Inatsisartutlov om fødevarer
Kapitel 1
Anvendelsesområde, formål, definitioner og myndighedsbestemmelser
Inatsisartutlovens anvendelsesområde
§ 1. Denne inatsisartutlov finder anvendelse på produktion, tilvirkning og salg af fødevarer på Grønlands territorium jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2. Loven omfatter alle led i behandling af fødevarer, herunder produktion, tilvirkning, opbevaring, pakning, transport, salg og levering til den endelige forbruger.
Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på fremstilling af fødevarer til eget privat brug i private husholdninger, jf. dog § 8, stk. 3.
Stk. 4. Loven omfatter ikke fødevarer til import og eksport, herunder samhandel med fisk og fiskevarer.
Inatsisartutlovens formål
§ 2. Denne inatsisartutlov har til formål at sikre et højt niveau for beskyttelsen af menneskers sundhed og for beskyttelsen af forbrugernes interesser i relation til fødevarer, således at der navnlig tages hensyn til mangfoldigheden i fødevareudbuddet, herunder tilvirkning af traditionelle produkter.
Definitioner
§ 3. I denne Inatsisartutlov forstås ved:
1) ”Fødevarer” alle stoffer eller produkter, som, uanset om de er uforarbejdede eller helt eller delvis forarbejdede, er bestemt til eller med rimelighed må antages at skulle indtages af mennesker. Definitionen af fødevarer omfatter vand, hvor det anvendes af fødevarevirksomheder til fremstilling, behandling og konservering af produkter eller stoffer bestemt til human konsum.
2) ”Fødevarelovgivning” de love, forordninger og administrative bestemmelser, som finder anvendelse på fødevarer generelt og fødevaresikkerhed i særdeleshed. Fødevarelovgivningen omfatter alle led i produktionen, tilvirkningen og distributionen og salg af fødevarer.
3) ”Fødevarevirksomhed” ethvert offentligt eller privat foretagende, som med eller uden gevinst for øje udfører en hvilken som helst aktivitet, der indgår i produktionen, tilvirkningen, distribution og salg af fødevarer.
4) ”Leder af en fødevarevirksomhed” den eller de fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige for, at fødevarelovgivningens bestemmelser overholdes i den fødevarevirksomhed, som er under vedkommendes ledelse eller de fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige for, at fødevarelovgivningens bestemmelser overholdes i den fødevarevirksomhed, som er under vedkommendes ledelse.
5) ”Detailhandel” håndtering eller forarbejdning af fødevarer og deres oplagring på det sted, hvor de sælges eller leveres til den endelige forbruger, herunder, men ikke begrænset til, distributionsterminaler, brættet, cateringvirksomheder, virksomhedskantiner, institutionskøkkener, restauranter og andre tilsvarende madserviceordninger samt forretninger.
6) ”Salg” besiddelse af fødevarer med henblik på salg, herunder udbydelse til salg eller anden overførsel, som finder sted mod vederlag, herunder selve salget og distributionen og selve den overførsel, der sker på andre måder.
7) ”Sporbarhed” muligheden for at kunne spore og følge en fødevare, et dyr der anvendes i fødevareproduktionen, eller et stof, der er bestemt til, eller som kan forventes at blive tilsat en fødevare gennem alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled.
8) ”Endelig forbruger” den endelige forbruger af en fødevare, som ikke anvender varen som led i operationer eller i videre aktiviteter i forbindelse med en fødevarevirksomhed.
9) ”Risiko” en funktion af sandsynligheden for, at en fare har en negativ indvirkning på sundheden, sammenholdt med en vurdering af hvor alvorlig denne indvirkning er.
10) ”Risikoanalyse” en proces, der består af 3 indbyrdes forbundne komponenter: risikovurdering, risikostyring og risikokommunikation.
11) ”Risikovurdering” en videnskabeligt baseret proces bestående af 4 led: konstatering af faren, karakterisering af faren, vurdering af eksponeringen og karakterisering af risikoen.
12) ”Risikostyring” den proces, der består i en afvejning af de forskellige muligheder for indsats, evaluering af risikovurderingen og af andre relevante faktorer og om nødvendigt en udvælgelse af passende forebyggelses- og kontrolmuligheder.
13) ”Risikokommunikation” kommunikation og forklaring af resultaterne af risikovurderingen og grundlaget for de beslutninger, der træffes i forbindelse med risikostyringen.
14) ”Fare” den potentielt sundhedsskadelige virkning, der kan være forbundet med biologiske, kemiske eller fysiske agenser forbundet med fødevarernes tilstand.
15) ”Produktions-, tilvirknings-, distributions- og salgsled” alle led, herunder produktion af fødevarer og til og med opbevaringen, transporten, salget eller leveringen til den endelige forbruger.
16) ”Primærprodukter” primærprodukter er produkter fra primærproduktion, herunder jordbrugs- og husdyrbrugsprodukter, samt produkter fra jagt og fiskeri.
17) ”Primærproduktion” produktion, opdræt eller dyrkning af primærprodukter, herunder høst, malkning og husdyrproduktion før slagtning. Begrebet omfatter også jagt og fiskeri samt høst og indsamling af vilde produkter.
18) ”Primærproducent” en person eller virksomhed som foretager primærproduktion.
19) ”Egenkontrol” er et system, hvor fødevarevirksomheder løbende skal foretage kontrol med alle led i produktion, distribution og salg som virksomheden udfører, for at sikre at produkterne ikke er sundhedsskadelige, og dermed overholder gældende fødevarelovgivning.
20) ”Småproduktion” er små iværksættere der indhandler, tilvirker og omsætter produkter i et mindre omfang.
21) ”Markedsføring” fremstilling og distribuering af produkter med henblik på salg.
22) ”Kompetente myndigheder” Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland eller den af Naalakkersuisut udpegede kontrolmyndighed.
23) ”Autorisation” er de kompetente myndigheders godkendelse af, at virksomhedens indretning, drift og egenkontrol stemmer overens med reglerne i denne inatsisartutlov.
24) ”Tilbagetrækning” er den proces hvor et produkt bliver fjernet fra handelskæden, førend det er nået frem til den endelige forbruger.
25) ”Tilbagekaldelse” er enhver foranstaltning med henblik på, at de endelige forbrugere returnerer et produkt, som allerede er leveret eller stillet til rådighed for forbrugeren.
26) ”Varer der ikke overholder krav til fødevaresikkerhed” er produkter, som ikke overholder de i inatsisartutloven, og i regler udstedt i medfør heraf, fastsatte kriterier.
27) ”Engrosvirksomhed” er en virksomhed som forarbejder, lagrer, transporterer eller videresælger fødevarer til anden virksomhed.
28) ”Fødevarekontaktmaterialer” er materialer og genstande, der er bestemt til at komme i forbindelse med fødevarer.
Myndighedsbestemmelser
§ 4. Naalakkersuisut påser overholdelsen af denne inatsisartutlovs bestemmelser.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om hel eller delvis delegation af afgørelseskompetence vedrørende lovens ansvarsområder til kommunalbestyrelserne.
§ 5. Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland fører som kontrolmyndighed tilsyn med og kontrollerer, at bestemmelserne i denne inatsisartutlov overholdes, jf. kapitel 13.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan udpege andre end Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland som kontrolmyndighed på området.
Kapitel 2
Principper for produktion, opbevaring, distribution og salg af fødevarer
§ 6. Fødevarer og fødevarekontaktmaterialer skal ved forarbejdning, tilvirkning, produktion, opbevaring, distribution og markedsføring være af god beskaffenhed og have en rimelig holdbarhed, og må ikke have overskredet sidste salgsdato på omsætningstidspunktet.
Stk. 2. Fødevarer må ikke sælges eller overdrages til human konsum, hvis de ved anvendelse på sædvanlig måde må antages at kunne overføre eller fremkalde sygdom, vil kunne medføre forgiftning, eller hvis fødevarerne på grund af sygelig forandring, fordærvethed, forurening, fejlagtig tilberedning eller af anden grund må anses for at være uegnede til menneskeføde eller ikke overholder kravene til fødevaresikkerhed.
Stk. 3. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om salg eller anden overdragelse af fødevareprodukter, som har overskredet sidste salgsdato efter stk. 1.
§ 7. Forarbejdning, tilvirkning, produktion, opbevaring, distribution og salg af fødevarer og fødevarekontaktmaterialer skal foregå på hygiejnisk forsvarlig vis og skal gennemføres således, at fødevarerne og fødevarekontaktmaterialer ikke udsættes for forurening eller anden skadelig påvirkning, der gør fødevarerne uegnede til menneskeføde.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om personlig hygiejne og helbredskontrol for personer, som er beskæftiget med behandling, opbevaring, produktion, markedsføring og kontrol af fødevarer og fødevarekontaktmaterialer.
Stk. 3. Behandling, produktion, opbevaring, salg og kontrol med fødevarer og fødevarekontaktmaterialer må ikke udføres eller varetages af personer, som har eller må antages at have sygdom, der ved overførsel til fødevarer og fødevarekontaktmateriale kan gøre fødevarerne uegnede til menneskeføde.
Stk. 4. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om hygiejne ved behandling, opbevaring, produktion og markedsføring af fødevarer.
§ 8. Når der forekommer risiko for, at fødevarer eller fødevarekontaktmaterialer fra bestemte geografiske områder indeholder forureninger, herunder har været udsat for radioaktivitet eller miljøforureninger, eller i øvrigt er uegnede til anvendelse som menneskeføde, kan Naalakkersuisut forbyde, begrænse eller fastsætte vilkår for salg af sådanne varer.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, på hvilke vilkår fødevarer og fødevarekontaktmaterialer, hvori forureninger forekommer, må sælges.
Stk. 3. Naalakkersuisut kan forbyde, begrænse eller fastsætte vilkår for dyrkning af afgrøder, opdræt af husdyr, jagt, fiskeri, eller samling af frugter, bær, svampe, æg, honning eller fremstilling af andre primærprodukter fra bestemte geografiske områder.
§ 9. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om anvendelse af bestemte materialer og genstande og fremstillingsmetoder ved produktion af fødevarer og fødevarekontaktmaterialer, herunder anvendelse af genteknologi, strålekonservering og andre konserverings- eller behandlingsmetoder.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at fødevarer, fødevarekontaktmaterialer eller ingredienser, som enten ikke hidtil har været anset som fødevarer eller fødevarekontaktmaterialer, eller som er frembragt ved anvendelse af teknologi, der ikke tidligere har været anvendt til formålet, skal godkendes forud for anvendelse eller markedsføring.
Kapitel 3
Risikoanalyse
§ 10. For at opfylde den generelle målsætning om et højt niveau for beskyttelse af menneskers sundhed og liv, skal fødevareovervågning efter denne inatsisartutlov være baseret på risikoanalyser, medmindre dette er uhensigtsmæssigt under hensyn til foranstaltningens karakter eller omstændighederne i øvrigt.
Stk. 2. Naalakkersuisut fastsætter regler og procedurer for udarbejdelse af risikoanalyser.
Kapitel 4
Fødevarernes sammensætning
§ 11. Naalakkersuisut kan med henblik på beskyttelse af folkesundheden fastsætte regler om sammensætning og beskaffenhed af fødevarer til hjemmemarkedet, herunder fødevarer bestemt til særlige ernæringsmæssige formål og kosttilskud.
§ 12. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, på hvilke vilkår tilsætningsstoffer og aromaer må anvendes på hjemmemarkedet, herunder med hvilke formål, i hvilke mængder og til hvilke produkter, og om tilsætningsstoffernes og aromaernes identitet og renhed.
Kapitel 5
Salg og mærkning af fødevarer
§ 13. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at fødevarer og fødevarekontaktmaterialer skal mærkes med oplysninger, der er af betydning for forbrugerne, virksomhederne eller tilsynsmyndighederne.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om mærkning og salg af fødevarer og fødevarekontaktmaterialer, herunder:
1) Angivelse af, at fødevarer har en særlig helbredende eller forebyggende effekt.
2) Anvendelse af anprisninger om, at en fødevare er i besiddelse af visse egenskaber.
§ 14. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om mærkning af tilsætningsstoffer og aromaer, herunder om brugsanvisning og advarselsmærkning til brug for hjemmemarkedet.
Kapitel 6
Materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer
§ 15. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om:
1) Brug af fødevarekontaktmaterialer.
2) Brug af stoffer, der indgår i fødevarekontaktmaterialer.
3) Brug af fremstillingsprocesser, der anvendes ved produktion af fødevarekontaktmaterialer.
4) Sammensætning og mærkning af fødevarekontaktmaterialer.
5) Afsmitning fra fødevarekontaktmaterialer.
6) Krav til holdbarhed og styrke af fødevarekontaktmaterialer, som skal anvendes til bestemte fødevarer eller i bestemte situationer.
7) At fødevarekontaktmaterialer skal ledsages af en overensstemmelseserklæring.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan endvidere fastsætte regler om:
1) at virksomhedsledere, producenter eller importører af fødevarekontaktmaterialer bestemt til kontakt med fødevarer skal træffe forholdsregler med henblik på at trække sådanne materialer og genstande tilbage fra markedet.
2) at fødevarekontaktmaterialer ikke må markedsføres, hvis de udgør eller antages at udgøre en fare for fødevaresikkerheden.
§ 16. Salgsstop, tilbagetrækning og tilbagekaldelse skal ske, uanset regler udstedt i medfør af § 15, stk. 2, nr. 1, hvis de pågældende operatører antager eller har grund til at antage, at fødevarekontaktmaterialer, bestemt til kontakt med fødevarer, ikke overholder kravene til fødevaresikkerhed.
Kapitel 7
Sporbarhed
§ 17. Ledere af fødevarevirksomheder skal være i stand til at identificere, hvorfra de har fået leveret specifikke fødevarer og fødevarekontaktmaterialer eller dyr, der anvendes i fødevareproduktionen, og ethvert stof, der er bestemt til, eller som kan forventes at blive tilsat en fødevare. En leder af fødevarevirksomhed skal endvidere være i stand til at identificere og oplyse, hvortil produktet skal leveres. Disse oplysninger skal stilles til rådighed for de kompetente myndigheder på deres anmodning.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om krav til etablering af systemer og procedurer for ledere af fødevarevirksomheder til identifikation af de øvrige virksomheder, hvortil deres produkter bliver leveret.
§ 18. En fødevare eller et fødevarekontaktmateriale, der sælges eller som kan forventes at blive solgt, skal forsynes med en passende mærkning eller identifikation, der letter sporbarheden ved hjælp af relevant dokumentation eller information.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte krav til mærkning og identifikation, jf. stk. 1.
Kapitel 8
Ansvar for fødevarer
§ 19. Ledere af fødevarevirksomheder skal sikre, at de krav i fødevarelovgivningen, der er relevante for deres aktiviteter, er opfyldt for fødevarer og fødevarekontaktmaterialer i alle produktions-, tilvirknings- og distributions- og salgsled i den virksomhed, som er under ledelse, og kontrollere at de pågældende krav overholdes. Virksomheden er ansvarlig for alle de aktiviteter, som er underlagt virksomhedens kontrol.
§ 20. Hvis en leder af en fødevarevirksomhed antager eller har grund til at antage, at en fødevare eller et fødevarekontaktmateriale, som virksomheden har importeret, produceret, tilvirket, forarbejdet eller distribueret, ikke overholder kravene til fødevaresikkerhed og fødevaren eller fødevarekontaktmaterialet ikke længere umiddelbart kontrolleres direkte af denne fødevarevirksomhed, skal denne straks træffe forholdsregler med henblik på at trække den pågældende fødevare eller fødevarekontaktmateriale tilbage fra markedet og informere de kompetente myndigheder herom.
Stk. 2. Hvis et produkt efter, stk. 1 er nået ud til forbrugerne, skal lederen af fødevarevirksomheden effektivt og præcist informere forbrugerne om baggrunden for, at varen trækkes tilbage, og skal om nødvendigt tilbagekalde varen fra forbrugere, som allerede er i besiddelse af den pågældende vare, såfremt andre foranstaltninger er utilstrækkelige til opnåelse af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau.
§ 21. En leder af en fødevarevirksomhed med ansvar for detailhandel eller distributionsvirksomhed, og som ikke har indflydelse på fødevarernes indpakning, mærkning, sikkerhed eller integritet, skal inden for rammerne af sine aktiviteter træffe de fornødne forholdsregler med henblik på at stoppe salget, tilbagetrække produktet fra handelsleddet eller tilbagekalde produktet fra den endelige forbruger, såfremt produktet ikke opfylder kravene til fødevaresikkerheden.
Stk. 2. En leder af en fødevarevirksomhed skal bidrage til fødevaresikkerheden ved at videregive relevante oplysninger til kontrolmyndigheden efter anmodning for at kunne spore en fødevare.
Kapitel 9
Rengørings-, desinfektions- og smøremidler
§ 22. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om godkendelse, sammensætning og mærkning samt anvendelse af rengørings-, desinfektions- og smøremidler til brug for fødevareproduktion.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan endvidere fastsætte regler om:
1) at virksomhedsledere, producenter eller importører af rengørings-, desinfektions- eller smøremidler skal træffe forholdsregler med henblik på at stoppe salget, tilbagetrække eller tilbagekalde rengørings-, desinfektions- og smøremidler fra markedet.
2) at rengørings-, desinfektions- og smøremidler ikke må markedsføres, hvis de udgør eller antages at udgøre en fare for fødevaresikkerheden.
§ 23. Salgsstop, tilbagetrækning og tilbagekaldelse skal ske, uanset regler udstedt i medfør af § 22, stk. 2, nr. 1, hvis de pågældende operatører antager eller har grund til at antage, at rengørings-, desinfektions- og smøremidlerne ikke overholder kravene til fødevaresikkerhed.
Kapitel 10
Registrering, autorisation og egenkontrol af fødevarevirksomheder
§ 24. Virksomheder eller den, der i erhvervsmæssigt øjemed vil tilvirke, opbevare, transportere, forhandle eller importere fødevarer eller fødevarekontaktmaterialer, må ikke påbegynde aktiviteten, før de er blevet registreret hos de kompetente myndigheder.
§ 25. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at bestemte fødevarevirksomheder eller fødevarevirksomhedstyper skal autoriseres af de kompetente myndigheder før de kan påbegynde deres aktivitet.
Stk. 2. Naalakkersuisut fastsætter regler om autorisation af fødevarevirksomheder, herunder om betingelserne for, at en fødevarevirksomhed kan opnå autorisation, og om muligheden for at knytte vilkår til en autorisation.
Stk. 3. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, hvornår en autorisation skal indhentes på ny.
Stk. 4. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at bestemte fødevarevirksomheder eller fødevarevirksomhedstyper kan undtages fra kravet om autorisation.
Stk. 5. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at en autorisation tilbagekaldes, hvis virksomheden ikke opfylder de stillede vilkår, eller hvis forudsætningerne for autorisationen ændres væsentligt. Medmindre andet fremgår af afgørelsen, har tilbagekaldelsen af en autorisation virkning fra det tidspunkt, hvor den meddeles virksomheden. Ønsker en fødevarevirksomhed, som har fået tilbagekaldt sin autorisation at blive godkendt på ny, skal der søges om ny autorisation til at drive fødevarevirksomhed.
§ 26. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om hvornår der skal meddeles ejerskifte samt hvilke oplysninger der skal meddeles.
§ 27. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om primærproduktion af fødevarer med henblik på, at sikre den hygiejniske, sundheds- eller kvalitetsmæssige beskaffenhed af fødevarerne.
§ 28. Naalakkersuisut kan fastsætte særskilte regler om salg og produktion af traditionelt tilvirkede fødevarer og småproduktion.
Stk. 2. Naalakkersuisut fastsætter de nærmere betingelser for omfanget af småproduktion.
§ 29. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om hygiejne samt indretning og drift af fødevarevirksomheder, lagerfaciliteter, transportmidler og dertil knyttede aktiviteter omfattet af fødevarelovgivningen. Der kan herunder fastsættes regler eller træffes bestemmelse om godkendelse af brugen af transportmidler, lokaler, inventar, udstyr, maskiner, emballage og lignende samt om is, vand, damp, luft og luftarter, der anvendes ved behandling af fødevarer eller til rengøring af lokaler, udstyr og andre aktiviteter forbundet med fødevarevirksomhed, lagerfacilitet og transportmidler.
§ 30. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at virksomheder omfattet af loven kun må anvende råvarer, som er frigivet til cirkulation inden for det grønlandske og europæiske marked og fra virksomheder, som er omfattet heraf.
§ 31. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at virksomheder omfattet af loven, for egen regning, skal gennemføre egenkontrol af hygiejneforhold, og aktiviteter forbundet med alle led af produktion af fødevarer. Der kan herunder fastsættes regler om, på hvilken måde virksomhederne skal udarbejde, gennemføre og dokumentere egenkontrollen.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at virksomheder omfattet af loven for egen regning skal udføre nærmere fastsatte analyser og undersøgelser.
Stk. 3. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at virksomheder omfattet af lovgivningen, for egen regning, skal indsende analyseresultater til den kompetente myndighed.
§ 32. Analyser som pålagt efter § 31, stk. 2, skal foretages på et laboratorie som er godkendt af den kompetente myndighed. Analyseresultaterne skal fremvises på kontrolmyndighedens anmodning, og inden for rimelig tid.
§ 33. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om obligatorisk uddannelse i fødevarehygiejne for personer, som er beskæftiget i fødevarevirksomheder omfattet af loven.
Kapitel 11
Vejledninger
§ 34. Naalakkersuisut kan med henblik på sikring af fødevaresikkerheden, udarbejde og offentliggøre vejledninger til de af inatsisartutloven omfattede fødevarevirksomheder.
Stk. 2. Fødevarevirksomheder omfattet af inatsisartutloven kan udarbejde og indsende egne vejledninger med henblik på godkendelse hos de kompetente myndigheder.
Kapitel 12
Gebyrer
§ 35. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at de af loven omfattede primærproducenter og fødevarevirksomheder, herunder virksomheder, der fremstiller fødevarekontaktmaterialer, afholder omkostningerne ved det tilsyn og den kontrol, som udføres efter loven og regler udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at visse fødevarevirksomheder, der som led i uegennyttigt socialt arbejde tilvirker eller forhandler fødevarer uden erhvervsmæssig fortjeneste for øje og uden konkurrencemæssigt betydning i forhold til andre virksomheder, helt eller delvis kan fritages for omkostninger ved tilsyn og kontrol omfattet af stk. 1.
§ 36. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om opkrævning og betaling af gebyrer i medfør af loven, herunder for særlig belastende kontrol og ekstraordinære tilsyn, samt betaling af transport, indkvartering og diæter for den tilsynsførende i forbindelse med tilsynet af en fødevarevirksomhed.
Kapitel 13
Kontrol
§ 37. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om hyppigheden og omfanget af tilsyn og tilsynsrapportering.
§ 38. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at bestemte typer af fødevarer og fødevarekontaktmaterialer samt fødevarevirksomheder skal underkastes særlig kontrol.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan udstede regler for kødkontrol på slagterier, der producerer til hjemmemarkedet.
§ 39. Den kompetente myndighed kan træffe de afgørelser, herunder meddele de indskærpelser, påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af de krav, der er fastsat i fødevarelovgivningen.
Stk. 2. Den kompetente myndighed kan lade påbud og forbud, jf. stk. 1 gennemføre for virksomhedens regning.
§ 40. Hvis forbud eller påbud meddelt efter § 39, stk. 1, ikke bliver efterlevet, kan de kompetente myndigheder nedlægge forbud mod forsat drift og fratage virksomheder, som er omfattet af denne lovs bestemmelser, deres autorisation udstedt i medfør af denne inatsisartutlov. Medmindre andet fremgår af afgørelsen, har afgørelsen virkning fra det tidspunkt, hvor den meddeles virksomheden.
§ 41. Den kompetente myndighed kan påbyde ejere, ledere eller bestyrere i en fødevarevirksomhed at få uhygiejniske- og produktionsforhold i virksomheden udbedret inden en nærmere fastsat frist, der står i rimeligt forhold til påbuddets art. Et sådant påbud skal meddeles skriftligt, og skal meddeles til virksomhedens ejer og leder.
Stk. 2. Efterkommes et påbud ikke inden den fastsatte frist, kan kontrolmyndigheden lukke virksomheden, indtil forholdende er udbedret og dokumenteret overfor kontrolmyndigheden
§ 42. Det påhviler den kompetente myndighed at forbyde salg, udlevering eller overdragelse af fødevarer og fødevarekontaktmateriale, der ved anvendelse på sædvanlig vis må antages at udgøre en fare for folkesundheden eller er uegnet til human konsum.
Stk. 2. Endvidere påhviler det kontrolmyndigheden at forbyde salg, udlevering eller overdragelse af fødevarer, der på grund af forandring, forurening, fordærvelse, fejlagtig tilberedning eller anden årsag må anses at være uegnet til human konsum.
Stk. 3. Den kompetente myndighed kan pålægge fødevarevirksomheder at tilbagetrække fødevarer og fødevarekontaktmaterialer, såfremt mærkningen er vildledende eller fødevaren eller fødevarekontaktmaterialet må antages at udgøre en fare for folkesundheden eller er uegnet til menneskeføde.
§ 43. Den kompetente myndighed kan meddele påbud om indhentelse af bistand fra en rådgiver, som besidder en faglig ekspertise inden for fødevareområdet, eller om, at fødevarevirksomhedens ledelse eller ansatte gennemfører et kursus eller har opnået en given uddannelse. Der kan påbydes rådgivning inden for hygiejne, egenkontrol, samt behandlingen af fødevarer.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om rådgivningen, kursusdeltagelsen og uddannelsen efter stk. 1.
§ 44. Den kompetente myndighed har til enhver tid, mod behørig legitimation og uden retskendelse, adgang til offentlige og private ejendomme, virksomheder og lokaliteter, transportmidler, forretningsbøger og dokumenter, herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af opgaver fastsat i denne inatsisartutlov eller regler udstedt i medfør heraf.
§ 45. En fødevarevirksomhed skal efter anmodning fra den kompetente myndighed give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kontrollens gennemførelse samt vederlagsfrit yde tilsynsmyndighederne den fornødne bistand ved kontrol, prøveudtagning, kopiering og udlevering af skriftligt materiale og udskrift af elektronisk data.
Stk. 2. En fødevarevirksomhed skal kunne dokumentere, at oplysninger og påstande, som virksomheden af egen drift fremsætter, er korrekte.
Stk. 3. Den kompetente myndighed kan som led i kontrol og overvågning vederlagsfrit, og mod kvittering, udtage eller pålægge fødevarevirksomheden at udtage prøver af fødevarer, herunder råvarer, halvfabrikata og færdigvarer, is, vand, damp, luft, luftarter, fødevarekontaktmaterialer, genstande, bekæmpelsesmidler, rengørings- og desinfektionsmidler m.v.
Stk. 4. En fødevarevirksomhed skal yde kontrolmyndigheden bistand ved forsendelse af prøver og afholde udgifter hertil.
Stk. 5. En virksomhedsleder har pligt til at informere den kompetente myndighed, hvis lederen antager eller har grund til at antage, at en fødevare, som virksomheden har importeret, produceret, tilvirket, forarbejdet eller distribueret, ikke overholder de krav til fødevaresikkerhed, som er fastsat i denne inatsisartutlov eller i regler som er udstedt i medfør heraf.
§ 46. Naalakkersuisut kan i kontroløjemed indhente og udveksle oplysninger med andre offentlige myndigheder, der er nødvendige for at sikre overholdelsen af fødevarelovgivningen.
Stk. 2. Indhentelse af oplysningerne efter stk. 1, omfatter også oplysninger om skatteforhold.
Stk. 3. Naalakkersuisut kan på baggrund af indhentede oplysninger efter stk. 1 gennemføre kontrolopgaver gennem registersamkøring og sammenstilling af oplysninger.
§ 47. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at den kompetente myndighed med en fødevarevirksomheds navns nævnelse kan offentliggøre resultater af kontrol, som gennemføres i henhold til fødevarelovgivningen, og art og omfang af sanktioner på grundlag af kontrollen.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, på hvilken måde, i hvilken form og i hvilket omfang kontrolresultater og sanktioner kan offentliggøres, herunder regler om, at offentliggørelse kan ske i elektronisk form.
Stk. 3. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om en fødevarevirksomheds pligt til selv at offentliggøre resultater af kontrol, som gennemføres i henhold til fødevarelovgivningen. Naalakkersuisut kan herunder fastsætte regler om, på hvilken måde, i hvilken form og i hvilket omfang kontrolresultater skal offentliggøres, og regler om på hvilke vilkår offentliggørelse kan undlades.
§ 48. Den kompetente myndighed kan delegere specifikke opgaver vedrørende kontrol til kommunen. Den kompetente myndighed fører kontrol med at de delegerede opgaver varetages tilfredsstillende.
Kapitel 14
Foranstaltninger
§ 49. Det kan medføre bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland at:
1) overtræde inatsisartutlovens § 6, stk. 1 og 2, § 7, stk. 1 og 3, § 16, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1, §§ 19-21, § 23, § 24, § 32.
2) undlade at efterkomme påbud eller overtræder forbud eller vilkår i medfør af § 8, stk. 1, § 8, stk. 3, §§ 39-42, og § 43, stk. 1.
3) undlade at give Veterinær- og Fødevaremyndigheden adgang efter § 44.
4) tilsidesætte vilkår for en tilladelse eller autorisation, der er givet i henhold til loven eller regler udstedt efter loven.
5) undlade at yde den kompetente myndighed bistand efter § 45, eller undlader at tage prøver efter § 45, stk. 3.
6) afgive urigtige eller vildledende oplysninger til offentlig myndighed, eller undlader at afgive oplysninger, som er påbudt i loven eller i henhold til regler udstedt efter loven.
Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af § 6, stk. 3, § 7, stk. 2 og 4, § 8, stk. 2, § 9, § 10, stk. 2, §§ 11-15, § 17, stk. 2, § 18, stk. 2, § 22, §§ 25-31, § 33, § 34, stk. 1, § 35, stk. 1, § 36, 38, stk. 2, § 43, stk. 2, og § 47, kan det fastsættes, at overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne kan medføre bøde.
Stk. 3. Hvor inatsisartutloven eller forskrifter udstedt i medfør af inatsisartutloven hjemler fastsættelse af bøde, kan bøden pålægges en juridisk person efter reglerne i kapitel 5 i Kriminallov for Grønland.
§ 50. Foruden idømmelse af bøde i henhold til § 49, stk. 1-3, kan der i tilfælde af gentagne eller alvorlige overtrædelser, som har indebåret en nærliggende og væsentlig sundhedsrisiko, ske frakendelse af retten til at udøve fødevarevirksomhed i Grønland efter reglerne om rettighedsfortabelse i Kriminallov for Grønland.
§ 51. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere sanktion end bøde, kan Naalakkersuisut meddele, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig villig til inden en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i meddelelsen angivet bøde. På samme måde kan krav om konfiskation, herunder værdikonfiskation, vedtages uden retslig forfølgning.
§ 52. I sager, der behandles administrativt, jf. § 51, finder Retsplejelov for Grønland § 347, stk. 1, tilsvarende anvendelse.
§ 53. Reglerne i Kriminallov for Grønland om konfiskation anvendes tilsvarende i denne inatsisartutlov.
§ 54. Såfremt et parti fødevarer eller en del heraf konfiskeres, kan det i forbindelse med konfiskationen pålægges fødevarevirksomheden at separere og plombere det hertil svarende parti fødevarer fra andre fødevarer og tåle, at den afmærkes af kontrolmyndigheden. Kan man ikke på denne måde forhindre sammenblanding af fødevarer, hvis værdi er konfiskeret, og andre fødevarer, kan det pålægges virksomheden at transportere de fødevarer, hvis værdi er konfiskeret til et forudbestemt sted.
§ 55. Bøder og konfiskationer, der fastsættes i medfør af denne inatsisartutlov eller i regler udstedt i medfør heraf, tilfalder Landskassen.
Kapitel 15
Ikrafttræden, ophævelse og overgangsbestemmelser
§ 56. Denne inatsisartutlov træder i kraft den 1. januar 2020.
Stk. 2. Samtidig ophæves Landstingsforordning nr. 17 af 28. oktober 1993 om kontrol med levnedsmidler og zoonoser.
Stk. 3. Regler udstedt eller opretholdt i medfør af landstingsforordning jf. stk. 2, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af nye regler.
Stk. 4. Virksomheder, som efter hidtidige regler er godkendte, anses for godkendte efter denne inatsisartutlovs ikrafttræden.
Grønlands Selvstyre, den 28. november 2019
Kim Kielsen
Hjemmelslov til
- Hjemmestyrets bekendtgørelse om bekæmpelse af rabies (hundegalskab) - (22/1997)
- Hjemmestyrets bekendtgørelse om levnedsmiddelvirksomheder - (21/1998)
- Selvstyrets bekendtgørelse om ophævelse af bekendtgørelse om tvungen trikinkontrol i Grønland - (10/2017)
- Selvstyrets bekendtgørelse om undtagelser fra forbuddet om salg af datoudløbne fødevarer - (49/2020)
-
PDF (0.34MB)
-
PDF (0.61MB)
-
PDF (0.53MB)
-
PDF (0.21MB)
-
PDF (0.35MB)