Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 10
12. juni 2015
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om bortskaffelse af latrin og spildevand

I medfør af § 10, stk. 1, nr. 15-16, § 10, stk. 1, nr. 19, § 18, stk. 1, nr. 1-7, § 48, § 56, stk. 1, § 66, stk. 3, og § 67, stk. 1, i Inatsisartutlov nr. 9 af 22. november 2011 om beskyttelse af miljøet, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 1 af 29. maj 2012, fastsættes:


Formål og anvendelsesområde

 

§ 1.  Bekendtgørelsen finder anvendelse for bortskaffelse af latrin og spildevand.
Stk. 2.  Bekendtgørelsen finder yderligere anvendelse på alle offentlige og private spildevandsanlæg.
Stk. 3.  Områder uden for kommunal inddeling anses som et nationalt anliggende og administreres af det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø.


Definitioner

 

§ 2.  Ved følgende forstås:
1)  Ved spildevand forstås alt vand, der afledes fra beboelse, virksomheder samt øvrig bebyggelse. Spildevand omfatter: husspildevand, gråt spildevand, sort spildevand og processpildevand, drænvand samt tag- og overfladevand.
2)  Ved tag-, dræn- og overfladevand forstås nedbør fra tagarealer og andre helt eller delvist befæstede arealer. Tag-, dræn- og overfladevand må ikke indeholde andre stoffer, end hvad der sædvanligt tilføres afløb i forbindelse med afstrømning fra sådanne arealer, eller have en væsentlig anden sammensætning.
3)  Ved husspildevand forstås spildevand fra husholdninger, herunder afløb fra vandklosetter.
4)  Ved gråt spildevand forstås husspildevand uden afløb fra vandklosetter.
5)  Ved sort spildevand forstås spildevand fra vandklosetter.
6)  Ved latrin forstås humane affaldsprodukter defineret som urin og fæces.
7)  Ved processpildevand forstås spildevand fra virksomheders produktion.
8)  Ved et spildevandsanlæg forstås såvel åbne grøfter som lukkede ledninger og andre anlæg, der afleder til recipienten eller behandler spildevand m.v.
9)  Ved spildevandsanlæggets kapacitet forstås den spildevandsmængde med indhold af forurenende stoffer, der kan afledes fra en eller flere ejendomme inden for et fastlagt opland til anlægget.
10)  Ved offentlige spildevandsanlæg forstås spildevandsanlæg, hvor en kommunalbestyrelse har ansvaret for anlæggets drift og eller vedligeholdelse.
11)  Ved private spildevandsanlæg forstås de spildevandsanlæg, der ikke er omfattet af nr. 10.
12)  Ved 1 personækvivalent (PE) forstås i denne bekendtgørelse 21,9 kg organisk stof/år målt som det biokemiske iltforbrug (BI5), 4,4 kg total kvælstof/år eller 1,0 kg total fosfor/år.
13)  Ved et vandkloset forstås et toilet, der er tilsluttet vand og et spildevandsanlæg f.eks. en offentlig kloak eller en samletank.
14)  Ved et tørkloset forstås sanitære installationer, hvor der ikke tilføres vand eller kun tilføres meget lidt vand (afløbsfrie toilettyper). Denne type installationer kan f.eks. være hvor latrin samles i en toiletpose og eller toiletspand men kan også være i forbindelse med f.eks. kompost- og muldtoiletter.
15)  Ved en forskriftsmæssig samletank for spildevand forstås i medfør af det til enhver tid gældende bygningsreglement samt regler fastsat i henhold til byggelovgivningen en tæt, frostfri tank uden afløb med alarm eller anden registrering af fyldningsgraden, samt aftapningsanordning til tømning.
16)  Ved trykvand forstås vand fremført under tryk i frostfrit ledningsanlæg til den enkelte bygning m.v.
17)  Ved tilkørt vand forstås vand, der leveres fra en godkendt forsyningsordning til bygningens egen lagertank, hvorfra der pumpes til tapning efter behov.
18)  Ved kloak forstås lukkede ledningsanlæg under eller uden for bygninger, der tjener til afledning af spildevand.
19)  Ved kloakopland forstås det område, som kloakledninger er bestemt for at betjene, sædvanligvis ved at spildevandet kan afledes ved gravitation. Et kloakopland kan have flere individuelle kloaker men kun ét udløb i havet.
20)  Ved recipienten forstås et område, der bliver påvirket af en eller flere spildevandsudledninger.

 

§ 3.  Med brugsrettighedshaver forstås al virksomhed der har brugsretten til et areal, normalt i form af en arealtildeling. Dette gælder både for midlertidig eller permanent tildeling samt for ubebyggede arealer.
Stk. 2.  Med brugsrettighedshaver sidestilles endvidere virksomheder, foreninger og arrangører af arrangementer, hvor der permanent eller midlertidigt samles mange mennesker.


Spildevandsplan

 

§ 4.  Kommunalbestyrelsen skal udarbejde planer for bortskaffelse af spildevand i kommunens byer og bygder. Endvidere kan kommunalbestyrelsen udarbejde planer for det åbne land. En spildevandsplan skal som minimum indeholde oplysninger om:
1)  Hvordan spildevandsplanen forholder sig til kommuneplanen, recipientplanen, jf. § 34, samt til den økonomiske planlægning i kommunen.
2)  Afgrænsning af de enkelte kloakoplande.  
3)  Oversigtskort over de eksisterende og planlagte spildevandsanlæg med angivelse af om spildevandsanlæggene er offentlig eller privat ejede.
4)  Opgørelse af hvilke bygninger der er tilsluttet de offentlige spildevandsanlæg, og hvilke bygninger, der er tilsluttet private spildevandsanlæg samt en redegørelse for enkeltudledere.
5)  En plan for planlagt renovering og vedligeholdelse af de kommunale spildevandsanlæg herunder prioritering.
6)  En tidsplan for implementering af tiltag beskrevet i spildevandsplanen.
7)  Hvilken recipient spildevandet fra de enkelte oplande udledes eller evt. ønskes udledt til, udløbenes placering og de forventede udledte mængder af spildevand. Endvidere kan eventuelle renseforanstaltninger og recipientens ønskede kvalitet beskrives.
8)  Hvilke indtægter og udgifter, der forventes at være ved etablering, renovering og drift af de offentlige anlæg.
Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen skal ajourføre planerne for bortskaffelse af spildevand i kommunen hvert 6. år efter vedtagelse af de enkelte planer.
Stk. 3.  Første version af spildevandsplanen for de enkelte byer skal være vedtaget senest den 1. august 2018.
Stk. 4.  Første version af spildevandsplanen for de enkelte bygder skal være vedtaget senest den 1. august 2020.

 

§ 5.  Inden forslag til en spildevandsplan vedtages af kommunalbestyrelsen, fremsendes et udkast til spildevandsplanen til det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø, der inden for 8 uger fra modtagelsen kan fremsætte eventuelle bemærkninger til forslaget.

 

§ 6.  Efter vedtagelse af forslag til spildevandsplanen skal kommunalbestyrelsen offentliggøre forslaget.
Stk. 2.  Forslaget til spildevandsplanen skal være tilgængeligt for offentligheden og fremlagt til gennemsyn og kommentering i mindst 8 uger. Forslaget til spildevandsplanen skal som minimum være tilgængelig på kommunens hjemmeside.
Stk. 3.  Offentliggørelsen skal angive den fastsatte frist for fremsættelse af bemærkninger og ændringsforslag til forslaget
Stk. 4.  Samtidig med offentliggørelsen sendes det vedtagne forslag til spildevandsplan til de ansvarlige medlemmer af Naalakkersuisut for Miljø, Landsplanlægning, Sundhed, Veterinær- og Fødevaremyndigheden samt Landslægeembedet og Nukissiorfiit. Fristen for indsigelser og bemærkninger skal angives.

 

§ 7.  Når fristen for kommentarer er udløbet, vedtager kommunalbestyrelsen ved en fornyet behandling af spildevandsplanen forslaget endeligt. Samtidigt behandles de indsigelser og ændringsforslag, der er indkommet i løbet af offentliggørelsesperioden.
Stk. 2.  Ved kommunalbestyrelsens vedtagelse af spildevandsplanen, kan kommunalbestyrelsen ændre i det offentliggjorte forslag. Hvis ændringerne er væsentlige eller i strid med planens principielle indhold, skal det ændreĀ­de spildevandsplanforslag offentliggøres på ny, jf. § 6, dog med en frist for indsigelser på mindst 6 uger.

 

§ 8.  Kommunalbestyrelsen skal uden unødigt ophold foretage offentlig bekendtgørelse efter endelig vedtagelse af spildevandsplanen.
Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen skal sende et eksemplar af den offentligt bekendtgjorte spildevandsplan til orientering til de ansvarlige medlemmer af Naalakkersuisut for Miljø, Landsplanlægning, Sundhed, Veterinær- og Fødevaremyndigheden samt Landslægeembedet og Nukissiorfiit.
Stk. 3.  Kommunen skal som minimum lægge den offentligt bekendtgjorte spildevandsplan på kommunens hjemmeside, således at planen er offentligt tilgængelig.

§ 9.  Kommunalbestyrelsen skal ud fra de vedtagne spildevandsplaner udarbejde en samlet oversigt over håndtering af spildevand i kommunen.
Stk. 2.  Det skal fremgå af den samlede oversigt, hvilke målsætninger kommunalbestyrelsen har for håndtering af latrin og spildevand i kommunen.
Stk. 3.  Første version af den samlede oversigt skal være vedtaget senest den 1. januar 2021.
Stk. 4.  Den samlede oversigt sendes til orientering til de ansvarlige medlemmer af Naalakkersuisut for Miljø, Landsplanlægning, Sundhed, Veterinær- og Fødevaremyndigheden samt Landslægeembedet og Nukissiorfiit.
Stk. 5.  Kommunen skal som minimum lægge den samlede oversigt på kommunens hjemmeside, således at oversigten er offentligt tilgængelig.


Tilslutning til spildevandsanlæg

 

§ 10.  Inden for et kloakopland, som er fastsat i en spildevandsplan, skal eksisterende brugsrettighedshavere tilslutte spildevandsafledning til kloakkerne gennem lukkede ledninger, når der er ført kloak frem til nærmeste offentlige vej eller igennem det pågældende kloakopland.
Stk. 2.  Tilslutningen skal ske for brugsrettighedshaverens egen regning.
Stk. 3.  Eksisterende bygninger i et fastlagt kloakopland skal tilsluttes spildevand til kloakkerne senest 2 år efter, at der er ført kloak frem til nærmeste offentlige vej eller igennem det pågældende kloakopland.
Stk. 4.  Kommunalbestyrelsen skal med brev orientere de berørte parter om tidsfristen.
Stk. 5.  Tidsfristen efter stk. 3 gælder tidligst kommunalbestyrelsens vedtagelse af spildevandsplanen for området og fremsendelse af brev til de berørte parter.
Stk. 6.  Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning dispensere fra tilslutningspligten på baggrund af en konkret vurdering af en bygnings fysiske forhold, herunder manglende mulighed for etablering af toilet, eller brugsrettighedshaverens økonomiske forhold.

 

§ 11.  Hvis eksisterende bebyggede områder i fremtiden bliver forsynet med trykvand skal kommunalbestyrelsen sikre, at der samtidig etableres en godkendt kloakledning, eller at der allerede forefindes individuelle tankanlæg til opsamling af husspildevand fra de enkelte bygninger.

 

§ 12.  Såfremt kommunalbestyrelsen meddeler tilladelse til tilslutning til offentlige spildevandsanlæg efter Inatsisartutloven om byggemodning, offentlige kloakledninger og offentlige veje, skal kommunalbestyrelsen sikre, at afledningen ikke er til hinder for, at spildevandsanlæggets samlede udledningstilladelse kan overholdes.

 

§ 13.  Såfremt en stikledning tilsluttes et privat spildevandsanlæg skal ejeren af spildevandsanlægget orientere kommunalbestyrelsen herom.
Stk. 2.  Ved private spildevandsanlæg skal ejeren af anlægget sikre, at den samlede udledning er inden for anlæggets godkendte kapacitet.  


Udledningstilladelse til is, terræn, salt- og ferskvand

 

§ 14.  Udledning af spildevand til recipienten kræver en udledningstilladelse.
Stk. 2.  Ansøgning om udledningstilladelse skal være skriftlig og skal ledsages af de i bilag 1 angivne oplysninger.
Stk. 3.  Ansøgning om udledningstilladelse indsendes til kommunalbestyrelsen.                 
Stk. 4.  Uanset stk. 3. skal ansøgninger om udledning af spildevand gennem spildevandsanlæg med udløb i fjord og hav fra virksomheder og anlæg, som efter Inatsisartutloven om beskyttelse af miljøet med senere ændring, karakteriseres som særligt forurenende eller karakteriseres som større bygge- og anlægsarbejder eller anden etablering af virksomhed, der må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, sendes direkte til det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø.
Stk. 5.  Kommunalbestyrelsen er tilladelsesmyndighed ved udledning af husspildevand op til 50 PE gennem spildevandsanlæg med udløb i fjord og hav.
Stk. 6.  Kommunalbestyrelsen er tilladelsesmyndighed ved udledning af gråt spildevand til terræn og åbne grøfter med udløb i fjord eller hav.
Stk. 7.  Det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø er tilladelsesmyndighed i øvrige sager, herunder i sager om processpildevand samt alle ansøgninger fra kommunalbestyrelsen.
Stk. 8.  Uanset stk. 5-6 er det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø tilladelsesmyndighed ved udledning af spildevand gennem spildevandsanlæg med udløb i fjord og hav fra virksomheder og anlæg, som efter Inatsisartutloven om beskyttelse af miljøet med senere ændring karakteriseres som særligt forurenende eller karakteriseres som større bygge- og anlægsarbejder eller anden etablering af virksomhed, der må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet efter.
Stk. 9.  I sager, hvor det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø er myndighed, videresender kommunalbestyrelsen ansøgningen til det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø. Sager der videresendes, skal samtidig indeholde kommunalbestyrelsens bemærkninger til ansøgningen, specielt relateret til spildevandsplanen.
Stk. 10.  Ved udarbejdelse af godkendelser efter kapitel 5 og 8 i Inatsisartutloven om beskyttelse af miljøet med senere ændring, hvor det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø er tilladelsesmyndighed, indarbejdes spildevandstilladelsen i disse godkendelser.
Stk. 11.  Uanset stk. 1 kan tag-, dræn- og overfladevand udledes til terræn uden tilladelse.

 

§ 15.  Tilladelsesmyndigheden fastsætter i en udledningstilladelse som minimum vilkår om:
1)  Spildevandsanlæggets kapacitet.
2)  Udledningsmængde og sammensætning.
3)  Indretning.
Stk. 2.  Tilladelsesmyndigheden kan i en udledningstilladelse stille vilkår til rensningsforanstaltninger.
Stk. 3.  Tilladelsesmyndigheden kan endvidere for virksomheder i en udledningstilladelse stille vilkår om egenkontrol.
Stk. 4.  En udledningstilladelse kan indeholde vilkår om tidsbegrænsning.
Stk. 5.  Ved meddelelse af udledningstilladelse skal tilladelsesmyndigheden sikre, at spildevandsanlægget er i overensstemmelse med spildevandsplanen.

 

§ 16.  Tilladelser sendes til ansøger, Landslægeembedet, de ansvarlige medlemmer af Naalakkersuisut for Sundhed, Veterinær- og Fødevaremyndigheden, og samt henholdsvis det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø eller kommunalbestyrelsen afhængig af, hvem der udøver tilladelsesmyndigheden.

 

§ 17.  Eksisterende spildevandsanlæg etableret efter tidligere regler kan fortsat benyttes.
Stk. 2.  Tilladelsesmyndigheden kan påbyde, at eksisterende spildevandsanlæg etableret efter tidligere regler inden en nærmere angiven frist skal ansøges om tilladelse efter denne bekendtgørelse.

 

§ 18.  Når et spildevandsanlæg eller forhold, der har indflydelse på et spildevandsanlæg, ændres væsentligt, herunder når en udledning flyttes, kræves fornyet tilladelse efter § 14.
Stk. 2.  Endvidere kræver en væsentlig ændring i mængden eller sammensætningen af spildevandet, der tilføres anlægget, fornyet tilladelse efter § 14.
Stk. 3.  Tilladelsesmyndigheden afgør, om en ændring jf. stk. 1 og stk. 2 er væsentlig og derfor kræver fornyet tilladelse.


Gebyr

 

§ 19.  Tilladelsesmyndigheden kan i en vedtægt fastsætte et gebyr for at udstede tilladelse til udledning af spildevand.

 

§ 20.  Kommunalbestyrelsen kan i en vedtægt fastsætte et årligt gebyr for afledning af spildevand igennem offentlige spildevandsanlæg.
Stk. 2.  Det årlige gebyr for afledning af spildevand kan fastsættes ud fra brugsrettighedshavers vandforbrug.
Stk. 3.  Det årlige gebyr for afledning af spildevand kan alene indeholde beløb til dækning af kommunernes udgifter til drift af anlæg samt fremtidige renovering af spildevandsanlægget eller erstatning af spildevandsanlægget.


Tørklosetter

 

§ 21.  Tørklosetter må kun anvendes til latrin.

 

§ 22.  I det omfang, der ikke i anden lovgivning er fastsat regler, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om antallet af tørklosetter og indretningen af disse, herunder for lejrområder og steder, hvor mange mennesker permanent eller midlertidigt samles. Dette gælder både i og uden for byer og bygder.
Stk. 2.   Kommunalbestyrelsen kan i kommunale regulativer fastsætte regler for antallet af tørklosetter og indretningen af disse, herunder for lejrområder og steder, hvor mange mennesker permanent eller midlertidigt samles i områder udenfor byer og bygder.

 

§ 23.  I forbindelse med tømningsordninger kan kommunalbestyrelsen i et regulativ påbyde brugen af en bestemt type tørkloset.
Stk. 2.  Påbyder kommunalbestyrelsen brug af tørkloset med pose skal poserne leveres af kommunen.

 

§ 24.  Ved placering af latrinposer eller spande til afhentning, indsamling, tømning udenfor huset skal placeringen ske sådan, at indholdet af latrinposer eller spande er utilgængeligt for hunde, fugle og andre dyr.


Bortskaffelse af latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke

 

§ 25.  Kommunalbestyrelsen skal anvise en bortskaffelsesmulighed for latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke.
Stk. 2.  Den anviste bortskaffelsesmulighed skal benyttes af brugsrettighedshaver.
Stk. 3.  Kommunalbestyrelsens anvisningspligt for latrin fra tørklosetter, jf. stk. 1 bortfalder, hvis alle bygninger i en by eller bygd har opnået tilslutning til kloak.

 

§ 26.  Kommunalbestyrelsen skal i byer og bygder sikre etablering af rampe eller anden godkendt bortskaffelsesordning for latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke under iagttagelse af bestemmelserne om spildevandsplanen, jf. i §§4 - 9.
Stk. 2.  Pligten til at etablere en rampe eller anden godkendt bortskaffelsesordning for latrin fra tørklosetter bortfalder, hvis betingelserne i § 25, stk. 3, er opfyldt.

 

§ 27.  I det åbne land, hvor karakteren af bebyggelse tilsiger det, kan kommunalbestyrelsen kræve, at brugsrettighedshaver selv skal forestå bortskaffelsen af latrin fra tørklosetter efter kommunalbestyrelsens anvisninger.
Stk. 2.  I det åbne land, hvor spildevandsmængden eller karakteren af bebyggelse tilsiger det, kan kommunalbestyrelsen kræve, at brugsrettighedshaver skal bortskaffe spildevand fra samletanke efter kommunalbestyrelsens anvisninger.

 

§ 28.  Bortskaffelsesordninger som nævnt i § 26 i byer og bygder skal godkendes af det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø før etablering.
Stk. 2.  Eksisterende bortskaffelsesordninger kan fortsat benyttes uden godkendelse.
Stk. 3.  Det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø kan bestemme, at indehaveren af en eksisterende bortskaffelsesordninger inden en given tidsfrist skal ansøge om godkendelse efter denne bekendtgørelse. En godkendelse kan betinges af, at eksisterende bortskaffelsesordninger ændres eller flyttes.
Stk. 4.  En tidsfrist efter stk. 3, 1. punkt skal være på minimum 1 år.


Tømningsordninger

 

§ 29.  Kommunalbestyrelsen kan iværksætte tømningsordninger af latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke i byer og bygder.
Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen kan ophæve en eventuel indført tømningsordning for latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke, med et varsel på 2 år.
Stk. 3.  Ved ophævelse af en ordning efter stk. 2 orienterer kommunalbestyrelsen de berørte parter ved brev.

 

§ 30.  I det åbne land kan kommunalbestyrelsen, når det skønnes miljø- og sundhedsmæssigt påkrævet, iværksætte eller påbyde tømningsordninger for latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke.

 

§ 31.  Når en kommunal tømningsordning for latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke er gældende, skal ordningen benyttes af brugsrettighedshaver.  
Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen kan fastsætte et årligt gebyr for tømning af latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke.
Stk. 3.  Det årlige gebyr for tømning af latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke kan alene indeholde beløb til dækning af udgifterne til tømning af latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke samt fremtidig renovering eller udvikling.

 

§ 32.  Håndtering og transport af latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke skal ske på en sundheds- og miljømæssig forsvarlig måde og i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens regulativer.
Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen kan efter aftale med en ikke kommunalt drevet virksomhed beslutte, at virksomheden skal udføre hele eller dele af den kommunale tømningsordning af latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke.   
Stk. 3.  Kommunalbestyrelsen sikrer, at tømning af latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke sker i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens anvisninger.


Regulativer for latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke

 

§ 33.  Kommunalbestyrelsen skal i et regulativ fastsætte nærmere regler for tømning og bortskaffelse af latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke i kommunens byer og bygder.  
Stk. 2.  Regulativerne skal indeholde oplysninger om:
1)  Bortskaffelsesmuligheder for spildevand fra samletanke og latrin fra tørklosetter.
2)  Godkendte tørklosettyper og posetyper.
3)  Sammensætning af spildevand.
4)  Tømningsordninger af latrin fra tørklosetter og spildevand fra samletanke i kommunen.
5)  Regler for renovationsarbejdernes adgang til tørklosetterne eller for placering af spand eller pose udenfor huset.
6)  Gebyrer for benyttelse af kommunale tømningsordninger jf. § 31, stk. 3.


Recipientplan

 

§ 34.  Det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø kan udarbejde en recipientplan med angivelse af overordnede mål for recipientens anvendelse og krav til miljøtilstand, herunder æstetiske og hygiejniske forhold. Planen kan indeholde overordnede krav til spildevandsrensning, hvor dette måtte være nødvendigt for at opnå målene.
Stk. 2.  Et forslag til plan for recipienterne offentliggøres og udsendes til kommuner, Landslægeembedet, det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Veterinær- og Fødevaremyndigheden til høring i mindst 3 måneder forinden endelig vedtagelse.

 
Andre bestemmelser

 

§ 35.  I afgørelser i henhold til § 14, §§22-23, § 28 og § 30 træffer den ansvarlige myndighed afgørelse efter forudgående høring af, Landslægeembedet og det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Veterinær- og Fødevaremyndigheden.

 

Tilsynsmyndighed.

 

§ 36.  Kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed efter denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.  Det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø er tilsynsmyndighed for udledninger fra kommunale spildevandsanlæg og udledninger fra virksomheder og anlæg, som efter Inatsisartutloven om beskyttelse af miljøet med senere ændring karakteriseres som særligt forurenende eller karakteriseres som større bygge- og anlægsarbejder eller anden etablering af virksomhed, der må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

 

Tilsyn og påbud

 

§ 37.  Tilsynsmyndigheden kan påbyde, at en tilladelseshaver for egen regning skal foretage prøvetagning, analyser og målinger af stoffer i spildevand, såfremt der fremkommer nye oplysninger, eller vurdering af allerede kendte oplysninger er ændret på baggrund af nye forskningsresultater eller anden ny viden.
Stk. 2.  Prøveanalyser skal foretages af et akkrediteret laboratorium.
Stk. 3.  Ved et akkrediteret laboratorium i stk. 2 forstås et laboratorium, som er akkrediteret af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond (DANAK) eller af et tilsvarende akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af EA’s (European co-operation for Accreditation) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse. 

 

§ 38.  Tilsynsmyndigheden kan påbyde en brugsrettighedshaver, at der indhentes en ny tilslutningstilladelse, hvor en eksisterende tilslutning giver problemer i forhold til overholdelse af spildevandsanlæggets godkendte kapacitet og spildevandstilladelsens vilkår.

 

§ 39.  Tilsynsmyndigheden kan påbyde, at der indhentes ny udledningstilladelse efter § 14, hvor en eksisterende udledning giver anledning til særlige miljøproblemer eller sikkerheds- og sundhedsproblemer.

 

§ 40.  Såfremt tag-, dræn- og overfaldevand er til særlig gene, kan kommunalbestyrelsen give påbud til brugsrettighedshaver om, at udledning af tag-, dræn- og overfladevand skal ske til et spildevandsanlæg med udløb i fjord eller hav.

 

§ 41.  Ved etablering, omlægning eller renovering af private eller offentlige spildevandsanlæg kan tilladelsesmyndigheden udstede påbud om etablering af permanente foranstaltninger som f.eks. rensning af spildevand, flytning af spildevandsudledning eller anden midlertidig foranstaltning f.eks. udledning til midlertidig samletank.

 

§ 42.  Hvis en spildevandstilslutning eller spildevandsudledning udgør en fare for sundheden eller miljøet kan tilsynsmyndigheden meddele påbud om afhjælpende, afværgende eller genoprettende foranstaltninger eller forbyde spildevandstilslutningen eller spildevandsudledningen.
Stk. 2.  Hvis en spildevandstilslutning eller spildevandsudledning giver driftsmæssige problemer i spildevandsanlægget, som f.eks. tilstopning, fedtaflejringer eller påvirkninger fra miljøskadelige stoffer, kan tilsynsmyndigheden meddele påbud om afhjælpende, afværgende eller genoprettende foranstaltninger eller forbyde spildevandstilslutningen eller spildevandsudledningen
Stk. 3.  Efter høring af de involverede parter meddeler tilsynsmyndigheden afgørelse om påbud eller forbud skriftligt til parterne med underretning til Landslægeembedet og det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Veterinær- og Fødevaremyndigheden. Afgørelserne skal indeholde en frist for påbuddet eller forbuddets efterkommelse.

 

§ 43.  Hvor en spildevandstilslutning eller spildevandsudledning giver anledning til overhængende fare for sundheden samt i tilfælde, hvor øjeblikkelig indgriben er påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse, kan beslutning om påbud eller forbud meddeles mundtligt af tilsynsmyndigheden.
Stk. 2.  Et påbud eller et forbud efter stk. 1 skal straks efterkommes.
Stk. 3.  Et mundtligt påbud eller forbud skal bekræftes skriftligt af tilsynsmyndigheden inden for 14 dage, ellers bortfalder påbuddet.

 

§ 44.  Kommunalbestyrelsen kan meddele påbud og forbud om forhold vedrørende tørklosetter og bortskaffelse af latrin fra tørklosetter samt spildevand fra samletanke, med henblik på at:
1)  Forebygge forurening
2)  Forbedre sundhedsforhold
3)  Forbedre de hygiejniske forhold
4)  Mindske problemer for renovationsarbejderne
Stk. 2.  Påbuddet kan omfatte krav om flere tørklosetter, bedre renholdelse, friholdelse af adgangsveje, hyppigere tømningsfrekvens o. lign.

 

§ 45.  I alle tilsynssager, hvor påbud eller forbud ønskes afgivet med baggrund i sundhedsfare eller risiko herfor, skal Landslægeembedet inddrages ved afgørelsen.

 

§ 46.  Påbud eller forbud til en virksomhed gives til driftsherren. Såfremt driftsherren ikke kan identificeres gives påbud eller forbud til brugsrettighedshaveren.
Stk. 2.  Påbud eller forbud til private ejendomme gives til brugsrettighedshaveren.
Stk. 3.  Modtageren af et påbud eller forbud efter stk. 1 og 2 er ansvarlig for at et påbud eller et forbud efterleves.


Dispensationsmuligheder

 

§ 47.  Det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for Miljø kan efter høring af kommunalbestyrelsen dispensere fra § 4, § 9, §§25-26 og § 33. 
Stk. 2. Dispensation efter stk. 1 kan gives i særlige tilfælde, herunder hvis der er tale om uddannelse og forskningsprojekter, eller hvis økonomiske eller tidsmæssige forhold i tilstrækkelig grad taler herfor.  


Klager

 

§ 48.  Alle afgørelser truffet i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages efter reglerne i kapitel 14 i Inatsisartutloven om beskyttelse af miljøet.


Sanktions- og ikrafttrædelsesbestemmelser

 

§ 49.  Bøde kan idømmes den der:
1)  overtræder § 4, § 6, § 8, § 9, stk. 1, stk. 2 og 4, § 10, stk. 2 og stk. 5, § 11, § 12, § 13 § 14, stk. 1, § 18, stk. 1 og 2, § 21, §§ 24-27, § 28, stk. 1-3, § 31, stk. 1 eller § 32.
2)  undlader at efterkomme pålæg, påbud eller forbud efter § 23 eller §§ 37-44
3)  overtræder regler, der udstedes i medfør af § 23, § 29, § 30 eller § 33
Stk. 2.  Der kan idømmes bøde ved overtrædelse af vilkår fastsat efter § 15, stk. 1-3.
Stk. 3.  Bøde kan pålægges en juridisk person efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 4.  Bøder, der fastsættes efter stk. 1-3, tilfalder Landskassen.


Ikrafttrædelse og overgangsregler

 

§ 50.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2015.
Stk. 2.  Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 27 af 17. september 1993 om klosetter og bortskaffelse af latrin og sanitært spildevand.
Stk. 3.  Kommunalregulativer udstedt i henhold til Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 27 af 17. september 1993 om klosetter og bortskaffelse af latrin og sanitært spildevand vil stadig være gældende indtil kommunalbestyrelsen eventuel ophæver disse.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 12. juni 2015

 

 

Mala Høy Kuko

/

Mette Skarregaard Pedersen