Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 2
3. marts 1994
Gældende

Landstingsforordning om udbetaling af underholdsbidrag, m.v. til børn, samt adoptionstilskud

I medfør af § 2 i lov nr. 580 af 29. november 1978, om Arbejds- og Socialvæsenet i Grønland fastsættes:

 

Kapitel 1

Almindelige bestemmelser

 

§ 1. Retten til at modtage forskudsvis udbetaling af underholdsbidrag eller bidrag som tilskud fra det offentlige i henhold til denne forordning er betinget af,

1) at barnet har hjemkommune i Grønland, jfr. forordning om opholds- og hjemkommune, m.v., og at den der er berettiget til bidrag eller tilskud har fast bopæl i Grønland,

2) at barnet eller den der er berettiget til bidrag eller tilskud har dansk indfødsret, eller i henhold til indgåede aftaler mellem Danmark og andre stater har ret til at modtage bidrag eller tilskud udbetalt fra grønlandske myndigheder,

3) at barnet ikke af det offentlige er anbragt uden for hjemmet efter forordning om hjælp til børn og unge, eller iøvrigt fuldt ud forsørges af det offentlige,

4) at barnet ikke er anbragt i pleje med adoption for øje og forældremyndighedens indehaver(e) har afgivet skriftligt samtykke til adoptionen,

5) at barnets forældre ikke samlever, eller at moderen ikke samlever med den bidragspligtige.

Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler for, hvilken personkreds, der ud over de i stk. l nævnte persongrupper, kan modtage forskudsvis udbetaling af bidrag og bidrag som tilskud fra det offentlige, samt om udbetalingsbetingelserne iøvrigt.

Stk. 3. Forskudsvis udbetalte bidrag eller bidrag udbetalt som tilskud fra det offentlige i henhold til denne forordning, kan ikke udbetales til institutioner eller offentlige myndigheder.

 

§ 2. Ansøgning om udbetalinger efter denne forordning indgives til det sociale udvalg i ansøgerens hjemkommune.

Stk. 2. Det sociale udvalg kan afvise ansøgninger, der indkommer mere end et år efter forfaldsdagen.

Stk. 3. Ansøgerens hjemkommune forestår al udbetaling i henhold til denne forordning.

 

§ 3. Kommunernes sociale udvalg skal vejlede eventuelle bidrags- eller tilskudsberettigede om reglerne i denne forordning.

 

Kapitel 2

Forskudsvis udbetaling fra det offentlige af underholdsbidrag til børn

 

§ 4. Efter ansøgning fra den der er berettiget til at modtage bidrag til et barns underhold, i h. t. afgørelse udfærdiget efter reglerne i lov om børns retsstilling, ægteskabsloven eller lov om ægteskabets retsvirkninger, kan bidrag til et barns underhold forskudsvis udbetales af det offentlige efter forfaldsdagen, hvis bidraget ikke senest på forfaldsdagen, er betalt direkte til den bidragsberettigede.

Stk. 2. De bidrag, der vil kunne udbetales forskudsvis af det offentlige er de i § 5 angivne normalbidrag, uanset om der i det konkrete tilfælde er fastsat pligt til at betale større bidrag.

Stk. 3. Bidrag til et barns underhold kan udbetales forskudsvis af det offentlige indtil barnets fyldte 18. år, dog længst til barnet indgår ægteskab.

 

§ 5. De i § 4, stk. 2 nævnte normal bidrag fastsættes til følgende normaltakster:

1) Almindeligt løbende underholdsbidrag til 8.247 kr. årligt.

2) Bidrag til moderens underhold i perioden 2 måneder før og i l måned efter fødslen til 548 kr. pr. måned.

3) Bidrag til udgifter i forbindelse med fødslen til 519 kr.

4) Bidrag i anledning af barnets dåb til 691 kr.

5) Bidrag i anledning af barnets konfirmation, eller anden tilsvarende anledning, til 2.749 kr.

Stk. 2. De i stk. l nævnte bidrag dyrtidsreguleres på grundlag af de af Grønlands statistiske kontor offentliggjorte reguleringspristal for Grønland (basis januar 1984 = 100). Reguleringen foretages hvert år, 1. april og 1. oktober på grundlag af pristallet for henholdsvis januar og juli, således at bidragene forhøjes eller nedsættes med 3 % for hver fulde 3 point, pristallet stiger eller falder over eller under 100.

Stk. 3. Bidragene afrundes til nærmeste beløb i hele kroner, dog således at det almindelige underholdsbidrag efter stk. l, nr. l yderligere afrundes til nærmeste med 12 delelige beløb.

Stk. 4. Pristalsreguleringen har virkning for bidrag, der forfalder fra og med henholdsvis 1. april og 1. oktober. For det  almindelige løbende underholdsbidrag efter stk. l, nr. l, sker reguleringen med virkning fra den først kommende halvårlige forfaldsdag for bidraget.

Stk. 5. Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked offentliggør hvert år pr. 1. april og 1. oktober de aktuelle satser for underholdsbidrag efter stk. 1.

 

Kapitel 3

Bidrag som tilskud fra det offentlige

 

§ 6. Er der ikke fastslået faderskab, eller bidragspligt, i henhold til lov om børns retsstilling, ægteskabsloven eller lov om ægteskabets retsvirkninger, og er en eventuel faderskabssag afsluttet, ydes de i § 5, stk. l nævnte bidrag som tilskud fra det offentlige. Det samme gælder, hvis en enlig person adopterer et barn.

Stk. 2. Er en af forældrene, eller den eller de bidragspligtige, afgået ved døden, ydes de i § 5, stk. l, nævnte bidrag ligeledes som tilskud fra det offentlige.

Stk. 3. Er begge forældre afgået ved døden, eller foreligger der af anden årsag ingen forsørgelsespligt overfor barnet, kan bidrag ikke udbetales som tilskud.

 

§ 7. Er der alene fastslået bidragspligt, og er der ikke i forbindelse med fastsættelsen af denne bidragspligt fastsat dåbsbidrag, jfr. lov om børns retsstilling § 19, ydes dåbs- og konfirmationsbidrag som tilskud fra det offentlige med de i § 5, stk. l, nr. 4-5 nævnte normaltakster.

 

§ 8. Tilskud til barnets underhold forfalder dagen før barnets fødselsdag og halvårsdagen herfor. Forfalder tilskuddet på en dag, hvor udbetalingsmyndigheden ikke har ekspeditionstid, kan udbetalingen ske den sidste hverdag før forfaldsdagen, hvor udbetalingsmyndigheden har ekspeditionstid. Andre bidrag forfalder på de tidspunkter, hvor bidraget kunne have været fastsat, hvis der havde været fastsat bidragspligt i henhold til lovgivningen.

Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler for udbetalingen af tilskud.

 

§ 9. Hvis et barn bliver tilkendt arbejdsskadeforsikringsydelse, pension eller anden løbende ydelse i forbindelse med en forældres eller en bidragspligtigs død, nedsættes det tilskud der svarer til det almindelige løbende underholdsbidrag, med halvdelen af ydelsen. Der ses bort fra ydelser, der ikke overstiger 1.000 kr. årligt.

Stk. 2. Får et barn udbetalt kapitalforsikring, erstatning for tab af forsørger eller et andet kapitalbeløb, bortset fra arv, i anledning af en forældres eller en bidragspligtigs død, nedsættes det tilskud der svarer til det almindelige løbende underholdsbidrag, med halvdelen af kapitalens renteafkast. Der ses bort fra renteafkast under 1.000 kr. årligt.

 

§ 10. Tilskud der svarer til det almindelige løbende underholdsbidrag af det offentlige, kan udbetales indtil barnets fyldte 18. år, dog længst indtil barnet indgår ægteskab.

 

Kapitel 4

Udbetaling af bidrag i tilfælde, hvor bidragssag eller ægteskabssag verserer

 

§ 11. Er en faderskabssag til et barn født uden for ægteskab endnu ikke afsluttet, udbetales de i § 5, stk. l nævnte bidrag foreløbigt til bidragsberettigede som forskudsvise bidrag, dog kun hvis bidragsberettigede under den verserende faderskabssag har begæret bidrag fastsat.

Stk. 2. Afsluttes faderskabssagen med, at faderskab eller bidragspligt fastslås, indtræder det offentlige i kravet mod faderen eller den eller de bidragspligtige for de forskudsvis udbetalte bidrag. Det offentlige er berettiget til at kræve bidrag fastsat, hvis det afholder udgifter til et barns forsørgelse, herunder udgifter til tilskud i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Afsluttes faderskabssagen uden der fastslås faderskab eller bidragspligt, ydes de allerede betalte forskudsvise bidrag, samt fremtidige bidrag som tilskud i henhold til § 6, stk. 1.

 

§ 12. Er samlivet mellem ægtefæller ophævet, og den af ægtefællerne der forsørger et fælles barn begærer den anden ægtefælle sat i bidrag til barnet, jfr. lovgivningen herom, kan de i § 5 stk. l nævnte bidrag udbetales forskudsvis af det offentlige, selvom der endnu ikke er aftalt eller fastsat bidragspligt. De forskudsvise bidrag kan dog først udbetales fra den dag, hvor samlivet rent faktisk blev ophævet. Det almindelige løbende underholdsbidrag til et barn, jfr. § 5, stk. l, nr. l, kan kun udbetales forskudsvis for højst en måned ad gangen.

Stk. 2. Fastsættes eller aftales der bidragspligt, indtræder det offentlige i retten til at kræve bidrag betalt for den periode, hvor bidragsberettigede har modtaget forskudsvis udbetalte bidrag fra det offentlige.

Stk. 3. Er der i henhold til stk. l forskudsvis udbetalt bidrag i videre omfang end den bidragspligt der fastsættes ved separation- eller skilsmissedom, afholdes differencen som offentlig udgift i form af tilskud, jfr. § 6, stk. 1.

Stk. 4. Medfører en bevilling til separation eller skilsmisse ikke bidragspligt som forudsat ved udbetalinger i henhold til stk. l, kan beløb der ikke kan kræves betalt i medfør af stk. 2, kræves tilbagebetalt af modtageren, jfr. § 26.

 

Kapitel 5

Betingelser for udbetaling af underholdsbidrag eller tilskud til et barn

 

§ 13. Når det sociale udvalg skønner, at det er bedst for barnet, kan udvalget beslutte, at forskudsvise udbetalinger eller tilskud fra det offentlige i henhold til denne forordning skal udbetales for kortere perioder end et halvt år ad gangen. Ligeledes kan udvalget beslutte, at bidrag eller tilskud skal udbetales i naturalier.

 

§ 14. Betingelserne for forskudsvis udbetaling eller tilskud i henhold til denne forordning skal være opfyldt på forfaldsdagen.

 

Kapitel 6

Adoptionstilskud

 

§ 15. Adoptanter, der adopterer et barn, der ikke forud for anvisningen, har haft ophold i adoptantens hjem, kan efter ansøgning, tildeles et adoptionstilskud, der højst kan udgøre 3 x den til enhver tid gældende normaltakst for et årligt almindeligt løbende underholdsbidrag i henhold til § 5, stk. l, nr. 1.

Stk. 2. Retten til adoptionstilskud er dog betinget af, at adoptionen er formidlet gennem en af de organisationer, der af Justitsministeriet er godkendt i medfør af adoptionslovgivningen i Danmark, eller af Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, og at forældrene i forbindelse med adoptionen skal afholde rejseudgifter ved afhentning eller modtagelse af barnet.

 

§ 16. Adoptionstilskuddet kan udbetales når de adoptionssøgende dokumenterer, at barnet er anvist med henblik på adoption, og at afholdelse af rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med afhentning af barnet er nødvendige og umiddelbart forestående, eller iøvrigt, når det dokumenteres, at barnet er modtaget i hjemmet.

Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler for beregning og udbetaling af adoptionstilskud.

 

Kapitel 7

Inddrivelse af underholdsbidrag til børn

 

§ 17. Når et bidrag er udbetalt forskudsvis af det offentlige, indtræder den kommune der har foretaget den forskudsvise betaling, i retten til at kræve bidraget betalt af bidragspligtige. Det samme gælder, når et barn er anbragt uden for hjemmet af det offentlige, eller barnet iøvrigt forsørges fuldt ud af det offentlige.

Stk. 2. Ved forskudsvise udbetalinger af bidrag, skal den bidragspligtige samtidig med udbetalingen tilsendes skriftlig besked om den skete udbetaling, samt om, at betaling af det forfaldne bidrag skal foretages til kommunen.

Stk. 3. Er en kommune indtrådt i retten til at kræve bidrag betalt på grund af, at barnet er anbragt uden for hjemmet eller iøvrigt forsørges fuldt ud af det offentlige, skal både bidragsberettigede og bidragspligtige have skriftlig besked om indtrædelsen.

Stk. 4. Når en kommune er indtrådt i retten til at kræve et bidrag betalt, er retten hertil undergivet den almindelige 20 års forældelse.

 

§ 18. Verserer en faderskabssag eller en sag om bidragsfastsættelse for retten, eller for Rigsombudet i Grønland, og udbetales der i henhold til § 11, stk. l og § 12, stk. l forskudsvis bidrag, skal kommunalbestyrelsen gøre retten eller Rigsombudet opmærksom på, at bidraget betales forskudsvis af det offentlige, og at kommunen derfor ønsker underretning om sagens udfald.

 

§ 19. Kommunens tilgodehavende i henhold til §§ 17-18 skal søges inddrevet uden ophold. Inddrivelsen sker i henhold til reglerne herom i lov om rettens pleje i Grønland.

Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens oversendelse af fordringer til inddrivelse.

 

§ 20. Er en bidragspligtig på grund af varig ringe indtægt i forhold til sine forsørgerbyrder iøvrigt, helt eller delvist ude af stand til at betale forskudsvis udbetalte bidrag, kan kommunalbestyrelsen i bidragspligtiges hjemkommune, efter ansøgning fra bidragspligtige, indstille til kommunalbestyrelsen i bidragsberettigedes hjemkommune, at der meddeles bidragspligtige hel eller delvis henstand med betalingen. Bor bidragspligtige ikke i Grønland, sendes ansøgningen direkte til bidragsberettigedes hjemkommune. Stilles betalingen af bidraget i bero af inddrivelsesmyndigheden, betragtes det ikke som henstand.

Stk. 2. Der kan bevilliges henstand med betalingen af forskudsvis udbetalte bidrag, hvis kommunalbestyrelsen i bidragsberettigedes hjemkommune skønner, at bidragspligtige, eller børn som bidragspligtige har forsørgelsespligt overfor, ved betaling af det skyldige bidrag, ikke vil kunne opretholde en beskeden levestandard.

Stk. 3. Landsstyret fastsætter regler om bevilling af henstand og behandlingen af ansøgninger om henstand.

 

§ 21. Er en bidragspligtig bevilliget hel eller delvis henstand med betalingen af skyldige bidrag, og bliver kommunalbestyrelsen i bidragspligtiges hjemkommune bekendt med omstændigheder, der kan give anledning til en ændret vurdering af bidragspligtiges betalingsevne, skal dette straks meddeles kommunalbestyrelsen i bidragsberettigedes hjemkommune.

Stk. 2. Har kommunalbestyrelsen i bidragsberettigedes hjemkommune bevilliget hel eller delvis henstand, skal spørgsmålet om bidragspligtiges betalingsevne tages op til vurdering mindst en gang årligt.

Stk. 3. Bliver kommunalbestyrelsen i bidragsberettigedes hjemkommune bekendt med omstændigheder der kan medføre en ændret vurdering af bidragspligtiges betalingsevne, skal sagen straks tages op til vurdering.

 

§ 22. Inddrives eller indbetales skyldigt bidrag til kommunen, der ikke fuldt ud dækker det samlede skyldige bidrag til kommunen og bidragsberettigede, skal kommunen først udbetale bidragsberettigede den del af det samlede skyldige bidrag, der ikke er forskudsvis udbetalt. En eventuel overskydende del anvendes til dækning af kommunens krav.

 

Kapitel 8

Eftergivelse af forskudsvis udbetalte underholdsbidrag til børn

 

§ 23. Tildeles en bidragsskyldig pension, kan en eventuel bidragsrestance opstået forud for pensionstildelingen eftergives, hvis kommunalbestyrelsen i bidragsberettigedes hjemkommune skønner, at pensionisten ikke inden for en overskuelig fremtid vil kunne afdrage restancen.

Stk. 2. Pensionistens hjemkommune skal være pensionisten behjælpelig med en eventuel ansøgning om eftergivelse.

 

§ 24. Bevilliges en bidragspligtig fornyet henstand, og er der tidligere, i mere end 2 på hinanden følgende år, bevilliget hel eller delvis henstand med betalingen af skyldige bidrag, skal kommunalbestyrelsen i bidragsberettigedes hjemkommune samtidig med bevillingen, eftergive skyldige beløb der vedrører bidrag for en periode der ligger mere end 2 år forud for bevillingstidspunktet.

Stk. 2. En indgået afdragsordning, berostillelse eller lignende kan ikke sidestilles med hel eller delvis henstand.

 

Kapitel 9

Underretningspligt, tilbagebetalingspligt og sanktionsbestemmelser

 

§ 25. Ansøgeren skal oplyse om alle forhold, der kan have indflydelse på forskudsvis udbetaling eller tilskud i henhold til denne forordning.

Stk. 2. Enhver der modtager udbetalinger i henhold til denne forordning skal oplyse det sociale udvalg om alle forandringer i sine eller barnets forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af ydelserne.

 

§ 26. Har nogen forsømt sin oplysningspligt efter § 25, eller iøvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget ydelser efter denne forordning, skal det uretmæssigt modtagne beløb tilbagebetales straks.

Stk. 2. Modtager en person forskudsvis udbetaling af et underholdsbidrag til et barn fra det offentlige, på trods af, at bidraget allerede er betalt af bidragspligtigede, eller bidragspligten efter reglerne i lov om børns retsstilling er ændret eller bortfaldet, kan der idømmes sanktioner i henhold til kriminalloven.

 

§ 27. Enhver, der deltager i administrationen af denne forordning, er ansvarlig efter kriminallovens regler om forbrydelse i offentlig tjeneste eller hverv, selvom hvervet hviler på offentligt valg.

 

Kapitel 10

Finansiering

 

§ 28. Udgifterne i henhold til kapitel 3 og kapitel 6, afholdes af landskassen.

Stk. 2. Øvrige udgifter efter denne forordning afholdes af udbetalingskommunen.

 

Kapitel 11

Klageadgang

 

§ 29. Afgørelser truffet efter denne landstingsforordnings kapitel 1-6, kan påklages efter de almindelige regler herom i landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation.

 

Kapitel 12

Ikrafttrædelses- og overgangsregler

 

§ 30. Denne forordning træder i kraft den 1. juni 1994, også forsåvidt angår tilgodehavende bidrag forfalden til betaling før denne dato.

Stk. 2. Samtidig ophæves Landstingsforordning nr. 9 af 28. oktober 1982, om udbetaling af underholdsbidrag m.v. til børn.

 

 

Grønlands Hjemmestyre, den 3. marts 1994

 

 

Lars Emil Johansen

/

Henriette Rasmussen