Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 10
19. november 2020
Gældende

Inatsisartutlov om offentlige betalinger m.v.

Anvisning af konto og udbetalinger

 

  § 1.  Personer, der er 18 år eller ældre, som i henhold til anordning om ikrafttræden af lov om Det Centrale Personregister eller lov om Det Centrale Personregister er tildelt et personnummer, og som ikke er registreret som udrejst af Grønland, skal anvise en konto i et pengeinstitut (NemKonto), hvortil offentlige myndigheder med frigørende virkning kan foretage udbetaling af pengebeløb. Det samme gælder personer, der af Grønlands Selvstyre er udsendt til tjeneste uden for riget, samt personer under 18 år, der i henhold til anordning om ikrafttræden af lov om Det Centrale Personregister eller lov om Det Centrale Personregister er tildelt et personnummer, og som modtager betalinger fra offentlige myndigheder.
  Stk. 2. Juridiske personer, som er tildelt et CVR-nummer efter Inatsisartutlov om registrering i Det Centrale Virksomhedsregister eller lov om Det Centrale Virksomhedsregister, skal anvise en konto i et pengeinstitut NemKonto), hvortil offentlige myndigheder med frigørende virkning kan foretage udbetaling af pengebeløb. Dette gælder også for en fysisk person, der som arbejdsgiver eller selvstændig erhvervsdrivende tildeles et centralt virksomhedsregistreringsnummer (CVR-nummer), og for virksomheder registreret som erhvervsdrivende hos skatteforvaltningen.
  Stk. 3. Juridiske personer, som ikke er tildelt CVR-nummer efter Inatsisartutlov om registrering i Det Centrale Virksomhedsregister eller lov om Det Centrale Virksomhedsregister, skal for at kunne modtage betalinger fra en offentlig myndighed:
1)  være optaget i Det Centrale Virksomhedsregister efter reglerne om frivillig registrering, og
2)  anvise en NemKonto efter reglerne i stk. 2.
  Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 3 finder ikke anvendelse for juridiske personer, som ikke opfylder betingelserne for frivillig registrering i Det Centrale Virksomhedsregister efter Inatsisartutlov om registrering i Det Centrale Virksomhedsregister, lov om Det Centrale Virksomhedsregister eller bestemmelser fastsat i henhold til disse love.
  Stk. 5. Udbetaling til en NemKonto finder ikke sted, såfremt en fysisk eller juridisk person har anvist en anden konto, hvortil en udbetaling skal ske.
  Stk. 6. Anvisningen af en konto efter stk. 1 eller 2, skal ske senest i forbindelse med den første udbetaling fra en offentlig myndighed.
  Stk. 7. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at der i forbindelse med registrering eller ændring af en registrering i Det Centrale Personregister eller i Det Centrale Virksomhedsregister skal ske meddelelse om en anvist NemKonto.
  Stk. 8. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at andre former for registrering end de i stk. 1-3 nævnte indebærer anvisningspligt. Naalakkersuisut kan endvidere fastsætte regler om, at andre end de i stk. 1-3 nævnte fysiske og juridiske personer er omfattet af anvisningspligten.

 

  § 2. Anvisning af en NemKonto efter § 1 skal ske til den systemansvarlige, som Naalakkersuisut har udpeget efter § 6.
  Stk. 2. Fysiske og juridiske personer omfattet af § 1, som allerede har anvist en NemKonto, er til enhver tid berettiget til at anvise en ny NemKonto. De oplyste ændringer har retsvirkning senest fra den 5. bankdag efter anmeldelsestidspunktet.
  Stk. 3. Ved død, ved juridiske personers ophør, eller såfremt en fysisk person ophører med at være arbejdsgiver eller selvstændig erhvervsdrivende, slettes oplysningen om kontoen i registret, som er etableret efter § 5.

 

  § 3. Betalinger til pengeinstitutkonti i udlandet anses for foretaget rettidigt af det offentlige, uanset at de er modtageren i hænde på et senere tidspunkt end tilsvarende indenlandske betalinger, hvis:
1)  de ekspederes samme dag som tilsvarende betalinger til indenlandske konti, og
2)  de tilsvarende indenlandske betalinger er modtageren i hænde rettidigt.

 

  § 4. Naalakkersuisut fastsætter regler om offentlige myndigheders ret til med frigørende virkning at foretage udbetalinger til fysiske og juridiske personer omfattet af § 1, som ikke har anvist en NemKonto, herunder at offentlige myndigheder kan udskyde betaling til en fysisk eller juridisk person, som ikke overholder de af Naalakkersuisut udstedte regler.
  Stk. 2.  Udbetalinger, som er udskudt efter stk. 1, henføres til Landskassen henholdsvis kommunekassen, såfremt de ikke er gennemført inden 5 år efter den dato, hvor udbetalingerne blev anvist.
  Stk. 3. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om adgangen til at anvise flere nemkonti.

 

Register

 

  § 5. Naalakkersuisut fastsætter regler om etablering af et register, der indeholder oplysninger om konti anvist efter § 1 og § 2.
  Stk. 2. I forbindelse med etableringen af registret efter stk. 1 bemyndiges Naalakkersuisut, eller den Naalakkersuisut bemyndiger hertil, til at indhente oplysninger om pengeinstitutkonti tilhørende fysiske og juridiske personer. Oplysningerne kan indhentes fra andre offentlige myndigheder og lønservicebureauer.

 

Systemansvarlig

 

  § 6. Naalakkersuisut udpeger en systemansvarlig, som har til opgave at varetage administrationen af kontooplysningerne. Som systemansvarlig kan udpeges en offentlig myndighed eller en privat virksomhed eller lignende, som er hjemmehørende i Danmark, på Færøerne eller i Grønland.
  Stk. 2.  Naalakkersuisut fastsætter nærmere regler for den systemansvarliges virksomhed, herunder om tilsyn med den systemansvarliges virksomhed og klageadgang.

 

Bemyndigelse

 

  § 7.  Naalakkersuisut bemyndiges til at indgå aftale med danske og færøske myndigheder om at anvende de systemer m.v. de pågældende myndigheder benytter bl.a. til varetagelse af de opgaver, som er nævnt i §§ 5 og 6.

 

Selvejende institutioner m.fl.

 

  § 8. §§ 1-6 omfatter selvejende institutioner m.v., hvis driftsbudget er optaget på bevillingslov.
  Stk. 2. §§ 1-6 omfatter endvidere selvejende institutioner m.v., som en kommune har indgået driftsoverenskomst med.
  Stk. 3. §§ 1-6 og regler udstedt i medfør heraf finder tillige anvendelse for institutioner, foreninger, fonde m.v.:
1)  hvis udgifter eller regnskabsmæssige underskud dækkes ved offentlige tilskud eller ved bidrag, afgift eller anden indtægt i henhold til lov, eller
2)  som modtager kapitalindskud, tilskud, lån, garanti eller anden støtte fra selvstyret eller en institution m.v., som er omfattet af nr. 1, såfremt kapitalindskuddet m.v. har væsentlig betydning for modtageren.
  Stk. 4. Stk. 1-3 finder dog ikke anvendelse i det omfang, der i anden lovgivning er regler om betalingsforvaltning, som ikke er forenelige med denne inatsisartutlov eller regler fastsat i medfør heraf.
  Stk. 5. Vedkommende kommune kan undtage selvejende institutioner som nævnt i stk. 2 fra bestemmelserne i §§ 1-6.

 

Ikrafttræden

 

  § 9.  Naalakkersuisut fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af inatsisartutloven. Naalakkersuisut kan herunder fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskellige tidspunkter for forskellige myndigheder.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 19. november 2020

 

 

 

Kim Kielsen