiskation efter reglerne i kriminalloven.
Stk. 2. Bøder og konfiskation kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) efter reglerne i kriminalloven.
Stk. 3. Bøderne tilfalder Landskassen.
Ikrafttræden og overgangsregler
§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2021.
Stk. 2. Samtidig ophæves Selvstyrets bekendtgørelse nr. 2 af 2. februar 2016 om fiskeri efter stenbider.
§ 17. Departementet for Fiskeri og Fangst udsteder ikke licenser til nye aktører til erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbider i en periode på 2 år, fra den 1. august 2021 til og med 28. februar 2023.
Grønlands Selvstyre, den 22. juni 2021
Aqqaluaq B. Egede
Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst
/ Jørgen Isak Olsen
-
PDF (0.23MB)