Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 10
12. juli 2010
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om lærlinge i bygge- og anlægsarbejder

I medfør af § 35 i Inatsisartutlov nr. 11 af 2. december 2009 om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren fastsættes:

 

Anvendelsesområde

 

§ 1.  Bekendtgørelsen finder anvendelse på:
1)  Grønlands Selvstyres bygge- og anlægsarbejder og dertil knyttede leverancer, selskaber hvor Grønlands Selvstyre har en bestemmende indflydelse, samt kommunale myndigheder.
2)  Andre udbydere, når de udbyder bygge- og anlægsarbejder, som modtager offentlig støtte, herunder tilskud, refusion, lån eller garantier fra Grønlands Selvstyre.
Stk. 2.  Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på:
1)  Andelsboliger, der opføres og finansieres af private bygherrer og som bagefter overdrages til en andelsboligforening.
2)  Privat boligbyggeri med tilsagn om lån i henhold til tekstanmærkning i landstingsfinansloven.  


Krav til udbyder

 

§ 2.  Ved bygge- og anlægsarbejder med en samlet værdi på minimum 3 millioner kroner skal udbyderen i udbudsmaterialet stille krav om, at der mindst skal ansættes:
1)  1 lærling, når værdien er minimum 3 millioner kroner, men under 6 millioner kroner.
2)  2 lærlinge, når værdien er minimum 6 millioner kroner, men under 9 millioner kroner.
3)  3 lærlinge, når værdien er minimum 9 millioner kroner.
Stk. 2.  Kan det dokumenteres fra Piareersarfiit, at der ikke findes egnede lærlinge, kan entreprenøren ansætte færre lærlinge end krævet i stk. 1.
Stk. 3.  Ved lærlinge forstås lærlinge, praktikanter, kursister og elever, som er under uddannelse fra en af byggefagenes brancheskoler i Grønland.


Ikrafttræden

 

§ 3.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 1.august 2010.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 12. juli 2010

 

 

Jens B. Frederiksen

/

Steffen Ulrich-Lynge